Jette Madsen,

Jan Andersen,

Jyske Invest, Finn Beck,

Nykredit, Annemette Gottlieb,

Jan Stampe Madsen, Ministeriet for Ligestilling og Kirke,

Jesper Henning Pedersen, Folkekirkeinfo

Bodil Abildgaard.

Ad 1 – Beslutningspunkt: Godkendelse af dagsorden.

Godkendt
Ad 2 – Orienteringspunkt: Orientering fra formand og sekretariat.

a)    Tilbud fra Deloitte på kr. 50.000,- for 4 årlige bestyrelsesmøder. Sekretariatet vil sammen med forretningsudvalget komme med en indstilling vedr. dette punkt til næste møde. Flere bestyrelsesmedlemmer ser gerne notater fra Torben Dam.

b)    Brev af 24. januar 2012 fra formanden til kapitalforvaltere om anbefalinger til rentefastsættelsen (bilag 1) og svar fra Nykredit (bilag 2) og Jyske Bank (bilag 3).

Formanden orienterede. Herefter omtalte han notet fra Deloitte og oplyste at forretningsudvalget vil se på dette og vende tilbage overfor bestyrelsen

Ad 3 – Beslutningspunkt: Udsendelse af endelige vedtægter til godkendelse i de enkelte stiftsråd.

a)    Ministeriet for Ligestilling og Kirke har den 28. marts 2012 godkendt de reviderede vedtægter for samarbejdet om fælles kapitalforvaltning. Sekretariatet indstiller, at ved-tægten sendes til alle stiftsråd til underskrift. (Bilag 4)

Undersendes af sekretariatet til godkendelse af de enkelte stiftsråd med nærmere instruks.

Ad 4 – Orienteringspunkt: Orientering fra administrator.

a)    Gennemgang af overbliksark.

Administrator gennemgik. Der er lavet et bedre afkast end benchmark af begge forvaltere. Der er samlet lavet et bedre afkast på 0,35 end benchmark. Der kan være en fejl i benchmarket. Dette vil blive undersøgt og administrator vender tilbage.

b)    Orientering om Årsrapport 2012 for Fåmandsforeningen Jyske Invest Engros.
Finn Beck henviste til den omdelte årsrapport. Denne er udarbejdet i henhold til lovgivningen. Det er en ledelsesberetning m.v.. Den vil ikke blive gennemgået; men spørgsmål kan altid stilles. Jette Madsen forespurgte til en evt. bestyrelsesforsikring for denne bestyrelse. Finn Beck oplyste, at det ser han ikke der er behov for da Fåmandsforeningen har en professionel bestyrelse.

c)    Orientering om ordinær generalforsamling i Fåmandsforeningen Jyske Invest Engros afholdt den 29. marts 2012.
Generalforsamlingen forløb uden bemærkninger

d)    Udlodning af udbytte.
Dette er udloddet.

Ad 5 – Orienteringspunkt: Orientering fra kapitalforvaltere: 

a)    Jyske Bank A/S.
Bilag 12 blev gennemgået af Jan Andersen.
Han oplyste, at der arbejdes med 2 forskellige varigheder. Der arbejdes med to forskellige modeller, og det vil være meget svært at ensrette disse. Erik Breum meddelte, at bestyrelsen er interesseret i bundlinjen. Jan Andersen oplyste, at man ser på, om andre forvaltere har påtaget sig en yderligere risiko. Jyske Bank har en mere forsigtig tilgang. Annemette Gottlieb oplyste at varigheden altid vil beregnes forskelligt. Hun opfordrede til at man ser på administrators oplæg, der er fuldt ud sammenligneligt. Finn Beck erklærede sig enig heri. Jan Andersen bemærkede, at varigheden er styrende for, hvordan man vil investere. Jyske Bank er stadig forsigtige. Mindre risiko betyder mindre afkast.

b)    Nykredit Bank A/S.
Annemette Gottlieb gennemgik bilag 13. Erik Breum ser gerne at alt ”overflødigt” pilles ud, og der i stedet forklares udførligt på dansk.

