Biskoppens prædikener
Nyheder

3. søndag efter trinitatis

Prædiken ved stiftspræstestævnet i Ålsø Kirke

Prædiken ved stiftspræstestævnet i Ålsø Kirke

Vores børn er altid på vej væk fra os. Det er et smerteligt faktum, men også forbundet med en vis lettelse, for så vidt vi nødigt ser ham sidde der som 35 årig på den bedste plads i sofaen med fjernbetjeningen gemt i sin kødfulde næve. Så ud skal han, ud. Lad ham få sin arvedel, lad hans fest begynde.

Vi kender så udmærket lignelsen her. Den er hos os, som et privilegeret indblik Jesus har givet os i, hvordan det er fat mellem Gud og mennesker, og spejlet heri, mellem mennesker indbyrdes. For vi kender det, som sagt, opbruddet der skal til, og som gør ondt, for han er jo den yngste og han skal ud og gøre sig alle de erfaringer, vi andre også har gjort os. Pas nu på derude, lille mand! Og her i lignelsen gør han da så også alt det, han ikke skulle, og han roder med sit liv, og han er da også en idiot, men fars hjerte hænger dog ved ham. Måske – måske – fordi han fornemmer, at lige netop ham her, ikke er så fast i karakteren, som han kunne ønske. Faren har måske – måske – et eller andet sted set det komme. Man kender jo sine børn.

Men sådan – for nu at tale generelt – træder mennesker jævnt hen ved siden af og formøbler formuer. Ifølge vores Bibel begyndte det ret tidligt. Ud ville vi, ud. Realisere os selv, prøve vores egne ben af. Gøre vores egne erfaringer med det træ i haven.

Og vi har stort set glemt det hver evigt eneste ny dag lige siden, at der sjældent kommer noget godt ud af konsekvent kun at ville sig eget, kun at vil sig selv, altid tage udgangspunkt i sig selv, vedholdende rumstere rundt i sine egne cirkler, hver dag lukke døre, andre åbner. Tunnelsyn frem for vidsyn, min egen fattigdom frem for Guds rigdom, svineføde frem for frugt og overflod.

Altid går vi vild i vores eget. Altid. Se dig dog omkring, mand. Se dig dog omkring, kvinde. Så meget har du fået, så lidt vil du se det og gøre derefter!

Nå, men vi ved jo også, at han til sidst går i sig selv, yngstemanden. Først brød han op, så rodede han rundt med sit liv og sit betroede gods, så ud på marken, så fortrød han, så traskede han mødigt nederlagets sti derhjemad.

Og farmand fik så øje på ham. Langt borte fra. Han har vel holdt øje, Holdt udkig har vi lov at tro. Vi ser det for os. Han har ikke kun siddet derinde med korslagte arme, fortabt i sine bekymringer eller rig i sin vrede. Nej, ud at gøre sig ærinder i den fjerneste mark, og hver gang har han måske lige scannet horisonten.

Men nu ser han ham altså, og så løber han. Først sønnen i møde. Han kysser ham, før de indstuderede beklagelser vælter ud af munden på den hjemkomne, Kom her, din dumme dreng!  Og så hjem, tilbage på gården og udstede direktiver for festen.

På den måde ligner de hinanden far og søn her i fortællingen. De er i bevægelse. På vej væk. Væk fra sig selv. Indtil de finder hinanden igen. Jesus der fortæller historien her erfarede jo selv, hvordan mennesker kom til ham, fordi andre havde opgivet dem, og fordi de havde opgivet sig selv. De havde intet tilbage, og så anede de i Jesus den Guds overflod, som han aldrig forholdt dem. For sådan er Gud, fortalte han: som faren der spejder efter sin søn, som hyrden der forlader de mange får for at lede efter det ene, som konen der sætter hele huset på den anden ende fordi hun bare VIL finde den mønt.

