Præstevielse foregår normalt ved en hverdagsgudsteneste i domkirken, men kan, hvor særlige grunde taler derfor, henlægges til en anden af stiftets kirker.
INDGANG (præludium)
Under orgelpræludiet kommer biskop, ordinander og assisterende præster ind i procession, og en præst går for altret. (Hvor det ønskes, kan andre tilstedeværende præster samt menighedsrepræsentanter deltage i processionen.)
INDGANGSBØN
INDGANGSSALME
HILSEN
Præsten
Herren være med jer!
Menigheden
Og Herren være med dig!
Præsten
Lad os alle bede:
Almægtige, evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader! Vi beder dig, at du vil give os trofaste, fromme forkyndere og lærere af dit ord, og ved din Helligånd bevare dem, som du giver os, i den rette og sunde lære, dygtiggøre dem til frimodigt at forkynde Jesu Kristi evangelium og gendrive al falsk lære, og til i et helligt og ulasteligt levned at ære deres tjeneste, for at din menighed hos os må bevares og opbygges på den eneste sande grundvold, Jesus Kristus, din enbårne Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.
Eller
Lad os alle bede: Vor Herre Jesus Kristus, almægtige Guds Søn! Vi takker dig, fordi du har stiftet din kirke på jorden og kaldet os til de helliges samfund, og vi beder dig, at du ved dit ord vil lade din Helligånd lede og styre os efter din vilje og trøste os i alle hånde fristelser og ulykker og vejlede os i din sandhed imod al vildfarelse, for at vi kan blive bestandige i troen, vokse i kærlighed og alle gode gerninger og med et fast håb til din nåde, som du ved din død har erhvervet os, blive evindelig salige, du som med din Fader lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.
Eller
Lad os alle bede:
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os høre dit hellige evangelium, som er en Guds kraft til frelse for
enhver, som tror. Vi beder dig, at du også nådig vil holde os fast derved og lade os dø deri til evig salighed. Giv os nu og altid fromme prædikere, som trolig forkynder dit ord uden nogen forargelse og vrang lærdom, og skænk dem et langt liv. Afvend derimod fra os al falsk lærdom, og gør deres anslag til intet, som omgås svigefuldt med dit ord og synes at være fromme får, men er glubske ulve, for at din kirke må bevares urokkelig hos os på dit ords faste grund og nådig værges mod alle falske lærere ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.
Præsten
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korinterne, 3. kapitel, 3. til 8. vers: Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis? Thi når en siger: »Jeg er tilhænger af Paulus«, og en anden: »Jeg er tilhænger af Apollos«, er I så ikke »mennesker«? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er et; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje.
Eller
Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne, 4. kapitel, I. til 13. vers: Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: et legeme og en Ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, en dåb, en Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle! Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave. Derfor hedder det: »Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver.« Men i det ord »han steg op« – ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne? Han, som steg ned, er også den, som steg op højt over alle Himlene, for at fylde alt. Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være et i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.
Lad os bekende den kristne tro:
Trosbekendelsen fremsiges af præsten eller synges af menigheden.
Jeg (vi) forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Jeg (vi) tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Jeg (vi) tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv.
Efter anden salme (nr. 248 eller anden Helligåndssalme) følger intimationen: Præsten går på prædikestolen og holder en kortprædiken (den kan eventuelt udgå) og siger derefter:
De, som i dag efter apostlenes skik under bøn og håndspålæggelse skal indvies til Guds ords tjeneste, er:
Navnene nævnes i alfabetisk orden med anførelse af ansættelsessted.
Vor Herre Jesus har selv sagt: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens Herre, at han vil sende arbejdere ud til sin høst.«
Lad os alle bede:
Vi takker dig, Herre, vor Gud, himmelske Fader, fordi du, vor synd og uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen.
Derefter synges en salme (nr. 294 eller 293 eller en anden egnet salme), hvorunder biskoppen går for altret og ordinanderne knæler på knæfaldet.
