Biskoppens taler
Nyheder

Ordinationstale 22. september 2015

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i brevet til efeserne, det fjerde kapitel, vers 1-6: Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til…

Ordination den 22.september, 2015.

Rebecca Holst Andersen, Harlev-Framlev Pastorat, og Isak Krab Koed, Mellerup Valgmenighed.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i brevet til efeserne, det fjerde kapitel, vers 1-6:

Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

“Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik”. “Jeg formaner”. Paulus formaner. Og vi skal lade os formane.

Jeg ved godt, at formane i moderne ører har en lidt uheldig klang med en afsmag af moralisme, af hævede pegefingre, af frelsthed og bedreværd. Ikke desto mindre skal vi lade os formane af Paulus her, og selvfølgelig det evangelium han bærer på, og som han er fængslet for.

Og det skal vi, fordi vi skal kunne lade os noget sige. Fordi vi skal kunne lade os bevæge og flytte på. Så vi ikke ruster fast i vores eget. Så vi ikke kører fast i vores egne spor. Så vi ikke bliver som dem i evangeliet, hvorom der står, at de stolede på sig selv, at de selv var retfærdige og som foragtede alle andre.

Og, Rebecca og Isak, I der nu skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus, I skal også formane. I skal bringe bud om hvordan Gud i sin søn kom til, lod sig se og høre i denne verden, og i mangt og meget gik på tværs af de veje, vi foretrækker at gå. I skal bringe bud om, hvordan han bragte afgørende nyt ind i det liv, vi lever med hinanden, og hvor vi har det med at stuve gammelt surt forråd sammen. I skal sige, hvad vi i mangt og meget, ikke kan sige os selv.

Og når man som jer skal virke for evangeliets klarhed i en uklar tid, kan det godt give rabalder. Meninger kan slå hårdt. Ikke mindst nu, hvor fronterne – både de politiske, de folkelige og de kirkelige – er trukket hårdt op, hvor synspunkter skærpes, og de sociale medier kalder på en nogle gange uhørt brutalitet i argumentationen, med vilde påstande og urimelige generaliseringer til følge.

Derfor er der også en egen evig aktualitet i Paulus ord i hans andet brev til Timoteus, hvor det lyder: “Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

Ja, hold hovedet koldt, bær dine lidelse og gør din gerning. For pas nu på i jeres formanende gerning ikke at lade jer opsluge af kampen. Lad jer ikke indrullere i det spil, hvor verden opdeles i fjender og venner, sort og hvidt, modstandere og våbenfæller, og man hygger sig ved ikke at være, som de andre. Hold jer udenfor polariseringens forsimplinger. Bliv ikke som de førnævnte, der stolede på sig selv, at de selv var de retfærdige. Bliv ikke selvindbildte sandhedsvidner eller som Holbergs parodi på den stridslystne præst: “Med teologer jeg kun nødig diskuterer, / og falder en mig an, jeg angst kapitulerer. / En arrig bulldog mig indgyder mindre skræk/ Jeg gir ham ret i alt og ser at komme væk”.

Så vil jeg i stedet bede jer om igen at lytte til Paulus, når han også siger, ordene jeg altså lægger jer på sinde: Jeg (…) formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed”. I skal formane, som I skal leve, formaner Paulus, i kærlighed, med ydmyghed, mildhed, tålmodighed og overbærenhed.

Gud kom i sin søn til dette blandede menneskeliv. Han kom til os, som dem vi er. ikke som blankpolerede typer i en actionfilm, en billig roman eller et computerspil. Han kom til os i al vores brogethed og blandethed. og han kom til os netop for at kalde os ud fra vores stålsatte tyrkertro på, at vi netop er på den rigtige side. Han kaldte os ud for i stedet at stille os tilgivelsens, barmhjertighedens, nådens, overbærenhedens muligheder for øje.

I sagde det begge så fint i jeres prædikener, som vi sammen drøftede her i sidste uge. Jesus satte os fri fra vores trang til at måle os selv og andre, sagde du, Rebecca. Jesus kalder på det selvindkrogede, selvfortabte menneske, skrev du Isak. Jesus kalder, skrev du: “Menneske, ret dig ud!”

Og fordi Jesus kalder os alle, ikke kun de andre, skal I også prædike til jer selv, når I prædiker. I skal formane jer selv, når I formaner. Med ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Ikke draget sværd. I skal være til stede i jeres menighed og det brogede menneskeliv, vi deler. I skal være til stede med nådens grænsenedbrydende budskab. Ikke lukke jer inde i jeres egne små sandheders kosteskab.

At slå andre i hovedet med sandheden er ingen kunst, at stille sig bedrevidende an overfor menighed og kollegaer er den nemmeste sag i verden, at gå sin egen ophøjede vej er pærelet. Men at fastholde det som Paulus kalder Åndens enhed, altså det, at vi er fælles om Guds nåde i Kristus, at fastholde det med fredens bånd, det er noget vi skal bruge et helt præsteliv på at blive stadigt bedre til. Selv at blive mindre for at Gud kan blive større, det må nærmest være, hvad det handler om.

Så, Isak og Rebecca, vær hellere tjenere end sandhedsvidner, ydmyge end stolte, milde end kampberedte, overbærende end nøjeregnende. Når og hvor evangeliet er på spil, og evangeliet formaner, er det ingen skam at vige fra gamle positioner og ellers så faste antagelser. Og jeg lover jer: I får så rigeligt kamp og kam til jeres hår endda.

Vi skal lade os formane for ikke at ruste eller køre fast i vores egne spor. Vi skal lade os skubbe til og bevæge at budskabet, vi er sat til at forkynde. Vi skal med Grundtvigs prægtige billede, lade os drive som skyer, ikke for vinden, men for Guds Ånd. Og som sådan blive klogere på, ikke hvad vi selv vil, men hvad Gud vil os: “Når da, som vinden skyer blå/ din ånde blidt mig driver,/da skal mit hjerte godt forstå,/hvordan du synd tilgiver”.

Og hvilket privilegium det dog er for jer i dag at blive ordineret til at virke i en stilling, i et embede, hvor det på den måde handler om at blive stadigt klogere, at være i bevægelse, drevet og båret af Guds kærligheds vilje, hans altid overraskende og overrumplende nåde.

Det er en livslang rejse, og nu sætter I for alvor fra land. Han være med jer i jeres færd.

AMEN