Vi bliver væk. Fra os selv og hinanden. Gud leder. Vi hænger fast, Gud vil bevæge os, væk fra os selv, ud fra vores eget mørke, ud mod vores næste. Gud bevæges, Gud er i bevægelse. Det fortæller og viser Jesus os. Guds bevægelsesmønstre er mangeartede, hans kærlighed til sit menneske lader sig ikke binde og forudsige og udlægge på forhånd. Den kommer overraskende steder hen. Den hamrer på vores dør, ser ind af nøglehullet, kalder. Den vil have os hjem, den vil holde fest, den vil fejre og pryde os og give os del i en overflod.

Det ER overvældende. Det er overvældende. Ikke mindst for os, der næsten pr. instinkt mener, der bør være visse grænser for den. Og det er overvældende for den ældste søn, der et eller andet sted bør have vores dybeste sympati, fordi vi kender ham så vældig godt, fordi han jo der går rundt i sin ordnede hverdag, sindigt traskende frem og tilbage mellem marken og gården uden de helt store varierede og uforudsigelige bevægelsesmønstre. Han gør jo, hvad han skal for Søren, hvad der forventes af ham modsat den forkælede yngste. Og nu al den her kommers, al den faren frem og tilbage, fordi han fik nok af fest og hurtige damer og grisenes skodmad, som han i den grad havde gjort sig fortjent til.

Hvor er belønningen for pligtfølelsen, hvor er hensynet til de hjemmeboende, til rigets egne, til dem der holdt love og bud og regler og kirkegang hvor er retten og rimeligheden, hvor er garantien for at det går ret og rimelig til, hvor er den bæredygtige fornuft og ordentlighed, hvor er min far, min ordentlige påpasselige, retfærdige, besindige far, der gav løn som fortjent? Nu er det åbenbart lige meget, og så skal der oven i købet festes hele natten, når man skulle have sin velfortjente søvn.

Men det er lignelsens – fra den vinkel – hårde og urimelige pointe: Guds kærlighed til sit menneske, sådan som han viste den i sin søn, er aldeles uproportional. Og det i sig selv kan formørke vores hjerter. Som en ulyst ved den store nåde. Men selv der er dommen et kald væk fra dit eget. Tag dig sammen mand. Tag dig sammen kvinde. ALT mit er jo DIT. Lad MIT lys falde ind i DIT mørke. Det her handler ikke om tryghed og ordentlighed og rimelighed og velbevogtede grænser, men om kærlighed. Og den slags er altid noget uberegneligt noget. Nu burde vi feste og være glade.

Jeg har ellers pålagt mig selv, at økonomisere voldsomt med henvisninger til Jakob Knudsen, salmedigteren i ved, men han fortæller et sted, hvordan han som stor dreng/ung mand led meget af en tavs formørket indesluttethed, hvilket jo kan komme over en og anden lige netop i de år, hvor man på en eller anden måde har fået nok af far og mor og byen og bare vil ud og væk og stå på egne ben, men måske ikke rigtigt har mod og lyst til det.

Knudsen fortæller så, hvordan han så en dag er ude at køre med sin far, og faren sidder med tømmen, og ser i smug bekymret på sin søn, og begynder så at synge den salme vi begyndte md at synge her i dag, Grundtvigs ”Alt hvad som fuglevinger fik”. Og måden han synger den på er ligesom kaldende, et forsøg på at komme ind bag drengens panser, få ham ud af det. Som om han spurgte efter mig, skriver Knudsen.

For det er jo hvad salmen også er, an opfordring til at bevæge sig, komme væk fra sit eget, ud fra sig selv, sit eget mørke, ud i Guds lys. For det var dig den ledte om. Det var dig den ledte efter Guds nåde, da den kom til os med hans søn, vor Herre.

Sådan forsøger faren også at kalde sin ældste søn ud i lignelsen her i dag. Og sådan kalder Gud dig ud i sin søn, spøger efter dig. Hver eneste morgen. Hver eneste dag. Så hør nu efter. Og kom.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen.