Nyt om navne
Nyheder

Jacob Køhn Andersen

Ny provst i Skanderborg Provsti pr. 1. april 2017

Provst Jacob Køhn Andersen

Jeg er 48 år gammel. Født i Varde og opvokset i Ringkøbing. Her boede vi i et helt almindeligt parcelhus. Der var ganske vist et klaver, men der var nu ikke noget hverken i familien eller omgivelserne i øvrigt, der pegede i retning af kirke eller teologi. Jeg erindrer, at jeg i forbindelse med konfirmationsforberedelsen var sammenlagt én gang i kirke.

Jeg meldte mig ud af folkekirken som 18-årig, fordi jeg havde læst Nietzsche og med hans hjælp havde gennemskuet, at det var løgn alt sammen. Min plan var, at jeg skulle være fysiker. Til alt held for naturvidenskaben kom jeg på Askov Højskole, hvor det langsomt gik op for mig, at det, der virkelig optog mig, foregik på teologistudiet. Og med tiden fandt jeg min vej tilbage ind i kirken. Dog til stadighed med en almindelig middelklasse-dansk skepsis, jeg aldrig helt har sluppet.

Jeg begyndte som præst i 1996 – i 3 landsogne på Salling. De seneste 16 år har jeg været sognepræst i Hørning-Blegind-Adslev Pastorat, så jeg kender allerede sognene temmelig godt. Og også i et vist omfang provstiet. Det vil forhåbentlig gøre det lidt lettere for mig at komme ind i det nye arbejde, og samtidig holde en god kontakt til den hverdag i sognene, jeg kender og holder af.

Den danske folkekirkeordning rummer en forbløffende høj grad af nærdemokrati og selvbestemmelse. Det sætter jeg stor pris på. Når jeg alligevel vil være bekendt at være provst, så er det fordi, der også er noget, vi er fælles om. Både religiøst og kulturelt i det hele taget. Kirken er på mange måder kulturbærende, og den er det på så selvfølgelig en måde, at vi indimellem er nærved at glemme det.

Der er en væsentlig pointe i, at kirken er frimodig og åben i sit forhold til det omgivende samfund, som noget helt selvfølgeligt. Kirken er ikke bare en del af verden. Her i landet er hovedparten af ”verden” også en del af kirken. Åbenheden og imødekommenheden til trods er det vigtigt at holde fast i kirkens særegenhed, ikke at give køb på det centrale budskab. Er det altid trist at skylle barnet ud med badevandet, så er det dog særlig trist, når det gælder Jesus-barnet.

Jeg ville gerne have skrevet lidt om alle mine sunde fritidsinteresser, men jeg har vist ingen. Jeg ryger endda – endnu – og vi er en sammenbragt familie med så mange børn, at jeg har udviklet en ikke-medfødt interesse for indkøb og logistik. Når jeg ikke arbejder ved kirken eller på at skubbe børnene ud over redekanten, søger jeg tilflugt i klassisk musik, skriver salmer eller læser litteratur – gerne i lykkeligt selskab med min hustru Benedikte Vejlby Baggesgaard, som også er præst.

Det indsnævrer selvsagt emnefeltet for den ægteskabelige samtale, at vi begge er præster. Men det passer mig udmærket. For kristendommen handler om alt, hvad der har betydning i livet. Det må være samtalestof nok til denne side af evigheden. Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, så er der jo altid rengøringen.