Fortsæt til hovedindholdet
Ansøgninger og lånepolitik
Ansøgninger til Aarhus stiftsråd - retningslinjer for ydelse af tilskud/økonomisk støtte (bevillingspolitik)
Pengesedler

Ansøgninger til Aarhus Stiftsråd - retningslinjer for ydelse af tilskud/økonomisk støtte (bevillingspolitik)
 

1.     Inden for stiftsrådets formål

Stiftsrådet kan i henhold til lov om folkekirkens økonomi § 23a yde tilskud til følgende:

  1. aktiviteter, der fremmer kirke- og sognelivet i stiftet.
  2. kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og provster.
  3. formidling af kristendom.
  4. udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende, herunder analyser til forberedelse af sådanne projekter.

    Stiftsrådet kan desuden støtte:
  5. mellemkirkeligt arbejde.
  6. fælles landsdækkende aktiviteter i folkekirken.
  7. efteruddannelse, som vurderes at have værdi i forhold til arbejdet, og som ikke alene tjener til personlig dygtiggørelse.
  8. bogudgivelser og foldere (delvis støtte).
    Stiftsrådet støtter ikke bogudgivelser og foldere, medmindre udgivelsen har ganske særlig relevans eller udviklingsperspektiv for hele Aarhus Stift.
  9. stiftsrådets fokusområder i valgperioden.
    Stiftsrådets fokusområder fremgår af stiftsrådets hjemmeside: Stiftsrådet i Aarhus Stift | aarhusstift.dk.

Ansøgere bør i videst mulige omfang søge andre fonde, inden man søger stiftsrådet.

2.     Uden for stiftsrådets formål

Stiftsrådet yder som udgangspunkt ikke støtte til

  1. projekter, der understøtter privat virksomhed.
  2. efteruddannelse, som ikke vurderes at have værdi i forhold til arbejdet, og som alene tjener til personlig dygtiggørelse.

3.     Beløb

Stiftsrådet reserverer årligt en del af det samlede budget til støtte til ansøgninger, der falder inden for stiftsrådets formål.

4.     Ansøgning

Der findes ikke nogen skabelon for ansøgninger til stiftsrådet, dog bør ansøgningen indeholde en beskrivelse af formålet med støtten, økonomien for projektet samt en specifik angivelse af, hvilket beløb der ansøges om.

Hvis ansøgningen har lokalforankring og -økonomi eller kræver finansiering i længere tid, bør provstiudvalget udtale sig, inden stiftsrådet behandler sagen.

Ansøgningerne vil så vidt muligt blive behandlet på det førstkommende forretningsudvalgsmøde og efterfølgende i stiftsrådet.

For at sikre at ansøgningerne behandles på det førstkommende møde, skal ansøgningerne indsendes i god tid inden mødet og senest 3 uger før. Datoerne for møderne kan ses på stiftsrådets hjemmeside: Stiftsrådet i Aarhus Stift | aarhusstift.dk.

Ansøgninger skal sendes til kmaar@km.dk.

5.     Hvem træffer afgørelsen

Biskoppen behandler løbende ansøgninger vedrørende eksterne kurser og uddannelse til præster i sin egenskab af forretningsfører for stiftsrådet på op til 35.000 kr. Ansøgninger om større beløb forelægges for forretningsudvalget.

Forretningsudvalget kan træffe beslutning om ansøgninger op til ca. 50.000 kr. Ansøgninger på beløb over 50.000 kr. forelægges for stiftsrådet.

Forretningsudvalget kan give afslag på ansøgninger, der falder uden for stiftsrådets formål. Forretningsudvalget orienterer stiftsrådet om afslag.

Stiftsrådet træffer beslutning om følgende ansøgninger:

  1. Ansøgninger på beløb over 50.000 kr.
  2. Principielle ansøgninger
  3. Ansøgninger, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt ansøgningen falder inden for stiftsrådets formål
  4. Ansøgninger om støtte der løber over flere år

6.     Vilkår for bevilling

Ansøgninger til stiftsrådet er omfattet af offentlighedsloven og er derfor som hovedregel tilgængelige for offentligheden.

Modtagere af støtte accepterer ved bevilling fra stiftsrådet, at ændringer i projektet eller i de budgetterede indtægter/udgifter skal godkendes af stiftsrådet.

Stiftsrådet kan kræve

  • status på økonomien inkl. bilagsmateriale (primært relevant ved længerevarende projekter).
  • en slutevaluering.
  • fremsendelse af regnskab ved projektets afslutning inkl. bilagsmateriale.

7.     Udbetaling

Udbetaling af et aconto støttebeløb sker ved projektstart. For længerevarende projekter sker det efter udarbejdet og accepteret plan. Ekstra midler til en eksisterende bevilling kræver en fornyet ansøgning.

Bevillingen bortfalder, såfremt den ikke er anmodet udbetalt senest 1 år fra bevillingsdatoen. Stiftsrådet kan efter forudgående ansøgning overføre bevillinger til det efterfølgende år.

 

Vedtaget på stiftsrådsmøde den 2. marts 2023