Biskoppens taler
Nyheder

Ordinationstale 25. oktober 2015

Du har så det privilegium at skulle virke i en tid, hvor det vi forkynder flittigt sættes til debat, hvor opstandelse, næstekærlighed optager rigtigt mange og nogle gange diskuteres med hårde ord, men hvor du også, som præst, risikerer at blive skældt ud som politisk af andre, der er mindst ligeså politiske

Du har så det privilegium at skulle virke i en tid, hvor det vi forkynder flittigt sættes til debat, hvor opstandelse, næstekærlighed optager rigtigt mange og nogle gange diskuteres med hårde ord, men hvor du også, som præst, risikerer at blive skældt ud som politisk af andre, der er mindst ligeså politiske

Af Henrik Wigh-Poulsen

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver apostle Paulus I brevet til efeserne d. sjette kapitel vers 10-17.

I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.

Ifør jer Guds fulde rustning og tag kampen op, kampen mod denne verdens myndigheder og magter, skriver Paulus. Det er gode kraftfulde ord at få med på denne din ordinations dag, en påmindelse om, at du som skal forkynde budskaber altid, i dette, vil være på kant, i kamp. For kant og kamp er der, hvor evangeliet prædikes eller føres i marken.

Du har så det privilegium at skulle virke i en tid, hvor det vi forkynder flittigt sættes til debat, hvor opstandelse, næstekærlighed optager rigtigt mange og nogle gange diskuteres med hårde ord, men hvor du også, som præst, risikerer at blive skældt ud som politisk af andre, der er mindst ligeså politiske. Det budskab du skal forkynde, vil høres, men der følger tit sværdslag med. Det kan ikke være anderledes. Kamp må der til.

Og så kan panser og plade, som Paulus skriver om, selvfølgelig være en nyttig ting. Både når hug skal uddeles og hug modtages. Men enhver der har betragtet en rustning, i hvert fald sådan en klassisk middelalder en af slagsen, som den er afbilledet flere steder her i kirken, ved at den også har sine begrænsninger. Med sådan en apparat på er dit udsyn er begrænset, verden ses gennem et visir, en sprække, og du har svært ved at bevæge dig frit. Over for en bevægelig modstander er du prisgivet. Som Kong Hans tungt rustede riddersmænd erfarede, da de mødte ditmarskerne, udstyret alene med springstave og knipler. Som beskrevet så uforglemmeligt i Kongens Fald. ”Døden smaskede højst uopdragent med kæberne i denne fylde”, som han skriver.

Møder du nu, som præst, din omverden i sådan en rustning, hvor verden skæres til efter dit begrænsede synsfelt, man kan sige: dit begrænsede, firkantede verdensbillede, og du som sådan en brav riddersmand med nedslagent visir tromler egensindigt gennem mængden, ja så kommer du som præst i overhængende fare for at blive netop politisk – på den trælse måde, ude af stand til at navigere efter andet end dine egne ufravigelige synspunkter og principper om godt og ondt, venner og fjender, sandhed og løgn. Og hvor du kan nok råbe op, gøre larm og foretage voldsomme udfald, men hvor du også kan få svært ved at få andre end dine meningsfæller i tale. Og din menighed, dem du skal være præst for, de består altså også af andre end politiske meningsfæller. Det tror jeg godt, at jeg kan love dig.

Så vogt dig vel for den tunge rustning og panservognens ufravigelige vej gennem verden. Husk på, at den rustning Paulus taler om, er lavet af anderledes materialer end dit eget personlige meningsarsenal. Om din lænd “sandhedens bælte”, som brynje “retfærdighed”, som sko “villighed til at gå med fredens evangelium”, som skjold, troens skjold, som hjelm frelsens hjelm, som sværd Åndens sværd.

En udrustning altså, ikke gjort af dine egne antipatier, aversioner, synspunkter, principper, domme og hvad vi nu ellers i rigt mål ruster os med i det daglige, men en rustning gjort af alt det, Gud kom til os med i sin søn. En rustning af alt det du skal forkynde og bringe videre til din menighed. En rustning af alt det, som ingen af os har tilnærmelsesvist rigeligt af: sandhed, tro, retfærdighed, færden mod fred. En rustning af alt det som kan være mere end svært at finde i sig selv, men som Guds rige er gjort af, og som han vil, skal gælde i blandt os.

På den måde kan vores embedsdragt, præstekjolen, være lidt ligesom sådan en rustning, fordi når du bærer den, så repræsenterer du netop noget andet end dig selv. Med den på er du ikke bare xx. Du er præsten. Præsten valgt af menigheden til at fortælle og prædike om Guds godhed mod os, om hans rige, om sandheden, troen, retfærdigheden, freden i hans søn. Med kjolen på står du som en, der også skal sige noget, der ikke er af denne verden, men som kan komme på tværs, irritere og være en torn i øjet på alle dem, der kun vil deres eget og kun vil lytte til sig selv.

Og er præstekjolen din rustning, din bløde rustning, så består din kamptræning i følgende: læs i din bibel, studér din teologi, hold dig både skarp og ydmyg. Læs også din avis og vær til stede i din samtid. For det er er her og nu, hvor vi lever og bor, du skal prædike Guds ord til os, så vi forstår det og det går os til hjerte, og vi kan tage det til os.

Vær årvågen, hav olie på lampen, og døm ikke din nutid med fortiden. Se din menighed i øjnene. Vær hos dem, som den du er. De har kaldet et levende kæmpende menneske, ikke en rustning af meninger og store ord, til at frembære det budskab, de og vi ikke kan være foruden,

Og kæmp så kampen, ikke din egen personlige, men den for Guds ords indgang i verden. Stå fast, ikke på dine egne meningers klippe, men på den Gud har givet os i sin søns ord og gerning. Og når du har fået fodfæste der, er det ingen skam at blive klogere og bevæge sig, for så vidt det er hans ånd, der bevæger.

Og bevæge os, bevæge dig, det er, hvad den vil, lige ud i den uforudsigelige omskiftelige verden, ud i din tid, ud i din menighed, for at prædike, formane, undervise, trøste og gøre gavn, som Gud det vil.

Som sagt, herinde på kirkens vægge og billeder er gengivet mange drabelige riddersmænd: i triumf, i trods og i kamp. Nogle tungt udrustede, nogle poserende med dragne sværd. Dem kan vi med kjoler ikke helt konkurrere med. Men den kamp som vi, som du, nu skal ud og kæmpe, den er jo vundet af ham på hvem vi bygger. Og det skal være vores håb, vores mod og vores styrke.

AMEN