Biskoppens prædikener
Nyheder

Prædiken fastelavnssøndag 2017

Prædiken den 26. februar 2017 i Vor frue Kirke, Aarhus

Salmer:

8 Om alle mine lemmer,
450 Du kommer,
441 Alle mine kilder,
141 Mig lyster nu,
755 Gud ske lov.

 

Jesus træder ned i Jordanfloden for at blive døbt. Johannes værger for sig. Han synes ikke det passer sig. ”Nej, nej Herre. Jeg trænger til at blive døbt af dig! ” Hvis Jesus virkelig er Guds søn, hvis Jesus virkelig er den, vi skal kende Gud på, så burde det være omvendt, at han, Jesus, bliver oppe i højderne, hvor solen skinner, mens Johannes bliver, hvor han er, nede i floden, den grågrønt grumsede Jordanflod. Gud deroppe i sin høje himmel. Mennesket hernede i lavland og mudder. Det må være den gældende orden, synes Johannes. Og mange vil være enige med ham.

For det er jo på mange måder lidt lettere med Gud, når Han er på sikker afstand. Så kan man lettere afvise ham, eller gøre Ham til garant for sit had eller til en, der altid giver dig ret.

Men Jesus insisterer. Han vil døbes. Han vil ned. Han vil herned. Her hvor mennesker lever og færdes. Han vil dele vilkår og liv med os. Han vil være, hvor vi mennesker er. Det er også derfor vi holder dåb i dag. Det er derfor, vi lige har døbt Luna og Marius, fordi Gud ville, Gud vil, være, hvor mennesker er. Han forbliver ikke tilbagetrukket i sin fjerne himmel.

 

I forældre synes måske det er underligt at tænke sig, at jeres små, som I nu kender dem så godt, små livfulde klumper med en personlighed, med brok, besvær og store glæder, med et ansigt som I sikkert har siddet og studeret i timevis, at de hver især, nu er forbundne med Gud, Ham, hvis væsen er så omfattet af spekulationer og mystik og store syner. Ham, hvis navn nogle slår ihjel for. Ham, hvem, andre vil afskrive som en luftig, måske ligefrem farlig spekulation, Ham, vi alligevel aldrig kan slippe, fordi vi et eller andet sted ved, at vores liv, flygtigt, som det er, er omfattet af noget uendeligt meget større, end vi kan sige os selv, en grund, en årsag til at vi er her, i stedet for ikke at være her.

 

Ufatteligt at Han, himlens og jordens skaber, alt livs giver, evighedens herre, nu, med de ord, der lige før blev sagt ved døbefonten, med det vand, der blev øst over Lunas og Marius hoveder, er inderligt forbundet med dem. Hvis der er nogle, der hører sammen nu, så er det dem: Store Gud og lille Marius, lille Luna. Og det alt sammen fordi Jesus kom til os, fordi Gud i Jesus trådte ned til os, trådte ned i floden, den grågrønt grumsede Jordanflod for at blive som en af os.

 

Jeg sad den anden dag og læste en artikel om videnskabens begrundede antagelser om parallelle universer, altså at det univers, vi ved vi er en del af, og som vi end ikke er i nærheden af at have udgrundet og udforsket, at det svæver rundt – eller hvad man skal kalde det – mellem uendeligt flere universer med egne naturlove og parallelle indretninger og hvad ved jeg.

Jeg læste det mens jeg sad i mit sommerhus ved Randers Fjord, hvor lærken er begyndt at synge, men blev et øjeblik grebet af kosmisk kvalme, fornemmelsen af, at ikke alene min sandede sommerhusgrund, men al værens grund forsvandt under fødderne på mig. Den store rungende evighed blandt stjernetåger, i et univers i et univers i et univers. Efter sådan en omgang eksistentiel svimmelhed skal man skynde sig at lave en kop kaffe og spise en småkage til.

 

Men tanken vil overfalde enhver. En dag også Marius og Luna, selvom det er svært at forestille sig lige nu, hvor de har mere end nok i næromgivelserne. De vil også kende til fornemmelsen af den universelle ensomhed, hvor alt af betydning, ja tanken om Gud som altings skaber, så let forsvinder, opløses i et rum uden ende, hvor dit lille liv bliver betydningsløst eller, hvad værre er, et frirum til ansvarsløs selvudfoldelse. En vindblæst øde og tilfældig vej mellem fødsel og døden, det store ingenting.

Og som verden kan blive FOR stor, kan det også går den modsatte vej, når den bliver lille og trang, fordi hverdagens bekymringer spærrer dig inde i sindets kosteskab. Vågne nætter med åndenød, hvor du ikke kan se andet end dit eget, hvor perspektiverne forsvinder, og problemer får en betydning, der er helt ude af proportioner. Mon ikke Marius og Luna også en dag vil erfare det? Det vil jeg gætte på. Deres verden kan blive for stor, og den kan blive for lille, og de kan i begge tilfælde og hver for sig føle sig så bitterligt overladt til sig selv. Og det kan en mor og en far her og nu og med oceaner af kærlighed ikke gøre det store ved.

 

Men dåbens ord står ved magt. Og med dem ordene om Gud, der i sin søn, bevæger sig fra de fjerne uendelige stjernebestrøede højder, og så ned, helt ned til sit menneske, ned i den grågrønt grumsede Jordanflod. Også ned til den ensomt frysende fortabt i en tilværelse, tilsyneladende uden mål eller mening, eller spærret inde i sit eget lille telt af bekymring, sorg og angst. Ned til det menneskeliv, vi kender og lever og er i.

