Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved præstestævne i Grenaa og Vejlby Kirke

onsdag den 7. juni 2017 i Grenaa og søndag den 11. juni 2017 i Vejlby

 

Grenaa: 403 Denne er dagen, 435 Aleneste Gud, 493 Gud herren så til, 736 Den mørke nat. Nadver: 492 Guds igenfødte

 

Tvivlen kommer om natten. Det er som om, når man ligger der i mørket, filtret ind i dynen, at tilværelsen nogle gange bliver ubehageligt blotlagt og nulstillet. Ingen distraktioner fra levende mennesker. Det skulle da lige være ham eller hende, der ligger ved siden af og trækker torsk i land. Ingen muligheder for undvigelse. De kværnende, kredsende tanker har frit spil og så er scenen sat for de store spørgsmål, klassikere, evergreens som: Hvad laver jeg her? Hvad har jeg lige gang i? Hvad blev det lige til med det hele? Tvivlen - den store tomme - banker insisterende på. Søvnen udebliver.

Så flår man dynen af og står op. Og sådan har Nikodemus givetvis flået dynen af - eller hvad man nu gjorde dengang på de breddegrader - og er stået op. Tvivlen havde også ramt ham. Og tvivl af en langt mere grundlæggende slags, dér hvor man stiller sig selv spørgsmålet: holder det, dét som jeg hidtil har taget for givet og bygget mit liv på? Bærer det, jeg tror på?

Og Nikodemus var endog af farisæernes parti. Han var skriftkyndig. Han var medlem af jødernes råd. En religiøs autoritet, der alligevel havde set og hørt noget, der havde rystet ham i hans grundvold. Og så opsøgte han personligt - midt om natten - ham, der var årsag til den rystelse og den tvivl, der havde ødelagt hans nattesøvn.

For hvordan hang det sammen, alt det nye Jesus kom med og som tydeligvis var af en helt anden verden, hvordan hang det sammen med Nikodemus gamle verden, den vedtagne lære, hans tros grund?

Nikodemus kom ikke for at føre en fredelig religionsdialog, hvor man drikker kaffe og hører lidt på hinanden og bliver enige om at være uenige eller at vi nok allesammen et eller andet sted tror på det samme. Nej, han kom for at vinde klarhed og genfinde troens ro. Men han fik ingen af delene, forstod ikke en bønne og måtte liste tilbage ud i nattemørket, hvor han kom fra.

Han kunne have reageret anderledes, Nikodemus. Seriøs anfægtelse og religioner i uro er jo ikke for sjov. Som bekendt kan den anfægtede for at overdøve sin anfægtelse fare så meget voldsommere frem med sin tro. Det er hvad vi i de her år oplever på den store skala, når radikaliserede islamister ansporer til hellige grusomheder mod den, ifølge dem, sekulære verdensorden, der anfægter deres religiøse ditto. Hvilede de i deres tro, de her fromme voldsmænd med samt deres forarmede og forvirrede håndlangere, havde de vel ikke brug for at ty til vold og mord.

Tvivlen der kommer om natten, tvivlen, der kan komme til enhver, kan i tvivlende tider, i det hele taget, også på en noget mindre målestok, hurtigt slå om i netop den her insisterende eller hårdtslående tro. En tro der bliver som mørtel i de fundamenter der gerne må ligge fast, når så meget andet vakler. Putins, Erdogans og til dels Trumps folkelige succes bygger vel også på en evne til at gøre religionen, troen, til netop det: til mørtel, til insisterende sikkerhed, til garant for en nation og en verdensorden mange synes vakler. Religionen, troen, som værn imod en vaklende verden. Og så skal der ikke flyttes mange kommaer eller gås mange svinkeærinder, før hammeren falder. Tungt.

Men den måde at bruge religionen eller troen på, er mildest talt ikke af nyere dato. Den fylder en del i Det nye Testamente, hvor fredsforstyreren, nedbryderen af den etablerede tro og den verdensorden, den garanterer, som bekendt anklages for gudsbespottelse. Religionens menneskelige side, kan man også kalde det, når det handler om for enhver pris at gøre troen til understøttende stillads for vores synspunkter og for vores verdensbillede, grunden vi står på.

Men før det i den videre fortælling bliver til vold og død tager Jesus så den her natlige samtale med den gode Nikodemus, der her, inden forhærdelsen og vreden muligvis indfinder sig, er kommet til ham med sit hjertes oprigtige tvivl og sin truede tro.