Erik Breum pointerede, at bestyrelsen er politikere og altså ikke eksperter. Ting skal forklares i materiale. Der skrives til ”ikke – professionelle”. Jørgen Nielsen fandt bilag 6 meget vigtig
Ad 6 – Beslutningspunkt: Oplæg fra kapitalforvaltere om investering i erhvervsobligationer. (Bilag 5)
Jan Madsen oplyste, at ministeriet er glade for samarbejdet og meget lydhøre overfor ønsker fra bestyrelsen. Ministeriet har læst oplæggene om erhvervsobligationerne og arbejder videre hermed i tæt samarbejde med bestyrelsen. Det blev aftalt et forretningsudvalget laver en indstilling til bestyrelsen til næste møde til august om indholdet af et møde med ministeriet. Der blev opfordret til at tidspunkt allerede nu blev aftalt mødetidspunkt med ministeriet, og etikken og en ukompliceret afrapportering skal også huskes.    

Ad 7 – Beslutningspunkt: Investeringspolitik.

a)    Er der behov for at ændre den gældende investeringspolitik set i lyset af den økonomiske situation. Sekretariatet indstiller, at den gældende investeringspolitik fastholdes.
Der er tilslutning til at fastholde den nugældende investeringspolitik.

Ad 8 – Beslutningspunkt: Økonomi.

a)    Budgetopfølgning og regnskab. (Bilag 16)
Ingen bemærkninger

b)    Beholdningsoversigt. (Bilag 17)
Ingen bemærkninger.

Ad 9 – Eventuelt. 

Af Kjeld Holm, Biskop, Aarhus

Når hysteriet over en ny ægteskabslov, der tillader lesbiske og bøsser at gifte sig i kirken, og den maniske optagethed af spørgsmålet om en kirkeforfatning begge har lagt sig, vil man måske med bevarelse af sin proportionssans indse, at det i en kulturkamp er betydeligt mere alvorligt, at vi er i færd med at få en ny læreruddannelseslov, der afskaffer dannelsesfaget kristendomskundskab / livsoplysning / medborgerskab som obligatorisk fag på landets seminarier. Det har ikke fået den store opmærksomhed, fraset dog Kristeligt Dagblad, der både har beskrevet, hvad der er ved at ske og på lederplads har undsagt lovforslaget. Med god ret og nødvendighed. For naturligvis handler det om, at kommende lærere nu ikke længere behøver at vide noget om, hvad der mere end noget andet har formet vores kultur og samfund, nemlig kristendommen. Men mere end det, for faget beskæftiger sig med religion som sådan, og ikke mindre med etik, også som denne udfolder sig eksempelvis i menneskerettighederne.

Den begavede pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen har i sin bog om almen pædagogik beskæftiget sig med, hvad dannelse er i en moderne sammenhæng. Den har – ifølge ham – et såvel politisk, etisk som religiøst perspektiv. Vi skal dannes til at kunne tænke og handle i det offentlige rum som myndige personer i et demokrati. Vi skal dannes til evnen til at tænke og handle moralsk. I samvær med og afhængighed af andre, kritisk forholde os til vor forpligtethed overfor et fællesskab. Og vi skal erhverve os en religiøs dannelse, der er identisk med evnen til at stille det fundamentale spørgsmål om tilværelsens mening.

Da jeg i en årrække havde tillidsposter indenfor uddannelsesområdet, først som formand for Seminarierådet, senere som bestyrelsesformand for det nu hedengangne Danmarks Pædagogiske Universitet kunne jeg iagttage, hvordan et dannelsesbegreb var under pres. Det vigtigste for en uddannelse skulle være, at den var ”evidensbaseret”, hvilket betyder, at man på uddannelsen tydelig kunne se, hvad den skulle bruges til. Tanken om skolen for livet blev erstattet af skolen for erhvervslivet – groft sagt! Test- og evalueringskulturen var et symptom på dette paradigmeskift. Og presset mod den almene dannelse fortsætter åbenbart.

