Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbreve
Møde i den Fælles Kapitalforvaltning 21. januar 2016

Møde i den Fælles Kapitalforvaltning 21. januar 2016

Mødet i den Fælles Kapitalforvaltning den 21. januar var på flere måder en ny begyndelse. Bestyrelsen er i gang med de indledende forberedelser til et ny udbud af rollerne som administrator og kapitalforvaltere, og samtidig kunne de to kapitalforvaltere se tilbage på et 2015 med store udsving og små afkast

Af Bo Billeskov Grünberger

Den første del af dagens møde var lukket og handlede om det kommende udbud af ny administrator og kapitalforvaltere. Den Fælles Kapitalforvaltning er i gang med at indhente hjælp fra rådgivere, der kan assistere bestyrelsen i at lave et udbud af rollerne som administrator og kapitalforvaltere.

2015 præget af store udsving

Efter den lukkede del af mødet var både administrator Finn Beck fra Jyske Invest og de to kapitalforvaltere, Jan Andersen fra Jyske Bank og Claus Jørgensen fra Nykredit, med til mødet. De ridsede situationen op for bestyrelsen og så tilbage på et år, der har været præget af store udsving.

”Vi kan skrive under på, at det var et volatilt år. I grove træk endte vi året for en tiårig statsobligation på niveauet som året begyndte, men undervejs var der store udsving. Det har været et meget svingende år, og i den forbindelse er vi glade for, at vi med så mange realkreditobligationer alligevel har kunnet aflevere et positivt afkast i forhold til benchmark,” sagde Claus Jørgensen fra Nykredit.

Jan Andersen supplerede med at der havde været en god start på 2016 med et afkast på lige nu 0,48 % for januar måned.

Usikkerhed om renteudviklingen

2015 var altså et år med store udsving, og ser man frem i tiden, så er der stadig usikkerhed om, hvordan renteudviklingen kommer til at blive.

”Det er stadig centralbankernes ageren, der styrer udviklingen. Renteforhøjelsen fra USA kom måske lidt for sent, og markedet er stadig usikker på, om centralbanken har styr på, om renten skal op. Pengepolitikken er forskellig på begge sider af havet, og det giver uro i markedet,” forklarede Jan Andersen.

Bestyrelsen i den Fælles Kapitalforvaltning har løbende haft diskussion af, om man skulle foreslå at ændre bekendtgørelsen og give mulighed for investering i andre aktiv klasser og derved sprede risikoen. Samtidig ønskede man at åbne muligheden for nye investeringsredskaber til afdækning af risikoen ved de foretagne investeringer. Dette resulterede i at et forslag til ændring af bekendtgørelsen blev sendt i høring i 2015. Enkelte af de indkomne høringssvar var skeptiske overfor nogle af de foreslåede ændringer og bl.a. udtrykte Rigsrevisionen bekymring for, at de foreslåede ændringer ville medføre en øget risiko. Med udgangspunkt i de indkomne høringssvar har Forretningsudvalget holdt møde med Kirkeministeriet og formand Jørgen Nielsen kunne fortælle, at man er nået frem til enighed om, at stiftsrådene skal klædes bedre på, før en eventuel beslutning om nye investeringsredskaber skal træffes. Derfor vil stiftsrådene få tilbudt et møde, hvor processen kan blive forklaret grundigt, og en del af mødet vil også handle om etikken i investeringerne.