Samtalen der så følger er et klassisk eksempel på, hvad det vi sige at spørge i øst og få svar i vest og at sammenligne pærer med bananer. Demonstreret med Storm PS historie om de to mænd, der sidder en nat lang og diskuterer Goethe og er dybt uenige, indtil de hen på morgenen opdager, at den ene af dem, hele tiden troede, at det var en slags stikkelsbærgrød.

Og de to, Jesus og Nikodemus, taler da også i den grad fra hvert sit sted, fra hvert sit perspektiv, fra henholdsvis det jordiske og fra det himmelske, som Jesus siger. Nikodemus bliver i det, han kender. Og det er vel såre menneskeligt. Det vil de fleste vel gøre. Han håber måske at kunne få tingene på plads og i orden, blive lidt klogere på den mærkelige mand fra Nazareth, måske få ham og hans synspunkter på plads og i orden, og så ellers komme tilbage til dynernes tryghed.

Men Jesus fordrer, at han for at kunne forstå, skal tage et helt andet udgangspunkt, et helt andet perspektiv end det, han kommer med. Han skal fødes på ny, skal han. Han skal ikke forblive i det kendtes, sin gamle nedarvede religions, sikkerhed, men lade sig bære og føre af ånden, bære og føre et helt nyt sted hen: Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Ånden som Jesus taler om og selv bringer er irriterende uforudsigelig for enhver, der mener, at vide hvor troens tunge skab skal stå.

For Jesus lærer ikke ud fra et regelgrundlag, et sæt leveregler eller et moralkodeks. Han kommer ikke med en ny lov, en manual, noget fast og fikserbart og punkt for punkt nedskrevet. Han kommer med det aldeles nye, som kommer af det for Nikodemus - og vel os alle - fast ufattelige, at Gud i ham er kommet til os og i ham har bevæget sig og ladet sig bevæge for at bevæge os. En kærlighedens bevægelse. Som sådan er Gud uforudsigelig og uudgrundelig. Det er hvad Paulus lader tone ud i sin korte lovsang i Romerbrevet, vi har læst fra i dag: "O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!"

Og så alligevel! I Jesus stod og står han fast. Han stod og står fast i sin vilje til at tage imod og tilgive. Det er nyt i forhold til gamle religioners gamle skrifter, og den slags er svært at bygge fundamenter og konsekvent understøtte det bestående med.

Se det, vi har svært ved at følge og forstå - der er vi nemlig ikke så forskellige fra Nikodemus - det er vi modsat Nikodemus blevet døbt til, sådan at vi nu, det bedste vi formår, kan følge, lade os bære og lade os bevæge, forme og danne af det Gud kom til med os i sin søn.

Så derfor, når tvivlen dukker op, om det er i nattens mørke eller som en mere permanent gæst, så handler det måske netop om at slippe eller undvige de evige spekulationernes nedtrådte sti, opgive sit eget og lade sig bære af den ånd, Jesus taler om, lade sig bære af den som af vinden, lade sig bære nye steder hen i forvisningen om, at Gud netop også er kommet dig i møde, der hvor du er. At tro er også at lade sig bære og bevæge og at turde at lade sig bevæge og bære, væk fra sig selv, hen til næsten, der venter i dagen, når solen står op og livet med de andre begynder igen.

Sådan kan man fødes på ny, selvom man er gammel.

I begyndelsen svævede Guds ånd over vandet, det store sorte kaosvand, intethedens uddyb. Alt det han trængte tilbage, så liv kunne spire. Han blæste ånde og liv i lerklumpen Adam. Lyden af et vindpust, eller noget, der mindede om det, fyldte huset, hvor de sad og skubbede disciplene og apostlene ud i verden med ordene om Guds nye skabelse i ethvert menneske, når ordene om hans søns komme til os slår rod og skaber liv, hvor der før var død. Trøst hvor der før var sorg. Lys hvor der før var mørke.

Vi har som døbte fået den ånd og den vil, som vinden, på en gang ledsage os og skubbe til os, holde os i bevægelse og skabe liv og bringe os nye steder hen, derhen hvor vores medmennesker er, der hvor livet leves, og der er brug for os. Ånden, Guds ånd, vil ikke lade vores tvivl fryse vores vande til is. Den vil ikke overvintre i stivnede livssyn og uflyttelige fundamenter. Den vil løfte og bære og skabe sommer.

Og nu er det trinitatis, blomstringstiden, hvor alt det han kom til os med, faderen, sønnen og den hellige ånd skal udfoldes i ord og sang.  Vi siger:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen vi her som der skal kæmpe mod dem, der ikke agter dit lys og dit liv.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen