Artikler
Venskabsaftale i Dereham

Venskabsaftale i Dereham

Lørdag den 23. marts drog Jacob og jeg til Dereham for at underskrive en venskabsaftale med menighed i den engelske by Dereham. Vi var sekunderet af sognepræsten Tine fra Hobro og menighedsrådsmedlem Olivia fra Ølst sogn. 

Af menighedsrådsmedlem Peder Larsen, Mariager Kirke, Hobro-Mariager provsti 

I denne tid, hvor BREXIT fylder meget i både England og Danmark, synes vi, tiden var yderst velvalgt til at indgå venskab med Dereham, uanset hvad der kommer til at ske med BREXIT. 


Ud over venskabsaftalen var det også en unik mulighed for at se, hvordan de driver kirke i Dereham, og jeg må sige at jeg blev noget overrasket over de forhold der gør sig gældende i England. 


Pengene er få i deres menighed og arbejdskraften er baseret på meget mere frivillighed end vi kender fra Danmark. Vi besøgte 5-6 forskellige kirker og vi frøs som små hunde i de fleste af kirkerne. De havde slet og ret ikke råd til en ordentlig opvarmning. Det betød også, at det godt kunne lugte lidt muggent og jordslået, maling og kalk var skallet af, og prædikestolen var flere steder dækket af plastik, så flagermus ikke ødelagde den med deres efterladenskaber. 


Men når det så er sagt, var menighed og præster de mest imødekommende mennesker, jeg har mødt længe. De var stolte af deres kirke og menighed og alle deltog i det frivillige arbejde med fx at være kirketjener og sågar også ”præstearbejde”. I nogle af de små kirke var der tilknyttet en ”reader”, som er en lægmands præst. En ulønnet person som har taget nogle kurser og som så får lov til at forestå gudstjenester dog uden dåb og nadver, og lave kirkelige handlinger som fx begravelser. 


Vi blev som sagt taget godt imod, både hentet og bragt til lufthavnen, og var indkvarteret privat. Det er jo altid spændende at se, hvordan man lever i et andet land.  


Venskab går jo 2 veje, så nu glæder vi os til at se dem på besøg i vores provsti, hvor vi naturligvis vil være ligeså gæstfrie.