Reformationsjubilæum
Den Danske Salmeduo

Salmer til folket – en Luther-koncert med Den Danske Salmeduo

Luther gav kirkemusikken tilbage til folket, og det er værd at markere! Den Danske Salmeduo – Christian Vuust på saxofon og klarinetter og Hans Esbjerg på klaver – har lavet en række instrumentale nyfortolkninger af Luthers salmemelodier. Duoen ønsker at vise musikkens levedygtighed og tidløshed, og dermed at bære reformationstidens salmer ind i vores samtid. Man vil til en koncert med Den Danske Salmeduo opleve et frugtbart møde mellem den nordiske folketones enkelhed, den klassiske musiktraditions nænsomhed og den amerikanske jazztraditions legende improvisationer. Reformationen bidrog til at give salmesangen i gudstjenesten tilbage til menigheden – og har derved haft stor betydning for den folkelige fællessang i de nordiske lande. Det er derfor særligt oplagt at der indgår fællessalmer i koncertprogrammet.

Den Danske Salmeduo er, i samarbejde med en række erfarne skribenter, i færd med at lave en kombineret cd- og bogudgivelse, der skal sætte nyt lys på Luthers salmer. Cd’en vil indeholde duoens instrumentale nyfortolkninger af Luther-salmer. Bogen vil bl.a. indeholde en række korte tekster – både faglige og skønlitterære – der afdækker forskellige aspekter ved reformationen og dens samfundsmæssige og kulturelle betydning, både historisk, men ikke mindst i nutiden. Den skal bibringe en forståelse af Luthers musikhistoriske betydning – også ud over det rent kirkelige. Skribenterne bliver journalist Kåre Gade, biskop Henrik Wigh-Poulsen, digter Peter Laugesen og musikhistoriker Thorkil Mølle. Der planlægges udgivelse ved årsskiftet 2016-17.

Den Danske Salmeduo kommer fra Aarhus og består af Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og klarinet. Duoen har siden 1996 givet over 350 koncerter i kirker og på spillesteder, og har fem anmelderroste cd’er bag sig. Den røde tråd er de utrolig smukke og livskraftige salmer, som den danske musiktradition er beriget med – med melodier og harmonier enhver moderne komponist kan misunde. Mange af disse salmer har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år. Med andre ord er salmerne danske klassikere, sange der bliver stående. Den Danske Salmeduo har lavet en række spændende og stemningsfulde nye bud på hvordan disse sange kan spilles – med respekt for det musikalske udgangspunkt og fornemmelse for den tekstlige baggrund.

Læs og lyt på www.dendanskesalmeduo.dk

Pris: 8800 kroner

Christian Vuust (f. 1964) er saxofonist, klarinettist og komponist. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. DMA-nomineret i 2014 for sit album Urban Hymn. Ophavsmand til det Grammy-nominerede album The Thule Spirit. Spiller også med Aaron Parks, Pauseland, Peter Laugesen m.fl.

Hans Esbjerg (f. 1967) er pianist og organist. Har i eget navn lavet cd’en Pop’n’Jazz og har sammen med bassisten Jens Jefsen udgivet cd’en Nice Noise Sweet Silence. Uddannet ved konservatorierne i Esbjerg og Aarhus. Organist ved Ebeltoft-Dråby-Handrup kirker.