Der er ingen tvivl om, at læreruddannelsen trænger til en opkvalificering. At det faglige niveau på mange måder har været for lavt. Det er derfor virkelig sympatisk, at uddannelsesminister, Morten Østergaard tager initiativer til, at læreruddannelsen skal blive bedre, og dermed også skolen, at vore børn lærer grundigt, hvad der skal til for, at de kan fungerer i den moderne barske verden. Vi skal drøfte seriøst, hvordan vi bliver dygtigere i vore jobs, men vi skal ikke glemme, at det er nødvendigt med en fundamental klangbund, der drejer sig om, hvad der er godt og ondt, hvad livsmening er, og at det gode liv er andet og mere end indtjening og forbrug.

Nu påstås det, at det planlagt udraderede fælles dannelsesfag skal leve videre i de pædagogiske fag, men i hvert fald hvad angår kristendommen er det svært at tro på denne ambition.

Er det her skrevne nu et emne for ”kirkeligt set”? Ikke direkte, og slet ikke ud fra en udbredt opfattelse og erfaring af kirken som en institution, der udelukkende får tiden til at gå med at tale om sig selv. Men hvis kristendommen også anskues som en dannelse, som et bud på, hvad vi som enkeltmennesker og fællesskab er og skal, at livsmod ikke alene er et spørgsmål om en faglig vitalitet, men også handler om det, vi ikke med nok så megen faglig dygtighed kan frembringe, men kun få skænket, så er en ny læreruddannelse så vist også et kirkeligt anliggende.

Endelig er den udbredte historieløshed, det kollektive hukommelstab et såvel folkeligt som kirkeligt problem. Og hvordan skal en lærer kunne formidle erfaringen af, at vi ikke er de første mennesker på jorden, og ikke skal finde på alt selv, hvis læreren selv intet ved om historie og tradition? Man kan sagtens blive klogere og klogere på en hel række områder, vide så at sige alt, hvad et samfund har brug for og dog være dum på spørgsmålet om, hvad et menneske er og skal.

I den første fjerdel af det 19. århundrede var Danmark ilde stedt. København var hærget af bombardement og brande, landet var bankerot, fattigdom og sygdom hærgede samfundet fra top til bund. Finansminister Schimmelmann var med rette bekymret, og der skulle spares, også på kultur og dannelse. Han opsøgte kronprinsen, den senere Christian VIII, der deprimeret udbrød: ”Fattige og elendige er vi. Skal vi nu også være dumme, da kan vi ophøre med at være en stat”.

Så vidt kommer det ikke. Men dummere kan vi meget vel risikere at blive.

Københavns Bispeembedes Fond for værdig trængende Børn og efterladte Ægtefæller til ansatte eller tidligere ansatte Præster i Den Danske Folkekirke.

Ansøgningsskema er obligatorisk og kan downloades her, eller ved henvendelse til:

Københavns Stift, Nørregade 11, 1165
København K. Tlf. 33 47 65 00.

Ansøgningsskemaer, der ikke er udfyldt korrekt, eller hvor relevante bilag ikke er vedlagt, kommer ikke i betragtning.
Alene bevilgede ansøgere vil modtage skriftligt svar fra Fondsadministrationen.
Ansøgningsfrist: 21. maj 2012

Det drejede sig om en gammel mand, der havde levet et langt og godt liv. Både ved besøget hos de efterladte og i forbindelse med selve den kirkelige handling var det taknemmeligheden over dette gode liv, der var i højsædet. Krydret med munterhed over et godt familie- og vennefællesskab, hvor han havde været det samlende midtpunkt. Den ene gode historie om den døde og familien afløste den anden ved begravelsesbesøget. Der var nok at anvende til en begravelsesprædiken.

Og så var det et barnebarn, der skulle takke ved graven.

Efter at kisten var sænket i graven og jordpåkastelsen havde fundet sted, stillede en elegant yngre kvinde sig hen til graven, takkede med stor veltalenhed for deltagelsen, så så hun ned i graven og sagde, ”ja, bedstefar, gamle mandschauvinist, så er det din tur til at blive undertrykt”.

