Biskoppens prædikener
Nyheder

Trinitatis søndag

Prædiken i Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke

Salmer: 403 Denne er dagen, 446 O, lad din ånd, 305 Kom Gud Helligånd, 736 Den mørke nat

Jeg synes, at det er værd at bemærke, at her, hvor disciplene er samlet ved bjergets fod for at tage afsked med Jesus, er der, som der står, nogle der tilbeder ham, mens andre tvivler. Nogle tilbeder ham, de tror, deres hjerte har fået hjemme i ham, og det han har sagt og gjort. Andre, der imod, fæster ikke rigtig lid til ham, eller til at det er ham. De står måske og mumler lidt skeptisk og distanceret for sig selv, og er bestemt ikke overbeviste.

På den måde er der måske så meget, der adskiller de allerførste kristne, dem der stod og tog afsked med Jesus dengang for små to tusinde år siden, og så os, der sidder her i dag. For sådan har det jo ret beset været med os, der har siddet på kirkebænken lige siden: troende OG mere eller mindre tvivlende side ved side.

Ikke fordi der er noget underligt i det. Tro og tvivl følger os i så mange af hjertets anliggender: i de beslutninger vi tager, i de domme vi dømmer, i forholdet til vores medmennesker. Du når at både tro og tvivle mange gange i løbet af en dag. Som en hjertets vekselstrøm. For sådan er det med os skrøbelige, sammensatte, mudrede, vekselvarme, ustadige, tvivlrådige, uforudsigelige, humørsvingende, svajende siv i vinden. Vi er nu engang ikke gjort at særligt bestandigt materiale.

Derfor er vores Bibel – både Det gamle og Det nye Testamente – da også fuld af personer, der både tror og tvivler og kastes imellem de to. Og hvilken roman har du læst, hvilken film har du set, hvor mennesker ikke både finder hvile og hjemsted i tro og tillid OG tvvler, søger indsigt, bryder op og søger nye steder hen? Tro OG tvivl hører sammen i et levet menneskeliv.

Til fanatikeres og bombebælte-omspændte fundamentalisters udelte ærgrelse i øvrigt. Hvis der er noget, de væmmes ved er de jo netop det brogede, det mudrede, det blandede, det lunkne, det sammensatte, det uforudsigelige menneskeliv. De kræver rene linjer og klare skel og dyrker i enhver henseende det krystalklare enten-eller. Enten den lydige blinde tro eller den forbandede tvivl, der alene fører til flugt og frafald.

Lidt et samme som ateisterne. Bare med omvendt fortegn. Her er troen en defekt, noget man lider af hvad enten det julemanden, usynlige to meter høje kaniner eller Gud i himlen, der er genstanden, mens tvivlen vel nærmest er en slags nødvendig overgangstilstand, inden den lægende ikke-tro fører dig frelst hjem. Ikke troende kan, paradoksalt nok, være stærkt troende. Ateistisk trossamfund.

Men dem, der samlede sig om Jesus var altså ikke afgjorte, stålsatte troshelte. Nogle tilbad ham, mens andre tvivlede. Nogle stod tæt på, lyttede fra første parket, om jeg så må sige, andre lidt mere distanceret,  på afstand, ude i periferien. Ja, måske byttede de ligefrem lidt plads engang imellem.

Og for den der vil sondre skarpt og militant mellem tro og tvivl, hvad enten det er på den ene eller den anden måde, må det jo jo synes ret ufattelig, at det blev til noget med den kristendom, når den nu ikke blev introduceret og anført af drabelige sværdsvingere og troens krigsmænd, men af en broget flok fuskere i troen og tvivlen, omskiftelige, distancerede, lunkne, ubeslutsomme, sådan som mennesker som flest er. I hvert fald så længe troen på at netop vores sag er den ene retfærdige ikke har beslaglagt vores hjerte.