Biskoppen
Gud Helligånd, opfyld med lyst din troende forsamlings bryst!
Koret eller menigheden
Med Himlens ild du os antænde, for Kristi kærlighed at brænde! For hjerterne dig åbenbar! Oplys dem med din lampe klar, så alle tunger trindt på jord
som én bekender troens ord og sjunger som i englekor: Halleluja, halleluja!
Biskoppen
Herre, udsend din Helligånd, så du skaber dig tjenere –
Koret eller menigheden
og fornyer din menighed dag for dag!
Eller
Kom, Gud Helligånd, og fyld dine troendes hjerter!
Koret eller menigheden
Tunger af ild og dog prædiken mild giv dem, du salver og sender! Saligheds ord i apostlenes spor vandre til jorderigs ender,
så ingen menneskefod har rørt pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!Glæde og lys med dem komme til bys, blomstre lad muld, hvor de træde! Styrke og mod bringe svaghed på fod, trøst finder alle, som græde!
Ved evangeliets milde røst miskundhed vågne i hvert et bryst!
Biskoppen
Lad os alle bede:
Herre, vor Gud, himmelske Fader, du, som ved din Helligånd oplyser de troendes hjerter, giv os, at vi af samme Ånd må vejledes til hele sandheden, så at vi altid kan glædes i hans hellige trøst, ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed!
Koret eller menigheden
Amen.
Såfremt det foretrækkes, kan i stedet bruges denne latinske messe:
Biskoppen
Veni, Sancte Spiritus, reple tuorum corda fidelium!
Koret
Et tui amoris in eis ignem accende, qui per diversitatem lingvarum cunctarum gentes in unitate fidei congregasti. Halleluja! Halleluja!
Biskoppen
Emitte Spiritum tuum, Domine, et creabuntur!
Koret
Et renovabis faciem terrae!
Biskoppen
Oremus: Deus, qui corda fidelium Sancti tui Spiritus illustratione docuisti, da nobis in eodem Spiritu tuo recta sapere, et de ejus semper sancta consolatione gaudere, per Dominum nostrum, Jesum Christum, Filium tuum, qui tecum vivit et regnat in unitate Spiritus Sancti Deus per omnia sæcula sæculorum!
Koret
Amen.
Ordinanderne rejser sig
Biskoppen
Det ord af Den hellige Skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver …
Derpå holder han en tale, hvorefter han siger:
Lad os nu høre Den hellige Skrifts vidnesbyrd om Ordets tjeneste.
De fire assisterende Præster træder frem, to på den ene og to på den anden side af altret. Der læses fire stykker, ligeligt af evangelie- og brevlitteraturen, og under hensyn til, hvad der blev læst i formessen.
Første læser
Således skriver evangelisten Mattæus i sit evangeliums 28. kapitel, 16. til 20. vers: De elleve disciple drog derefter til Galilaea, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede. Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Eller
Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 20. kapitel, 21. til 23. vers: Jesus sagde: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.« Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.«
Anden læser
Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 15. kapitel, I. til 5. vers: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.«
Eller
Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 15. kapitel, 12. til 16. vers: Jesus sagde: »Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere; thi tjeneren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer. Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn.«
Eller
Således skriver evangelisten Mattæus i sit evangeliums 10. kapitel, 24. til 27. vers: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre. Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester, og tjeneren, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans husfolk? Frygt altså ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt. I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret!«
Tredje læser
Således skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korinterne, 5. kapitel, 14. til 21. vers: Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: En er
død i alles sted, altså er alle døde; og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem. Således bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter kødet; selv om vi også har kendt Kristus efter kødet, gør vi det dog ikke mere nu. Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.
Eller
Således skriver apostlen Paulus i sit brev til efeserne, 4. kapitel, 7. til 13. vers: Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave. Derfor hedder det: »Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver.« Men i det ord »han steg op« – ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne? Han, som steg ned, er også den,
som steg op højt over alle Himlene, for at fylde alt. Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.
Eller
Således skriver apostlen Paulus i sit første brev til korinterne, 4. kapitel, 1. til 5. vers: Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder! Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro. Men for mig har det såre lidt at sige, om I eller
nogen menneskelig ret bedømmer mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv. Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud.
Eller
Således skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korinterne, 3. kapitel, 4. til 8. vers: Så stor en tillid har vi til Gud ved Kristus. Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens;
thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Og når dødens tjeneste, indristet med bogstaver i sten, fremtrådte i herlighed, så Israels børn ikke kunne holde ud at se på Moses’ ansigt på grund af han ansigts herlighedsglans, der dog svandt hen, hvor meget større herlighed skal der da ikke være over
Åndens tjeneste!
Fjerde læser
Således skriver apostlen Paulus i sit andet brev til Timoteus, 4. kapitel, 1. til 5. vers: Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne. Du derimod, vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste.
Eller
Således skriver apostlen Paulus i sit brev til Titus, 1. kapitel, 5. til 9. vers: Når jeg efterlod dig på Kreta, var det for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig: det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, en kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er genstridige. Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.
Eller
Således skriver apostlen Peter i sit første brevs 5. kapitel, 2. til 4. vers: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.
Eller
Således skriver apostlen Paulus i sit brev til filipperne, 2. kapitel, 5. til 11. vers: Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har
også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!
Biskoppen
I har nu hørt, hvorledes Herren har indstiftet Ordets tjeneste og ved sine apostle vidnet om dens nødvendighed for hans kirke på jorden. Derfor lægger jeg jer nu på sinde: at I forkynder Guds ord rent og ret, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, så I prædiker sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at I forvalter de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse, underviser, vejleder de rådvilde, trøster de bange og irettesætter med mildhed, at I med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse, flittigt gransker Den hellige Skrift og troens lærdomme, altid beder om Guds bistand i jeres kald, og at I således på enhver måde stræber efter at leve Gud til ære og jeres tjeneste til gavn.
Biskoppen nævner ordinandernes navne.
På mit embeds vegne spørger jeg: Lover I, at I redeligt vil gøre alt dette, efter
den nåde, Gud vil give jer?
Ordinanderne
ja!
Biskoppen
Så giv mig hånd derpå.
Ordinanderne giver biskoppen og de assisterende præster hånden (hvor det ønskes også de andre tilstedeværende præster og menighedsrepræsentanterne, såfremt de deltager 1 processionen). Derefter knæler de ved alterskranken. Biskoppen og de assisterende præster (hvor det ønskes også de andre tilstedeværende præster og menighedsrepræsentanterne) lægger deres hænder på ordinandernes hoveder.
Biskoppen
Lad os alle bede:
Almægtige, nådige Gud, du alle tings giver! Antag dig disse dine tjenere og hør vor bøn, når vi nu på dit ord betror dem det hellige præste- og prædikeembede. Barmhjertige Gud, himmelske Fader, vi beder dig, at du vil kendes ved dem, som nu er kaldet til dit ords tjeneste, og selv danne og dueliggøre dem til
det embede, de får betroet, og bevare dem i dit navn og hellige dem i din sandhed. Styrk dem ved din Helligånd, så de må blive rette arbejdere til din høst, prædike din Søn, Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne, som vor eneste salighed, og være tro husholdere over dit ords mangfoldige nådegaver, så din menighed må vokse og dit hellige evangelium altid forblive rent og uforfalsket hos os, og at vi, som en salig frugt deraf, må få det evige liv, ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre!
Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og led os ikke
ind i fristelse; men fri os fra det onde; thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Sig alle dertil af hjertet: Amen.
Menigheden
Amen.
Biskoppen
I Jesu navn. Amen.
Derefter kan følge salme nr. 246. Under 1. vers af salmen knæler biskoppen og de ordinerede.
Derefter holdes altergang