Og så fortsatte hun i øvrigt med – kort – at beskrive den afdøde – med humor og rørende taknemmelighed, krydret endnu engang med et par gode og kærlige historier fra bedstefaderens og hendes fælles liv.

Døden er ikke alene en trussel, den kan også være en meningsfuld slutning og er i den sammenhæng at foretrække frem for det uendelige liv, eller dér, hvor livet bliver et smertehelvede eller et sindsmørke. Som meningsfuld blev døden tolket af de nærtstående, og ikke mindst barnebarnet hin dag på kanten af bedstefaderens grav. Ved, at hun fortalte om alt, hvad han havde betydet for hende i gode fælles stunder, – selv om han havde været mandschauvinist.

Eller for nogle uger siden i flyet til København, hvor jeg kommer til at sidde ved siden af et menneske, jeg ikke kendte, men som vidste, hvem jeg var, og som kendte til mit nære forhold til en god ven, jeg mistede for atten år siden, og som jeg stadig savner. Vennen var også kendt af min ukendte rejsefælle, og vi faldt hen i minder om ham, og vi steg af flyet – opbygget af fælles muntre erindringer om et menneske, der ikke kun havde efterladt sig et vedvarende savn, men i fortællingen om ham havde efterladt sig erindringen om, hvad der var af vigtighed – og af glæde.

Jeg kom til at tænke på disse refererede situationer fra længst forgangne dage og aktuelt, da jeg læste professor Peter Kemps nyligt udkomne  mesterværk, Filosofiens Verden, som handler om meget, men også om opstandelsens virkelighed. Handler om den andens død, den elskedes død. Kærligheden til en afdød er ikke stærkere end kærligheden til en levende, som Søren Kierkegaard fejlagtig påstod, men – siger Kemp – det, der kan blive stærkere gennem erindringen er indsigten i den integritet eller livssammenhæng, som den anden var. Når den anden dør, falder alt det banale bort, og tilbage bliver i erindringen det væsentlige, det uigentagelige, det uerstattelige i personen. Således kan erindringen af en afdød være et vink om den forunderlige skaberkraft, som manifesterer sig med os og for os. Og det kan være det, som styrker modet til ”et liv efter døden”, den andens død. Som når børnene kan lege på deres mors grav.

Og det er så erfaringen, at erindringen om de døde ikke erindringen om afslutning, men det stadige nærvær, – åbenhed og mulighed for det stadig gode liv.

I den romersk-katolske kristendomsopfattelse lever der en smuk tanke, nemlig den, at i mørket og sorgen mellem langfredag og påskemorgen overlevede håbet og troen kun hos én, nemlig Jesu moder, Maria. Hun var den eneste for hvem Jesu betydning ikke var noget overstået, men levende. Alene hos hende overlevede troen på Guds forunderlige skaberkraft. Hun huskede ikke blot Jesus, hun erindrede ham som en uafsluttet del af hende selv. Men hun var den eneste, og det er netop pointen. Vi andre fik først denne sans for det uafsluttede og kærlighedens magt, da budskabet om Jesu opstandelse blev hørt.

Livets sejr over døden, det er påske, siger vi ofte. Er det rigtigt? Det er det ikke. Døden får altid det sidste ord, når vi mister mennesker, vi har holdt af, og den dag, det er vores tur.

Opstandelsen er derfor heller ikke en beretning om livets sejr over døden. Tror vi det, gør vi os illusioner. Og jeg vil påstå, at det heller ikke var den erfaring, kvinderne gjorde den morgen ved den tomme grav. Det var en anden indsigt, der kom til dem. Måske en erindring om, hvad det var, Jesus havde sagt et par døgn forinden, da han hang på korset. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til mor: ” Kvinde, dér er din søn”. Derpå sagde han til disciplen: ”Dér er din mor”.

