Artikler
Hvorfor var du i kirke juleaften?

Hvorfor var du i kirke juleaften?

Af Jacob D. Krogh Rasmussen, sognepræst v. Mariager kirke og medlem af det mellemkirkelige stiftsudvalg i Århus Stift.

Hvorfor var du, kammerat Marianna, i kirke juleaften? – Et spørgsmål som her i Danmark nok ville udløse noget forundring og hovedrøsten, da det at gå i kirke juleaften jo for rigtig mange stadigvæk hører uløseligt sammen med fejringen af juleaften, julemad, godter og gaver.

Men spørgsmålet, der er ægte nok, blev stillet til den estiske sognepræst Annika Laats’ mor, Marianna, da hun mødte på sit arbejde i det lokale supermarked efter jul. Spørgeren var arbejdspladsens partimand og tiden var da Estland endnu var en del af Sovjetunionen – og kirkegang og religiøse tendenser blev set på med den allerstørste mistro.

Med morens historie forsøger Annika Laats at tydeliggøre de udfordringer som den evangeliske lutherske kirke i Estland befinder sig i. En kirke, som før kommunismens indtog under anden verdens krig, udgjorde en majoritets kirke, som den danske folkekirke, men som nu blot udgør omkring halvdelen af de omkring 20 procent af Estlands indbyggere, som betegner sig selv som kristne. Udfordringer som egentlig bedst kan betegnes som en fuldstændig uvidenhed om kristendommen.


Besøg i Estland

Jeg er på besøg i den evangeliske lutherske kirke i Estland, sammen med det mellemkirkelige stiftsudvalg i Aarhus Stift, for her at se nærmere på, hvilken betydning Porvoo fællesskabet har for en kirke, som virker på nogle helt anderledes betingelser end vores hjemlige folkekirke, hvor Porvoo fællesskabet og det mellemkirkelige arbejde forsat nok generelt må betragtes som en perifer ting her ved 25 års jubilæet for oprettelsen af Den Mellemkirkelige Råd.

I tiden efter Estlands selvstændighed blev liden, i de kirkelige kredse, sat til ”bedstemødrene” – de ældre borgere, som kunne huske tiden fra før kommunismens indtog, og som i smug bar børnebørn til dåben og lærte dem fadervor. Men de sagnomspundne bedstemødre var ikke en majoritet, og de er nu blevet oldemødre og ingen står klar til at tager over, hvor de slap.

Hvordan knytter man en tradition sammen, som har været ude for et sådan brud? Det er Annika Laats udfordring i hendes sogne. ”Børnearbejde” ville de fleste af os i Danmark nok straks svare, og ”børnearbejde”, den helt grundlæggende kristelige børneopdragelse er da også én af de ting, som Annika sammen med flere frivillige prioriterer højt. Dog ikke kun for den kristne børnelærdoms skyld, men også for at kunne tilbyde børnene et varmt måltid mad – i et land hvor hvert femte barn i en undersøgelse har givet udtryk for, at det sulter mindst én gang om ugen! Men ”børnearbejde” gør det ikke alene som oplysning om kristendommen i et land, hvor den største manglende tilknytning til kirke og kristendom findes bland de 50-70 årige, optagelse i menigheden forudsætter derfor ikke bare dåb, men også deltagelse i konfirmationsundervisning i et halvt år. På den måde går kendskabet til kristendommen, kristentroen hånd i hånd med kirkens diakoni og sociale engagement for alle aldersgrupper.

Overalt hvor vi kom frem, mødte vi en stærk overbevisning om, at kirken må bygge to jævnbyrdige ”ben” – Ordets forkyndelse og Ordets gerning! – som vi fik fortalt: ”det er ikke alt det røgelse og lys m.m., som skal bringe folk i kirke, men Ordets forkyndelse og handling!” For uden den gode solide teologiske refleksion, ikke bare i prædikenen og gudstjenesten, men også i Ordets handling, vil kirken blot blive en tom skal uden indhold og hjerteblod.


Præsteuddannelse med stor teologisk faglighed

De estiske præsters uddannelsesniveau er på mange måder på højde med vores her i Danmark. De har et fem årigt teologisk studium bag sig ved et af de to teologiske uddannelsesinstitutioner i Estland, tre år på grunduddannelsen og derefter to års master efterfulgt af ét år på pastoralseminarium.

Et pastoralseminarium, hvor den lutherske og den ortodokse kirke er gået sammen om en fælles praktisk præsteuddannelse. Her vægtes en stor teologisk faglighed sammen med praktisk spirituel tilgang som forberedelse til præstelivet. Dette måske lidt specielle partnerskab begrundes af rektoren på Pastoralseminariet Ove Sanders med, at konfessionernes tid er forbi. Nu drejer det sig om, at der skal være en kristenhed eller ikke skal være en kristenhed!  En nok barsk udmelding, men livets realitet set fra Estland! Det er en udtalelse, som bør sætte gang i ikke bare teologiske men også mellemkirkelige refleksioner! Refleksioner som på mange måder måske er vanskelige at gøre sig i vores majoritets folkekirke, hvor vores vej nemt kan blive betragtet som den eneste vej! Måske af grundløs frygt for at inspiration fra andre kirkesamfund er lig med underkastelse og fornægtelse af vores lutherske grund, hvilket ikke kunne være længere fra sandheden.


Fælleskaber

I Estland har det mellemkirkelige samarbejde og Porvoo fællesskabet i særdeleshed været en afgørende faktor i det lange seje træk med at genrejse kirken i Estland. Gennem Porvoo fællesskabet har kirken i Estland fundet stor hjælp og støtte i den svenske kirke og i særdeleshed i den evangeliske lutherske kirke i Finland, hvor det sproglige slægtskab har været en stor fordel mht. inspiration til liturgier og lign. Det er dog ikke et samarbejde, hvor alt bare er overført i målestol én til én, for som pastor Gustav Piir ansvarlig for relationerne til de anglikanske kirker pointerede, er det meget vigtigt med klare aftaler om, hvad man kan og hvad man ikke kan i samarbejdet både inden for rammerne af Porvoo fællesskabet og i andre mellemkirkelige relationer. Netop fordi mellemkirkeligt samarbejde ikke drejer sig om enshed, men om en enhed hvor hver kirke kan inspirere og blev inspireret.

Porvoo fællesskabet har også overordnet set været med til at give kirken i Estland plads i den kirkelige verden gennem den anerkendelse, der ligger i Porvoo fællesskabet. En anerkendelse som er højt værdsat i Estland, men også blandt de mange estere, som er bosat uden for Estland. For gennem Porvoo fællesskabet er de dermed også en del af kirken om end deres egen kirke måske er så langt væk, at den ikke lige kan besøges i julen!

Julen knytter os sammen, i kirken, i familien, i menigheden. På samme måde knytter Porvoo fællesskabet også os sammen, knytter os sammen til én familie, til én menighed – hvor fuldstændig enshed ikke er målet. Men hvor vi kan inspirere og udfordre hinanden – ikke bare på teologi og diakoni – men generelt på dét at være kirke i en verden, hvor det at gå i kirke juleaften ikke er en selvfølgelighed alle steder – og det kan vi vist ikke tage skade af?!


Porvoo fællesskabet består af de lutherske kirker i Norden, Storbritannien og Baltikum med undtagelse af Letland; den lettiske lutherske kirke udenfor Letland; de anglikanske kirker i England, Skotland, Wales og Irland samt de episkopale kirker i Spanien og Portugal. Den lutherske kirke i Letland er observatør. Den danske Folkekirke Kirke tiltrådte Porvoo Fællesskabet den 3. oktober 2010.