Biskoppens taler
Nyheder

Ordinationstale 28. januar 2016

Ordination af Anders Thyrring Andersen (Holme) og Peter Lynggaard Uth (Tamdrup-Nim-Underup-Føvling)

Ordination af Anders Thyrring Andersen (Holme) og Peter Lynggaard Uth (Tamdrup-Nim-Underup-Føvling)

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne:

Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet: »De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.« Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.1 Kor 1,18-21[22-25]

Kære ordinander!

I ved det nok godt, men jeg tillader mig alligevel at minde jer om det:

I står ikke her i dag foran altret i Aarhus Domkirke på grund af store, ekstraordinære bedrifter og kvalifikationer, på grund ad strålende eksamener eller, fordi I har vundet i X-faktor, forceret en forhindringsbane, passeret et nåleøje eller har fundet nåde for en bestyrelses eller koncernchefs kritiske blik.

Nej, I står her fordi I er kaldt på, fordi I er kaldede af en menighed, som gerne vil, at netop I skal viderebringe det gode budskab, Jesus kom til os med.

Jeres menighed har bemyndiget jer til, lagt det i jeres hænder og jeres munde, på forskellige måder at gøre det forståeligt og aktuelt og relevant, dette store og i bund og grund uforståelige, at Gud vil os som sine børn.

I er kaldt på af dem, jeres menighed, som de mennesker I er på godt og ondt, med de særheder, styrker, svagheder, egenskaber og erfaringer, der er jeres, til at give dette, det største, mund og mæle, så det bliver hørt.

Og det er godt at være kaldt på. Det er et misundelsesværdigt privilegium. For så hviler du som udgangspunkt i en tillid, og det giver dig ro til at gøre, ikke det ypperste og mest spektakulære og fuldkomne, men dit bedste.

OG det giver dig også mod til at forkynde et budskab, som altid kommer lidt eller meget på tværs, fordi, det som Paulus skriver i stykket jeg læste lige før, er en dårskab. En dårskab fordi den almægtige Gud gav sig til kende på den måde han gjorde, ydmyget på et kors, fordi Gud på den måde lod sig se og forstå, ikke i sin strålende himmelske majestæt, men i det grusomme, i det forvrængede, i lidelsen og parodien på alt det, vi mennesker altid sætter højest: magten, æren og ophøjelsen.

Gud gjorde, skriver Paulus, på den måde verdens visdom til dårskab. Han ønskede at give sig til kende gennem svaghed og afmagt. Det vil sige, at alt det vi normalt gerne vil bygge på og fremhæve og ophøje os ved, blev underløbet, undergravet, modsagt, da vi så ham der på korset.

Og som sådan skal I forkynde. I skal være på korsets, dårskabens og svaghedens parti.  Jeres menighed har kaldet jer til det, som sagt. Kaldet jer til at sige verdens visdom – alt det vi regner som så selvfølgeligt – imod i jeres prædiken og hele jeres præstevirksomhed.

Og hvilken overmægtig opgave, hvis I altså ikke lige var kaldet til det, bemyndiget til det.

Men hvad jeg så til gengæld også vil påstå, at jeres menigheder forventer af jer, de har kaldt på, er, at I SELV LADER jer undergrave og anfægte og bevæge af det samme som dem. At I ikke, når I forkynder korsets dårskab, lader jer forlede af at stå højt på en prædikestol og fra denne ophøjede position tale med den ophøjedes særlige udsyn og indsigt – alt det der gør, at I risikerer pludselig selv at stå der som denne verdens vise og kloge, dømmende, fordømmende og busende på med jeres eget. Som en mur, en væg, et befæstet hegn, mellem jeres menighed og det budskab om Guds dårskab I skal bringe til dem. Kort sagt: Pas på ikke at stille jer i vejen for at Guds ord kan blive hørt af jeres menighed! For I er ikke dommere, men medarbejdere.

Når jeres menighed har kaldt på jer så er det fordi I med dem, deler og skal dele det, at vi aldrig kan gøre os færdige med  alt det om Gud og os, at vi altid skal trække os tilbage og tage imod og være parate til at lade os belære, formane og forandre og lade vores visdom blive sat til vægs af Guds dårskab.

Ydmygheden over for det vi har fået at give videre, paratheden til at lade sig noget sige er, hvad vi har til fælles, præst og menighed.

Vi vil jo gerne, når vi står, hvor vi gør, kunne overbevise, lægge forsamlingen ned med klangfuld røst og stærke ord og få bragt hele verden på plads og i orden, få tugtet de trygge og trøstet de spage. Men hold da op, hvor er det så, så meget desto vigtigere, at vi SELV kender vores plads, som nogen, der er kaldet til at give noget dyrebart videre, som vi er fælles om og undergivet.

Derfor er Paulus selv, også på den måde, et godt billede for en præst, når han skriver til menigheden i Korinth: Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven. Paulus var, som vi skal lære at være og forblive: sikker i Kristus – altså at Gud i ham er kommet til os med godhed og barmhjertighed. Men usikker i sit eget. Fordi i mig bor også trangen til at have ret, overdøve, buldre løs og sætte alverden på plads.

Så ro på! Vær din eventuelle famlende usikkerhed bekendt, ja, skat på den, når den hindrer dig i at blive sikker i dit eget og bliv så ved med at lære, så længe du bærer det ene sikre frem, at Gud vil sit menneske i dets ringhed og fattigdom – ja, at Gud vil DIG sit menneske med de særheder, styrker, svagheder, egenskaber og erfaringer, der er dine, og som du er kaldet til at sætte i tjeneste for menigheden for at dette hans budskab bliver hørt.

Sikre i Kristus, men usikre i jeres eget. Sådan må det være, hvis I skal forkynde det gode budskab til de mennesker, der har kaldt på jer.  Og med det i baghovedet skal I gå frimodigt til jeres kald: tale håb og trøst, formaning og mod til jeres menighed. I skal så og plante uanseelige og latterligt små sennepsfrø, der med Guds hjælp vil vokse og sætte skærmende skygge – og så i øvrigt aldrig nogensinde blive færdige med alt dette, der har med Gud og os at gøre. Så sandt som hans nåde i sin søn aldrig nogensinde bliver færdig med os.

Guds velsignelse over jeres gerning!