Da forudgreb Jesus, hvad det hele handlede om. Ikke livets sejr over døden, men kærlighedens sejr over døden. Kærlighedens uafviselighed.

De gik jo derud, kvinderne, fordi de havde elsket ham. Og de ville ikke acceptere, de kunne ikke acceptere, at døden havde umuliggjort kærligheden. Og så møder dem et overraskende, ja umuligt svar, at kærligheden så at sige tager til gensvar. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt… Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.

Og disciplene fortalte det videre, og dem, der gik forud for os, alle dem, fortalte det igen og igen. Og derfor fejrer vi endnu engang påske.

Og engang imellem spørger vi os selv og hinanden: Og til hvad nytte? Standser det myrderierne i Syrien? Stopper det kræftsygdommen hos den elskede, som for hver dag sygner mere og mere hen? Er dødens magt blevet brudt.

Kvinderne ved graven vidste nok, at intet var forandret, og dog var alt anderledes. De havde i al usikkerhed og uoverskuelighed i et glimt set, at det ikke var ude med kærligheden. Den ville lide nederlag igen og igen, men den ville opstå på ny. Den Guds kærlighed, han havde åbenbaret dem i sine ord og i det, han gjorde, da han gik rundt sammen med dem i Palæstina, den og han var stadig til stede – som tro og håb. Som troen og håbet på kærlighedens magt.

Og det er det, der gør det meningsfuldt at fejre påske – også i 2012. At

Kærligheden, hjertegløden

Stærkere var her end døden.

Og som han havde henvist Jesu mor og den discipel, han elskede, til hinanden, – sådan ville de fra nu af være henviste til at tage sig af hinanden, for netop det ville være kærlighedens sejr over død og intethed.

Som vi er henviste til hinanden.

I sine erindringer fortæller Anna Sophie Seidelin om barnebarnet, der engang spurgte hende, om de gamle dage aldrig mere kom tilbage. Nej, svarer hun, gamle dage kommer ikke mere tilbage. Men er de borte? Det kan jeg ikke få mig selv til at tro. Et eller andet sted, synes jeg, må alt det være, som var, og som gav plads for alt det, som lever nu, de midaldrende nu, de unge mennesker nu, de små børn nu, til alle, der lever nu og skal leve på Jordens nye kyster, som de er nu, og som de bliver. Men et sted må de være, synes jeg, alle de, der gik forud for os… Hvor der det sted? Det må Gud vide, siger man, når man mener, at man kan ikke vide noget i den sag.

Jeg begyndte med at sige, at det handler om fortællingen om dem, der ikke er her længere, om kærligheden mellem levende og døde, et almindeligt dagligdags vidnesbyrd om kærlighedens uovervindelighed, og om dette som et opstandelseshåbets realisme. Vi ved det godt, men nu har vi hørt om det endnu engang, om kærligheden, der er større end alt, også større end troen og håbet.

Glædelig påske.

Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift.

Når man op i den alder, jeg har nu, har man nok også en tendens til at se tilbage og sige til sig selv og andre, ”det var bedre i de såkaldt gode gamle dage”. Falder man for fristelsen til at tænke og sige sådan, skal man være på vagt. Det bliver let patetisk, og det bliver også let usandt, for de gamle dage var ikke bedre end dem, vi lever i nu. På mange måder var de ringere. De sociale skel var større, og den sociale nød udtalt i højere grad end i dag. Hjemme og i skolen blev børn slået, det sker ikke længere i skolen og heldigvis også sjældent i hjemmene. Den almene sundhedstilstand var langt ringere, end den er i dag. Det var bestemt ikke sjovt at ligge på sygehus eller gå til tandlæge. Det er det måske stadig ikke, men alligevel, i de fleste tilfælde nytter det, tænderne holder længere, og som oftest bliver man også rask igen efter et hospitalsophold. Ikke altid, men som oftest! Så nostalgien kan på de fleste områder godt pakke sammen. Verden er ikke så ringe endda.

Når alt det er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at man ikke skal suspendere sin kritiske fornuft i forhold til nutiden. Man kan godt være loyal overfor sin nutid, og dog være kritisk. For der er fremdeles meget at kritisere.

