Biskoppens prædikener
Nyheder

Prædiken ved Landemode og provsteindsættelse i Aarhus Domkirke 31. august 2016

De er nogle typer, de her to søstre. Vi synes vi kender dem. Og har kendt dem længe. Marta, den omkringfarende, der ikke ved alt det gode, hun skal gøre for den gæst, som næsten ikke ser hende for bare ryg. Aldrig færdig er hun, altid på vej: ud i køkkenet for at trække vin…

De er nogle typer, de her to søstre. Vi synes vi kender dem. Og har kendt dem længe. Marta, den omkringfarende, der ikke ved alt det gode, hun skal gøre for den gæst, som næsten ikke ser hende for bare ryg. Aldrig færdig er hun, altid på vej: ud i køkkenet for at trække vin op, ud i garderoben med frakken og ud i køkkenet igen for at se til kartoflerne. Og så Maria, der efter få minutter er langt inde i en interessant konversation med gæsten. Hun lytter som gjaldt det hendes liv. Huset kunne falde sammen om ørerne på hende, og hun ville betragte det som en ligegyldig distraktion i det store åndens forehavende, der er hendes.
Vi synes, vi kender dem. Men bedst i fortællingen er alligevel herrens ord til den emsige husmor: ”Marta, Marta, du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”. Vi er mange, der føler os genkendt og talt til med lige netop de ord. For hvis der er noget vi gør, hvad enten vi hører til de omkringfarende eller de vegeterende, så er det at gøre os bekymringer og være urolige for mange ting, rigtigt mange ting.
På den måde er de også genkendelige, de to søstre. Det lille hverdagsdrama, der udspiller sig omkring dem, da mesteren kommer forbi, spilles også på den store scene, overalt hvor mennesker er, dengang og nu. I kan jo selv, hver især, sætte ord på jeres uro og bekymringer, hvad enten det er de nære, gamle og nytilkomne i jeres liv og tilværelse, eller dem, der overfalder enhver, der lige nu betragter sin samtid og dens tildragelser.
Hvad dette sidste angår, ikke mindst den tiltagende vrede i blandt os, den boblende harme, som lader sig aflæse på de sociale medier og efterhånden så småt også i den politiske debat. Hvad hjertet er fuldt af flyder Facebook over med. Og så kalder man frejdigt sine modstandere for både landsforrædere, tyskertøser og ønsker i øvrigt død og lemlæstelse over dem, man ikke er enig med.
Det er da uro og bekymring værd at det er kommet dertil. Især da hvis det, som vores justitsminister frygter, får afløb i handling. Og vreden her, den skyldes vel også uro og bekymring for mange ting, uro og bekymring for indvandring, islamisme, terror, opbrud og sammenbrud. Så meget er der lige nu, som vi ALLE synes true. Bekymring og uro for MANGE ting.
Marta, fortravlede Marta, for rundt i hytten. Hendes uro og bekymring for den, i det her tilfælde, kære og højst velkomne fremmede fik afløb i handling. Og det er vel det, noget af den omtalte aktuelle vrede vel også handler om: en trang til at handle, til at gøre noget ved tingene. Omend den fordrejes, dæmoniseres som en rastløs vrede. I mødet med noget der foruroliger os, vil mange gerne handle. Og ikke kun på godt. Bestemt ikke kun på godt.
Set i det lys mødte Jesus vel selv den realiserede hadbårne handling ikke så længe efter besøget hos de to søstre. For farisæerne og de skriftkloge og de religiøse autoriteter erfarede jo også, når han åbnede munden, uro og bekymring over rigtig mange ting.
Marta var også vred. Sådan på det mere fredsommelige søskendeplan – som for så vidt også, på den der underdrejede måde, sagtens kan svirpe. For altså, der løb hun rundt for at gøre gæsten tilpas og ligesom få et måltid op at stå, mens søsteren sad der og lignede De Alternatives sommermøde og tilsyneladende troede, at aftensmaden lavede sig selv.
Marta var en handler. Hun var opdraget til at gøre noget ved tingene. Og hvad skal vi gøre uden sådan nogle, hvis vores samfund skal fungere, hjulene køre og det hele, i det hele taget, komme videre. Men handlere kan som bekendt blive meget vrede eller indignerede på ikke-handlere: Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig”.
