Artikler
Betragtninger fra Canada

Smagen af Danmark Betragtninger fra Canada

På Church Street i Edmonton – et område ikke langt fra centrum af provinsens hovedstad, omringet af hjemløse og udsatte, klods op af den hyggelig Italiensk distrikt og Ukrainsk Canadisk Arkiv – ligger Ansgar Danish Lutheran Church. Den er lige overfor den katolske Sacred Heart Church of the First People, den lokale afdeling af den nigerianske megachurch Rhema Chapel og et stenkast fra Skt Josaphats Ukrainsk Katolsk Katedral

Af Linda Bolet

Søndag morgen er der kamp om parkeringspladserne, som senere på dagen bliver lavet om til parkeringszoner, da der er football kamp i det store stadion i nærheden. En given søndag morgen på vej i kirke kan man høre akustisk guitar, nogle gange trommer og menighedssang fra den store katolske kirke, mens man ser glimt af de fine kjoler og strålende farver af de hovedsagelige sorte kirkegængere, mens de venter på trappen udenfor Rhema Chapel.

Midt i denne står den forholdsvis lille hvid danske kirke med takkede gavle og byder ind til gudstjenester – 2 gange om måneden på dansk og resten på engelsk – men også til meget andet. Der er et lille kor, studiekreds, hyggeklub der møder midt på ugen, Kvindekreds, den månedlig Mandemorgenmad, legestue – og så alt det løse såsom Mortensaften, Frikadelle konkurrencen, Julebasar m.v. Her er et lille stykke af det danske som immigranterne og indvandrerne kan genkende og føle sig hjemme i.

Og sådan er det med rigtig mange kirker – det genkendelige i sproget, i tænkemåde, ja, sågar også i maden binder folk sammen. Folk holder fast og bliver holdt fast - for deres trosliv er bundet sammen med de konkrete udtryk og rammer, som de forstår og kender.

En kollega, hvis forældre var emigreret fra Japan, fortalte at hun var vokset op med – foruden sushi – smørrebrød og æblekage. Da de lutherske missionærer i 1898 kom til den del af Japan, hvor hendes familie boede, var de fra den dansk-amerikansk luthersk kirke. Så da forældrene immigrerede til Canada, fandt de det helt naturligt at finde en luthersk kirke med danske rødder.

Og i Canada er der hundrede forskellige folkeslag, kulturer, religioner og diverse teologiske vinkler udtrykt i lige så diverse kirkelige samfund. 67 % af den canadiske befolkning angiver sig selv for at værende tilhører af en kristen kirke – der er fordelt på 10 større kirkesamfund og 3 gange så mange mindre kirker.

Mens der i nogle kirkesamfund kan være splittelse langs teologiske linjer som f.eks. Bibelens autoritet eller i konkrete emner – f.eks. vielse af homoseksuelle, så er der praktiske hensyn, som forener forskellige kirkesamfund og menigheder. Den store geografisk spredning der er udenfor byområderne, kræver af de mange små kirkesamfund at de samarbejder.

Og så er de også nødt til at tale sammen. Og definere hvad er vigtigst for dem, hvad kernen er i deres menighed. Den ene menighed eller kirkesamfund har ingen førsteret over den anden – for der er og skal være plads i det fællesskab, som er større end dem selv.

Den nuværende præst i den danske kirke i Edmonton, Lasse Hultberg, mødtes med sine naboer og har gjort et stykke mellemkirkelig – og mellemluthersk – arbejde. Lidt syd for Ansgar ligger den ældre St. Johns – en kirke af den evangelisk luthersk kirke i Canada, som stadig holder gudstjeneste på tysk en gang om måneden. Til den anden side ligger den nye kinesisk lutherske kirke.  Disse kirker, sammen med den katolske Sacred Heart fejrede Reformationen i 2017. Menigheden vandrede til alle 4 kirker og deltog med en del af den fælles ”Reformation Walk”. Kirkernes kor sang sammen, og alle spiste frokost sammen efter.

Når man spiser sammen, kommer man lettere i snak og så sker det, at man kan opdage mere om sig selv. Og måske bliver bevidste om, at de også har noget som er værd at værne om.

Kunne det mon være lige meget om den lille hvide kirke fortsat stod på hjørnet af 96 St – midt i alle de andre farverige og store kirker.

Et samarbejde på tværs kræver åbenhed og vedholdende vilje til samtale på tværs af sprog og kulturer, men også bevidstheden om, at man selv har noget at byde ind med. Og bevidstheden om at man skal stå ved det.

Og det er hvad Ansgar menigheden gør – de byder ind i lokalområdet, synger sammen og på tværs af kirkeskel går de i optog med katolikker og kinesisktalende lutheraner.

Det kræver mod at smage på noget nyt og anderledes.

Det siges at børn skal smage på ny mad mindst 20 gange inden man kan bedømme om de kan lide det eller ej. Ved en nyere undersøgelse om børns madvaner drager man denne konklusion: ”Jo bedre, man lærer madens smag, konsistens og duft at kende, desto bedre kan man lide maden. Genkendelighed er det parameter, der har absolut størst betydning for vores smagspræferencer.

Det er bare med at komme i gang, for udbyttet kommer helt sikkert, hvis vi for alvor engagerer os i at få vores børn til at smage på nye ting.”

Og sådan er det i bund og grund med os og kirken også.

Det kræver mod at smage på noget nyt, og smage på det, de andre kommer med. Men når vi gør det, åbner vi en sprække som vil gøre plads for andre, så de kan føle sig lige så meget hjemme i det store fællesskab, som vi gør.

Og det mister folkekirken ikke sin smag af.

Citat fra Thomsen, Signe (2015). Ny viden: Kræsne børn kan lære at spise alt. Politiken, November 9.