Et fænomen skal man altid være på vagt overfor, det man kan kalde tidsånden. Den ytrer sig i alt det, man selvfølgeligt vedtager eller tilslutter sig. Eksemplerne er mange. En nærved religiøs sundhedsoptagethed, en rabiat selvdyrkelse, hvor det hedder mig selv, mig selv, og endnu engang mig selv. En kolossal kollektiv rethaveriskhed. En forfladigende popkultur. En omsiggribende test- og kontrolkultur. Man evalueres eller testes fra vugge til grav. Skolen først og fremmest har været et offer for testdillen. Lærerne skal næsten anvende mere tid til at teste eleverne end til at undervise dem. For det har de kloge fundet ud af, fordi – efter sigende – danske børn sakker agterud i forhold til børnene i Finland og Singapore. Det forklares ud fra bunkevis af rapporter, man betragter som hellige skrifter, for de anfægtes ikke, endskønt der kunne være al mulig grund til det.

Og to forhold fra de gamle dage kunne man godt genoplive og give meget mere vægt, end man gør, nemlig begreberne respekt og dannelse. Det er ikke nødvendigt at udarbejde etiske retningslinjer på den enkelte skole, der skal udstikke, hvordan børnene skal omgås lærerne og hinanden. Det er sådan set såre elementært og burde være selvfølgelig for alle. Vi ved det godt, det drejer sig simpelthen om, at man skal behandle hinanden ordentligt, tale pænt om og til hinanden. Tie stille, når læreren taler, lave sit hjemmearbejde og hjælpe den svage. Jeg går varmt ind for den inkluderende og mangfoldige skole, men præmissen for denne må altid være respekt og ordentlig opførsel.

Tidsånden er, at det handler om den enkeltes uanfægtede selvudfoldelse og rettigheder, og i den sammenhæng er tidsånden altid den dummeste, som det canadiske klavergeni, Glenn Gould, engang formulerede det.

Allerede nu er det valgforberedende arbejde begyndt. Spørgsmål som disse melder sig:

• - Hvem genopstiller?
• -Skal der findes nye medlemmer?
• -Hvem skal det være? eller, hvad skal de kunne, for netop at styrke arbejdet i “vores” menighedsråd?
• -Hvad har menighedsrådet nået i perioden, der netop er slut, så det bliver synligt, at menighedsrådsarbejdet er af betydning?

Århus Stift samarbejder med Viborg stift, og på deres side vil du kunne finde yderligere information til hjælp for menighedsrådene op til valget.

Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift.

Da jeg studerede på Aarhus Universitet fra midten af 60’er til begyndelsen af 70’erne og i øvrigt senere blev lærer på Det teologiske Fakultet, sagde én af mine helt store lærermestre, professor K. E. Løgstrup ikke så sjældent, ”religionernes tid er forbi”! Det var vi adskillige, der mente dengang. Vi skulle blive klogere. I forlængelse af ungdomsoprøret drog i tusindvis af unge til østen og kom hjem dybt inspireret af buddhisme og hinduisme. ”New Age” var over os. Sidenhen kom der massevis af muslimer til Danmark, i første omgang for at udføre det arbejde, danskerne ikke gad, men de blev, og deres religion blev i den grad synlig i det offentlige rum.

Udviklingen er, som den er. Nogle glæder sig over den, og nogle få af ateistisk observans beklager den. Endelige er der en ikke helt lille flok i det danske folk, som var og er ligeglade.  Men, hvad ingen kan være ligeglade med, er, at religionen sine steder også er blevet til rendyrket hysteri.

Det er næsten surrealistisk på TV at overvære republikanernes valgkamp i USA. Kandidaterne ved, hvad alle ved, at landet er i krise, at arbejdsløsheden er alt for stor, at det meste af landet er belånt og faktisk finansieret af Kina, at fattigdommen er stigende i landet, og at fanger på Guantanomo rådner op uden rettergang. Men alle disse emner skubbes til side til fordel for, om det bør tillades at bruge prævention, om legal abort skal gøres illegal igen, om homoseksualitet skal forbydes, om skoler skal forbydes at undervise i udviklingslæren. Alt sammen fordi ens religion kræver det ekstreme i holdning og politik.