Det er vel essensen i de handlekraftiges vrede, at dem, der i deres øjne intet foretager sig, jævnt hen er nogle hundehoveder, hængerøve, grødbønder, socialdemokrater og småbørnspædagoger som en anden berømt fiktiv handler-type jo ynder at kalde sine knap så handlekraftige sammensvorne.
De kalder folk for meget værre ting på de sociale medier og ude på de politiske yderfløje, men frustrationerne er de samme: hvorfor gør de ikke noget? Hvorfor deler de ikke vores uro og bekymring fremfor at sidde der og fede den i deres humanistiske eller kyniske selvgodhed?
Nå, Marta forsøger jo så at involvere Jesus i sin vrede. Den slags ses jo også en del for tiden. Også i grotesk forstørret målestok – når man gør sit eget had, sin egen vrede, lig Guds had og vrede, og så ellers går i gang med at skyde ind i folkemængder eller vade ind i dem med et bombebælte om lænd.
Nå, jeg er lidt beklemt over at skulle drage den her lille kære og kendte beretning om Jesu besøg hos Marta og Maria end i dette forfærdelige og helt aktuelle spin af mord, had og konflikt. Men evangeliet tager ikke små hyggelige afstikkere til små husligt-fortrolige skærmydsler. Volden, lidelsen og korsfæstelsen lurer til stadighed i baggrunden. I hælene på den gode følger det onde.
Når Marta bider af Jesus så er det, om end uskyldig, erindring om, at vi, når vi er ude i vredens ærinde – hvad enten vi ser vores vrede og indignation som nok så velbegrundet og retfærdig – at vi så har det med netop at ville føre vores eget i marken, hævde os selv, retirere til vores eget tunnelsyn og støde vores næste ud i mørket. Ja, korset stod – og står – for enden af den vej, der som sit udgangspunkt havde en vrede og indignation, der i begyndelsen så nok så velbegrundet ud.
Men i fortællingen om Marta og Maria er evangeliet, det gode budskab, jo selvfølgelig det, der bærer. For den gode del er Marias. Ikke fordi hun melder sig ud og tager på mental ø-lejr, mens søsteren gør, hvad den gode vært bør gøre, men fordi hun, da Jesus kommer forbi, så at sige lægger sig selv til side, pakker sig selv og sit eget sammen for at lytte. For når man lytter, så er man ikke længere bare stålsat i sit eget, i at man selv har ret og de andre uret, så er man ikke støbt i beton, så er man på den gode måde aldrig færdig, altid på vej.
Og når man lytter til Jesu ord, som vi jo gør det her i kirken, ved gudstjenesten, så har man jo netop begivet sig ud på den vej, hvor ting kan ske, og hvor uro og bekymringer nok ikke forsvinder, men hvor de ses i et andet og større og stærkere lys, der gør dem knap så bastante, knap så vigtige, knap så truende, knap så uflyttelige, fordi der lægges et andet perspektiv på alting.
Et udfordrende perspektiv hvor mørke udfordres af lys, død udfordres af liv, had udfordres af tilgivelse, fortvivlelse udfordres af håb. Opstandelsen forandrede alt, og når vi som Maria lytter til Jesu ord, hvor opstandelsen altid er til stede, bærer vi også påskemorgengryet et eller andet sted i vores hjerte. Lige meget hvad. Og hvor det er, hersker mørket, døden, hadet og fortvivlelsen ikke.
Så, kort og godt, det ene fornødne, den gode del, som ikke skal tages fra Maria og fra os, det er som evigt fejlbarlige mennesker at lytte til Guds ord i Jesus Kristus og lade sig irettesætte, tugte af det. Ja lade sig bevæge af det, drive af det, som af vinden. Grundtvig digter: Når da, som vinden skyer blå, / din ånde blidt mig driver,/ da skal mit hjerte godt forstå,/hvordan du synd tilgiver. Når du lytter til Guds ord, altså lader dig drive af hans ånd som skyerne af vinden, væk fra dit eget, din vrede, din frygt, bekymring og sorg, så bringes du til at forstå og indse, hvordan han vil gøre dit gamle forslåede liv nyt.
Og så må alt det andet komme i anden række. Og, ja, Marta. Også opvasken for den sags skyld.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.
Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.
Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.
Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.
Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.
.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.
Amen. Tillysninger
Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen