Biskoppens taler
Nyheder

Ordinationstale 31. marts 2016

Ordination af Anne Sophie Berg Ricevuto og Mette Charlotte Andersen

Ordination af Anne Sophie Berg Ricevuto og Mette Charlotte Andersen

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde skrives i 1.johannesbrev, femte kapitel:

Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn? 1 Joh 5,1-5

Kære ordinander!

I ved godt, man siger, at præster og teologer har en tradition for at tale hårdt til hinanden, hvis ikke ligefrem skændes. Jeg ved ikke helt, om det er sådan længere. (Jo på Facebook, hvor tonen i forvejen kan være hård). Men, hårde ord eller ej, det er der for så vidt ikke noget underligt eller forkert i, da det fællesskab af ordinerede evangelisk lutherske præster, I nu træder ind i, og bliver en del af, i bund og grund også er et diskuterende fællesskab. Af den simple grund at vi, når vi forkynder den levende Gud, aldrig selv må forfalde til stilstand og dovenskab og størknede meninger. Vi må aldrig blive færdige med at gør os selv, og ikke mindst hinanden, klogere på, hvad det betyder, at Gud lod sig se og høre i dette menneske, Jesus fra Nazareth, i hans tale og handlinger, i hans lidelse, død og opstandelse.

Derfor er det heller ikke en svaghed, men en styrke ved vores kirke, at vi lige nu diskuterer – ja, for nogens vedkommende skændes om – hvad det vil sige, at Jesus opstod fra de døde den påskemorgen, som vi lige har fejret: om han opstod med hud, hår, kød og knogler, eller om han alene opstod i ånden. For det er ikke en diskussion vi sådan lige bliver færdige med. Den går dybt i skrifterne og traditionen så sandt som Jesus var et menneske, der blev født og døde. Og så sandt som vi tror og bekender, at han var Guds søn. I ham kom Gud til denne verden, og var i denne verden, og i ham overvandt Gud verdens ondskab og fortræd for at oprette sit rige iblandt os.

Og det er den her dobbelthed at både at være i verden og være af himmelen, som kommer til udtryk i de her lidt underlige evangelieberetninger fra tiden efter påske, hvor Jesus efter opstandelsen møder sine disciple. De kender ham – og så alligevel ikke. Han er på engang både en fremmed og fortrolig, men først og fremmest er han der med den kærlighed og tilgivelse, der var og er hans. Det kan de kende ham på.

Og så er der teksten jeg lagde jeg på sinde fra første Johannesbrev, hvor der står, at denne samme dobbelthed hos Jesus gør sig gældende hos os, som kan kalde os for Guds børn, fordi vi i Jesus hører ham til.  Vi er først og fremmest her i verden. Vi er her som de blandede grumsede sammensatte størrelser, vi er og altid vil være. Vi er her sammen med hinanden på godt og ondt. Og mørkets magter gør hele tiden krav på os. Ja, i de her dage, med de nyheder der vælter ind over os, er det nogle gange som om, det kryber tættere på os. Men, som Guds børn i Jesus Kristus er vi også over verden, fordi vi har fået del i hans sejr over den. “For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro”, som der står i brevet.

Vi har på den måde erhvervet et dobbelt borgerskab, ikke i form af en personlighedsspaltning eller en uudholdelig spænding mellem to konkurrerende virkeligheder, men som den frihed og befrielse det er på den ene side at have hjemme hos Gud og på den anden hænderne fri til at virke i vores verden, i vores tid, der hvor vi nu er, på allerbedste måde.

Dobbeltheden i vores kristenliv, såvel som i de teologiske diskussioner, der udspringer heraf, er i det lys ikke udtryk for noget uholdbart, men for en stadig bestræbelse på at vinde klarhed og fordybelse i troen, og besinde os på vores kår her og nu i det liv, vi lever. Det er en teologs, en præsts fornemste opgave, det, og så at gøre det forståeligt for dem, hun prædiker for, underviser, trøster og samtaler med.

En anden grund til at jeg vil lægge jer den tekst fra første Johannesbrev på sinde er, at den selvsamme dobbelthed – både at være i og over verden – vil gøre sig gældende i jeres kald som præster i henholdsvis Ådalens pastorat og Fårup-Sabro sogne. For på den ene side, vil I jo være pastor Ricevuto og pastor Andersen, eller i daglig tale Anne Sophie og Mette. I vil bo og færdes i jeres sogne blandt de mennesker, der lever der. De vil møde jer ved købmanden, i hallen, i skolen. I vil på den måde dele vilkår. Men samtidigt vil jo også skulle præsentere og repræsentere noget, der ikke er af den her verden, eller som er over denne verden, nemlig det budskab vi ikke kan sige os selv, det som i Jesus Kristus er kommet til os: den himmelske virkelighed, den nye dagsorden, det andet perspektiv.

Og igen. Det handler ikke om at I hver især skal være to forskellige personer, men Anne Sophie og Mette, der taler jævnt og forståeligt om alt det høje, sådan at det går jeres menighed til hjerte. Og det kan I kun fordi I deler vilkår med dem, er som dem, er en del af dem og er kaldt på af dem til at udlægge og fortælle om det himmelske, det med Gud og os, i henholdsvis Ådalens og Fårup-Sabro.

Men lige netop derfor får I heller aldrig helt hjemme. Lige meget hvor glade I er for at være, hvor I nu skal hen og virke.  Der vil altid i jeres embede være den her dobbelthed, af at dele vilkår med jeres menighed og så alligevel stå en lille smule udenfor, være en smule på distancen, fordi I netop er kaldet til at bringe det himmelske perspektiv ind i den fælles hverdag.

Det er noget menighederne i jeres sogne vil være bevidst om, og som I skal være bevidste om. Fordi den du i dag står og råber på tribunerne med i den lokale hal, i morgen kan sidde på dit kontor og skal have begravet sin mor, for nu at sige det lige ud. Som præster vil I opleve at være rigtig meget hjemme, at blive inviteret indenfor i mange hjem og blive betroet meget, men også at komme med noget andet, der gør jer – skal gøre jer – en smule fremmed eller anderledes. Dét, der gør jer i stand til både at forkynde, trøste og formane, når det skal til.

Det er jeres privilegium nu at skulle udlægge, hvad det betyder vores dobbelte borgeskab: at have hjemme hos Gud og i dette hænderne fri til at virke i denne verden. Men det er et privilegium der forlanger af jer, at I til stadighed bliver klogere både på jeres jordiske sted og tid, og på den evige himmelske sandhed, både på jord og himmel, og – ikke mindst – på hvad det betyder, når himmelen, i skikkelse af den opstandne, møder os i den jordiske hverdag. For så sker der ting og sager. Det skal vi synge om her bagefter og det skal I bruge et forhåbentligt langt liv til at prædike om. Guds velsignelse over jeres gerning.