Vi ved, hvilke katastrofer den muslimske fundamentalisme har medført. Vi ved, at når en religion antager hysteriske former, så er vold og terror de næste skridt.

Men det er heldigvis ikke i Danmark. Nej, ikke helt, men de reaktioner, man møder, når der annonceres fra kirkeministerens side en lov, der ligestiller bøsser og lesbiske med heteroseksuelle, også kirkeligt, kammer også af og til over og bliver til hysteri. Undertegnede er det egentlig ikke kommet bag på. Jeg erindrer endnu, da jeg i 1997 i en tv-udsendelse argumenterede for førnævnte ligestilling. I nætterne derefter ringede telefonen adskillige gange, og det var mildt sagt ikke kristelige formuleringer, der blev taget i anvendelse i den anden ende af røret. Og for at min kone og jeg kunne få vores nattesøvn, måtte vi efter nogen tid have hemmeligt privatnummer. Egentlig meget mod vor vilje!

Historien er rig på de fatale konsekvenser af hysterisk religion. Man har ført blodige krige i Guds navn, kastet kvinder og kættere på bål. Man har ødelagt mennesker ved konstant at indgive dem dårlig samvittighed. Man har undertrykt seksualitet og identificeret livet med en tåget jammerdal. Man har taget livsglæden fra mennesker.

Alligevel vedkender jeg mig glad min tro, min kristendom. Men netop fordi jeg tror på en kærlig og uhysterisk Gud, har jeg og ligesindede en opgave med at advare mod den livsfarlige cocktail af hysteri og religion.

Af Kjeld Holm, Biskop, Århus

I september 1973 forsvarede den senere professor i pædagogisk filosofi, Peter Kemp sin disputats, ”Théorie de l’engagement” for den teologiske doktorgrad ved Københavns Univesitet. Det var en begivenhed af internationalt tilsnit, undtagen i Danmark og i det teologiske miljø her. I årene herefter gjorde de teologiske fakulteter i København og Aarhus alt, hvad de kunne for at undgå, at Peter Kemp blev professor i teologi, uden at det nogensinde blev klart, hvad man egentlig havde imod ham. Det var i hvert fald ikke, fordi han ikke besad de nødvendige kvalifikationer. Men det lykkedes at holde ham udenfor. Kemp valgte så en karriere på Filosofisk Institut i København og skabte et center for Etik og ret, indtil han i 2001 blev professor i pædagogisk filosofi ved det nu hedengangne Danmarks Pædagogiske Universitet, samtidig med, at jeg var blevet medlem af bestyrelsen for denne nydannelse i den danske universitetsverden, og jeg blev i øvrigt formand for samme bestyrelse i 2005. De to forhold havde ikke noget med hinanden at gøre, men vi kendte hinanden, Peter Kemp og jeg, havde gjort det i mange år, og jeg havde som anmelder ved de to aviser, Aarhus og Fyns Stiftstidende, mange gange udtrykt stor beundring for hans efterhånden meget store forfatterskabs enkelte dele. Hertil kom, at vi begge – om end på forskellig måde – stod i et elevforhold til Johannes Sløk. Jeg i videre betydning end Kemp, men hans forhold til Sløk og beundring var til gengæld gensidigt. Sløk hylder uforbeholden Kemp i sin bog fra 1985, ”Da Gud fortalte en historie” og skrev blandt andet. ”Han fascinerer mig derfor, som en umådelig bredt orienteret tænker, og uden at kunne gøre rede for det i enkeltheder erkender jeg min dybe gæld til ham”.