 

Det er svært at forstå. Tomheden, ensomheden, der imod, det er til at fatte. Det er erfaringer, vi gør os. Men vi gør os også andre erfaringer. Marius og Luna gør sig heldigvis også andre erfaringer. De kender for tiden rigtig meget til det at blive holdt om. De vil også komme til at kende til det at blive taget imod og holdt ved, selvom de har gjort noget, de ikke skulle. De vil kende til at komme og have hjemme, når de har været ude i det ukendte og fremmede. De vil kende til at være uundværlige for mennesker, der elsker dem.

 

Og de erfaringer har ikke kun med os, forældre, søskende og alle gode viljer at gøre. Det har også med Gud at gøre. Fordi Gud i sin søn trådte ned i den grågrønt grumsede Jordanflod, fordi Gud trådte ned i det her menneskeliv, og fordi Gud i det her menneskeliv vedkendte sig alt det, der bærer os og holder os oppe og modsiger vores ensomhed og fortvivlelse, og som vi godt kender og ved er der hos os og imellem os, og som vi længes efter, når det ikke er.

 

I sin søn, i Jesus, viste Gud, at det der bærer og holder, hvor mennesker lever og er, det er tilgivelsen, det er det at vide sig hjemme som hos en far eller en mor, der vil en og vil en noget, ikke golde krav, men alt det bedste.

Vi gør hvad vi kan for vores børn, I vil gøre hvad I kan og overhovedet formår for Marius og Luna, men vi har, I har, jeres begrænsninger. Vi kan gå fejl og gå bort. En dag kan de være uden os. Men de, og vi, er ikke uden Gud, der ville sit menneske.

 

Det er derfor, vi beder vores fadervor. Det er derfor, vi skal lære vores børn at bede fadervor. For at huske os selv på, at det er sådan det er med Gud og os. I al evighed. I al evighed, for her er døden ikke en grænse, en spærre, en hindring. Gud vil for altid være der som en forælder for sit barn. Og det vi erfarede da vi lå i vores forældres arme, det er det, han i sin søn vedkendte sig, som det vores liv skal bygge på, og som vi skal møde verden med, som vi skal trodse ensomhed og vores egne små fængsler med.

Men vi glemmer det. Vi bliver hurtigt fanget i den gamle ensomhed, som vi gør os så mange erfaringer med. Derfor skal vi huske og sige og lære vores børn at siger fadervor.

 

Og der er også derfor, vi siger og lærer trosbekendelsen, som vi gjorde det lige før, da Marius og Luna blev døbt. Eller som vi siger den til enhver gudstjeneste. Den er ikke, hvad nogen tror, en eksamen, en kritisk granskende spørgen ud, hvor man kun bliver døbt, hvis man sætter et samvittighedsfuldt kryds ved hvert led. Nej tænk på trosbekendelsen som store ord, der sammenfatter alt det, det betyder, at Jesus ikke blev oppe på flodbredden, oppe i solen og blæsten, men trådte ned i den grågrønt grumsede Jordanflod for at lade sig døbe og dele vilkår med os mennesker.

 

Vi lærer aldrig helt at forstå omfanget af det. Ja, vi kommer heller ikke i nærheden af at forstå det. Marius og Luna heller ikke, vil jeg gætte på. Men vi kan tage det til os. Lade det bære os ved i trosbekendelsen sammen at sige, at det er det, vi gør. Det er store ord, meget store ord, ja, men det er er ord, der omfavner, ikke kalder på en intellektuel vurdering og afgørelse.

 

Fadervor, trosbekendelse, det er ordene vi har med til at huske på og holde fast ved, at Gud er kommet til os, at han er kommer til os hver især, da vi blev døbt, og at han bliver, ikke viger. Fadervor og trosbekendelse, det er ordene der henter dig hjem, når du fryser i tomheden, når du synes du er alene på den øde vej, hvor natten, den uendelige, venter. Det er ordene, der henter dig hjem, når du sidder der og ikke kan se den rigdom der omgiver dig, de mennesker der vil dig, fordi du selv fylder det hele. Det er ordene, der husker dig på, at du høre Gud til, Gud som han kom og trådte ned, ned i det grågrønt grumsede liv, du lever.

 

Så, forældre til Marius og Luna, til alle jer, der er med til at fejre dem her i dag, til alle os, der lever vores omskiftelige liv, dåben har vi, som en erindring, som et tegn, som en vished, som noget der holder dig fast på, at det aldrig bliver lige meget med dig og dit liv, og at der er andet og mere på færde end dig selv og dine bekymringer. Du er min elskede, I dig har jeg fundet velbehag. Det er ord også til dig. Og det er ord, der kan bære. Bære dig også, når du synes, du ikke kan bunde. Og bære dig væk fra dig selv ud til din næste og det liv, du skal leve.

 

Marius og Luna er lige begyndt, godt begyndt. Vi er mange, der allerede har været undervejs længe. Men de her ord, Guds ord til sin søn og til os, de står ved magt. Som en overskrift. Eller, måske, som titlen på bogen, der skrives om dig. Om store Gud og lille dig. Og det begyndte alt sammen den dag han steg ned, ned i den grågrønt grumsede Jordanflod og ned i det liv, vi lever.

  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2 og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder, her og ude i verden. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen