Biskoppens klummer
Nyheder

Kirkeligt Set - april 2018

Lockouten og den folkekirkelige selvforståelse

 

Ved vores nabobord sad et par herrer, tilsyneladende gamle venner, og talte sammen, som gamle venner nu gør, om stort og små, hvad det var sket siden sidst, tildragelser i omgangskredsen, den nære familie og sådan. Og da de omkring det tredje glas rødvin nåede frem til en eller anden nevøs snarlige, men måske aflyste, konfirmation, gjorde jeg, hvad man ikke må: jeg lyttede med. Bare en lille smule. For hvordan stillede de to venner sig til dette folkekirkelige smertenspunkt, som den i skrivende stund endnu truende lockout måske kan vise sig at blive?

Reaktionen var nu såre afdæmpet. Ikke at de ikke beklagede muligheden. Det var jo en stor dag for drengen og familien. De undrede sig vist mest over, at også præster og kirker var omfattet af arbejdskonflikten. Men det var så det. Underforstået, at der i givet fald vil være så mange andre, der som præsterne er forhindret i at udføre deres arbejde.

Man kan selvfølgelig ikke udlede det fjerneste af en tilfældig samtale ved et tilfældigt nabobord, men det bekræfter i hvert fald undertegnede skribent i en generel iagttagelse af, at præsten og præstens arbejde ikke nødvendigvis er så særligt, som vi selv et tilbøjelige til at mene. Vel har vi noget særligt at forkynde, men i os selv er vi ikke så særlige. Forstået på den måde, at den almindelige velvilje folkekirken og dens repræsentanter møder, også har at gøre med, at vi på en lang række områder, har lod og del i verden omkring os.

Og det er lige netop, hvad der også afsløres med forårets arbejdskonflikt og lockout, der måske/måske ikke er blevet til noget, når dette læses.Grundlæggende er det givet med vores måde at indrette os på. Som bekendt er kirke og stat indvævede i hinanden på en lang række områder, ligesom folkekirken ses i en stadig mere intens vekselvirkning med det omgivende samfund. Præsten er også samfundsborger, lønmodtager og medlem af en fagforening og bestemt ikke den eneste i sognet, der har og føler et kald. Det almene præstedømme er blevet alment.

Det kan sagtens udlægges som en sand luthersk konsekvens, men der er også et mere strukturelt aspekt. For nok er Præsteforeningen trådt i karakter som fagforening, med hvad dertil hører af skarphed i retorikken. Staten - dvs. Moderniseringsstyrelsen - er også trådt i karakter som part i konflikten. Den ikke alene lockouter, men træffer også afgørelser og svarer, når der fra det teologiske tilsyns side spørges ind til konsekvenser og handlemuligheder, når og hvis flaget går op.

Og netop tilsynet, biskopper og provster, som måske gik rundt og gjorde sig forestillinger om egen betydning i den folkekirkelige husorden, er, sammen med den kaldende menighed, reduceret til tilskuere ved ringside. Der kan vi så sidde og holde os for øjnene og håbe det bedste og frygte det værste for det folkekirkelige omdømme. Hvis vi da ikke rumsterer rundt i udkanten for med mobilisering af al vores folkekirkelige skønsomhed, at få den folkekirkelige hverdag til at hænge sammen med aflyste konfirmationer, begravelser og personregistrering.

For netop skønsomheden og respekten for gråzoner og undtagelserne og den forsigtige balancegang, der i generationer har fået folkekirkeordningen til at fungere i det sælsomme samspil mellem kirke og stat, er udsat, når en storkonflikt truer (eller måske indfinder sig), og de tilsyneladende reelle magthavere træder i karakter.

To spørgsmål rejser sig, hvad enten nu konflikten bliver til noget eller ej. Det ene er, hvad det gør ved vores folkekirkelige selvbillede. Det andet om det får konsekvenser for måden, vi på sigt vil indrette os på. Nogle vil med fornyet kraft fremføre ønsket om en folkekirke, der forfatningsmæssigt bliver herre i eget hus. Andre reagerer vredt mod Præsteforeningen, fordi de for deres part gør, hvad man må forvente af en fagforening. Tidehvervsfolk og synodaltilhængere i parløb. Så har man set det med!

Men hvad enten man ser frem mod en opfyldelse af Grundlovens paragraf 66 eller skuer længselsfuldt tilbage til dengang præsten blev lønnet af udkommet fra præstegårdens jorder, så handler det om ubehaget ved en folkekirke, der af nogle fornemmes at skikke sig alt for lige med verden. Lige netop de brudlinjer bliver ikke mindre i tiden, der kommer: Kirken med stort K, der ligger på bjerget og lyser, eller - hvad undertegnede trods alle uklarheder og opdukkende urimeligheder endnu stædigt abonnerer på - folkekirken med lille f der roder rundt nede i menneskemylderet, indvævet i fællesskaberne, udsat for tidens vinde.

Det er ligesom dér, den står i lyset af den her forbaskede konflikt, der forhåbentligt aldrig nogensinde bliver til noget.