Men det var hans disputats i den ganske vist forkortede danske udgave, der blev én af de bøger, jeg aldrig har kunnet lægge fra mig igen. Jeg var og er dybt fascineret af en tænker, der i den grad gør engagementet til et afgørende teologisk-filosofisk begreb og i et dermed til et afgørende livstema overhovedet. I indledningen til sin disputats refererer Kemp til den franske filosof, Gabriel Marcel, der i sin store bog fra 1930, Etre et avoir skelner ”mellem tilværelsen som et problem, man kan løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Engagement er trofasthed. Og det fundamentale engagement er en trofasthed overfor tilværelsen som mysterium; det er en skabende trofasthed, der holder mennesket fast ved sine særlige løfter og engagement.

I vinter fyldte Kemp 75 år og blev berettiget hyldet i en række aviser. Hvad der imidlertid var af større betydning, var, at han udgav en ny bog, ”Filosofiens verden” på mere end fire hundrede sider og i et langt stræk er et udtryk for engagement i kritik, etik, dannelse og religion. I et dermed at se forskellige livsområder i en sammenhæng, knyttet sammen i den tankeverden, Kemp har levet og virket i.

Selv om Peter Kemp har haft sit virke udenfor teologien i mange år, har han aldrig forladt denne, omend det ville være forståeligt, om han havde gjort det. Men præster har kun i begrænset omfang været påvirket af ham, givetvis fordi få har læst ham. Det ville ellers have kunnet give prædikener af større kvalitet end dem, man ofte hører. Jeg har to gange fået ham til at holde foredrag ved det årlige stiftspræstestævne i Århus Stift, og jeg tror, at det har haft sin betydning.

Første gang var i forbindelse med, at han havde skrevet bogen, ”Et liv der ikke dør” i 1998, som også indeholdt afsnit af hans da for nyligt afdøde hustru, Margrethe Lomholt Kemp. Jeg havde bedt ham om at tale om det evige liv, hvad han gjorde, og elementer fra foredraget indgår i hans nye bog med den tankevækkende indsigt i, at når et menneske dør bliver erindringen tilbage som en indsigt ”i den integritet eller livssammenhæng, som den anden var. Når den anden dør, falder alt det banale bort, og tilbage bliver i erindringen det væsentlige, det uigentagelige, det uerstattelige i personen. Således kan erindringen af en afdød være et vink om den forunderlige skaberkraft, som manifesterer sig med os og for os. Og det kan være det, som styrker modet til ”et liv efter døden”, den andens død”.

Dette som blot et eksempel på, at teologi lever af tænkning. Nogle gange og somme tider har man på fornemmelsen, at tænkning og dermed filosofi betragtes som skadelig for kirke og kristentro. Men tækning og erfaring af den menneskelige livsverden er komplementære størrelse. Den, der hverken tør fortolke sine egne erfaringer eller traditionen, er fattig og åndløs. Og få hjælp på fortolkningens vanskelige vej er pædagogikkens fornemme opgave. Det handler ”Filosofiens Verden” også om.

Folkekirken aktuelt ved biskop Kjeld Holm

Orientering om Stiftsrådet v/Lis Glibstrup

Kirkeforfatning v/domprovst Poul Henning Bartholin

Betænkning 1527 om provstestillingen og provstiets funktion v/provst Jette Marie Bundgaard-Nielsen

Menighedsrådsvalg 2012 v/stiftskontorchef Jette Madsen

Kommunikationen efter nedlæggelsen af Xryds v/Jesper Henning Pedersen

Jeg kan fuldt og helt tilslutte mig biskop Kresten Drejergaards svar fra den 7. marts 2012 og skal blot tilføje, at messefald er et yderst perifert problem i Århus Stift, og at de mange initiativer, der rundt om i sognene udfolder sig blandt andet i form af forskellige gudstjenester, der specielt retter sig mod børnefamilier eller knytter til ved folkelige begivenheder i lokalsamfundet, faktisk betyder, at folkekirken er i kontakt med langt flere mennesker end førhen.

Jeg har derfor svært ved at acceptere præmissen for ministeriets og Kirkeudvalgets henvendelse.

Med venlig hilsen

Kjeld Holm