Men de første kristne, såvel som dem, der siden bar det videre, generation efter generation af døbte, byggede jo netop ikke nødvendigvist på en urokkelig overbevisnings styrke, på stålsathed og punch i troens handske, men på et løfte om, at Gud ville være hos dem i sin søn, at Gud i sin søn havde stiftet et fællesskab med svage, omskiftelige mennesker, at Gud i sin søn ikke var den der udmærker, dekorerer og belønner helte og åndens stålsat troende krigsmænd, men som samler faldne op og dækker bord for foragtede og kalder udstødte ind.

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, sagde han. Og de ord kan man leve på, dem kan man ikke være foruden, dem har man brug for at høre igen og igen. Og så sker det jo, at de ord gør alverden til forskel, som trøst, som et håb, som det, der gør, at du kan komme videre med dit lv. Og så bliver din tvivl måske til tro. Og selvom tvivlen sikkert igen viser sig, stikker hovedet frem for korte eller længere tid af gangen, så bliver du hængende.

Den kristne menighed tror jeg man på den måde kan karakterisere som dem, der blev hængende deres vekslende tro og tvivl til trods, som dem, der bliver hængende, vores vekslende tro og tvivl til trods. Som dem der bliver ved med at komme med deres små for at få dem døbt, som kommer op til alteret for at få del i Guds bordfællesskab med andre omskiftelige, lunkne og mudrede mennesker, som vedholdende kommer i kirken, fordi du her hører netop Guds løfte til dig, som du ikke kan være foruden: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Den kristne menighed som dem, der bliver hængende – som hang arounds. For det er Guds ords sande styrke, at det ikke maser sig på med betingelser, renhedskrav, trusler, sanktioner og store lovsamlinger, men at det kommer til os som et løfte om noget vi dybest set ikke fatter og forstår omfanget af, men som vi ikke kan undvære at høre.

For trusler og krav dukker vi os. Vi forkramper og kues, stikker af, hvis vi kan og tør. Løfter, tilsagn, tilgivelse og tillidserklæringer der imod, det varmer hjerter, det bevæger, og vi bliver hængende. For vi kan ikke andet.

Og sådan virker Ånden, Guds ånd, hvis kommer vi fejrede i søndags, pinsedag. Ånden er det, der gør Guds vilje, det Jesus sagde og gjorde, nærværende for os. Ånden blæser hvorhen den vil. Den tvinger ikke. Den blæser vores selvtilstrækkelighed væk, den skubber til vores tvivl, den ånder liv i vores tro, den indblæser mod, hvor der før var frygt, trøst hvor der før var sorg, varme hvor der før var kulde.  Det er ånden, der gør, at vi er blevet hængende. Det er ånden der hele tiden vil give os, ånde ind i os, hvad vi har så uendeligt lidt af i os selv, men hvad Jesus havde i overflod.

Jesus siger, at vi skal gå ud og gør alle folkeslagene til hans disciple, idet vi døber dem og lærer dem at holde alt det han har befalet os. Det er ret beset et barskt krav at stille til nogle omskiftelige og lunkne skvatmikler som os. Hvis det ikke var fordi der var det med hans Ånd og ordene han også siger, at han vil være med os alle dage, indtil verdens ende. For når det begyndte med en flok der både troede og tvivlede, så skal det såmænd nok også fortsætte på den måde. Det er fortsat Guds kærlighed til sit menneske, som han viste den i Jesus, der skal følge og forfølge os, blæse og bevæge som en frisk sommerbrise ud i alverden ud og hen til vores næste. Her har vores egne ambitioner og trang til magt, ære og rene linjer så uendeligt lidt at sige.

For ham, den treenige Gud, ikke os, er det der er givet al magt i himlen og på jorden, og som i Jesus Kristus er hos os, er komet til os i dåben, så vi kan blive hos ham – hang arounds i hans menighed, men hjemme, fuldt ud hjemme i hans kærlighed, i liv og død, alle dage indtil verdens ende.

Måtte Hans Ånd være og blive hos os og lære os, at det er sådan det er, og måtte den på DEN måde holde vores tvivl, vores iboende kulde, distance og skepsis, i kort snor og altid være nær med sin trøst. Det er det Ånden skal, kan og vil: holde vores kolde hjerter varme. Skabe ro af tvivl, lys af mørke.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen