Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved Landsforeningens årsmøde 

Søndag den 21. maj 2017 på Nyborg Strand

Salmer: 722 Nu blomstertiden, 44, Den mægtigste, 588 Herre, gør..

 

Sønnen, faderen og den hellige ånd, det er hovedpersonerne i de her lidt knudrede Johannes-tekster mellem påske og pinse. Ligesom de er hovedpersonerne i den kristne tro, som vi sammen bekendte lige for lidt siden.

Pinsesøndag, om ikke så længe, udfoldes hvad den hellige ånd kommer til os med, men indtil da, indtil den bringer afgørende nyt, kredser vi mest om forholdet mellem fader sig søn, det kendte forhold, den gamle relation, havde jeg nær sagt, som vi også kender fra vores eget liv, som vi har og gør os erfaringer med, og som i den grad sætter sit præg på os, på så forskellige måder. Ikke mindst de mere konfliktfyldte.

Det ser vi i vores litteratur, hvor forholdet mellem far og søn og alle de komplikationer, det kan føre med sig, skildres igen og igen. Ikke mindst når sønnen ikke kan komme til for den gamle eller når sønnen må kæmpe som en besærk for at vinde farens kærlighed og accept for overhovedet at komme videre med sit liv. Det er vel ikke for meget sagt, at en af tidens mest læste forfatterskaber, norske Karl Ove Knausgaards, ved sit hjerte bærer en lang sej kamp for at komme overnes med en dominerende far.

Mange af vores store teologer har også bakset med dominerende fædre: Augustin, Luther og Kierkegaard for nu at nævnte tre af de helt store. Vores egen hjemlige teolog og salmedigter, Jakob Knudsen, byggede sit forfatterskab på en livslang kamp med en far, som han sin barndom næsten syntes gik i et med Gud selv. Det har sat sit præg på deres teologi, vil nogle sige.

Forholdet mellem far og datter eller mor og datter har sikkert mindst lige så meget sprængstof i sig. Men på en lidt anden måde, bilder jeg mig ind. Mænd er generelt mere selvoptagede. Det ligger dem nok i generne at ville fremad, og så er det altså, at han på en eller anden måde kommer i vejen, den gamle. Fordi der er for meget af ham, eller måske fordi, der er for lidt af ham.

Hvis der er et sted, hvor forholdet mellem far og søn fylder, så er det i Bibelen, i Det gamle Testamentes patriark-fortællinger ikke mindst, hvor fædres og sønners veje hele tiden krydses på dramatiske måder. Abraham var parat til at ofre Isak. Isaks søn Jakob, som vi møder i dagens tekster, snød sin gamle blinde far til at velsigne sig efter at have franarret sin bror Esau hans førstefødselsret. Og Jakob blev siden også holdt for nar af sine sønner, da de forsøgte at skjule for ham, at de havde smidt deres lillebror Josef, Jakobs øjesten, i en brønd.

Og så er der selvfølgelig far og søn forholdet, der åbenbares i Det Nye Testamente og som står så centralt i vores tro, for i sønnen, i Jesus Kristus, giver Gud sig entydigt til kende, og viser verden sit sande ansigt. Som Jesus siger i dagens tekst: Jeg er udgået fra faderen, jeg vender tilbage til faderen, for som han siger andetsteds: Jeg og faderen, vi er et.

Her hersker det nære ubrydelige forhold, et forhold, der i sit væsen er kærlighed, og som er så stærkt, at det rækker ud til alle os, Jesus har sagt, kan kalde os Guds børn. Gud er ikke kun Jesu far, han er også vores far.  Så stærkt er båndet, siger Jesus, at beder vi vores fælles far om noget i Jesu navn, så vil han høre os. Sønner som døtre.

Sikke en spændvidde mellem vores gamle og nye Testamente. Fra kamp og konflikt til forsoning og tilgivelse. Fra stormfulde opgør og skænderier til lydhørhed. Fra længsel til fuldbragt fred. Fra Jakob, der først tiltuskede sig velsignelsen fra sin kødelige far. Siden tilkæmpede sig den i en natlig brydekamp med Gud selv. Til Jesus, hvor den himmelske fars kærlighed ikke er noget hans børn – dvs., os alle – skal snyde eller kæmpe sig til. Men hvor den bare er der. I overflod.

Men det spejler også spændvidden i vores eget liv. Hvor vi måske alle – sønner som døtre – har flest erfaringer fra det gammeltestamentlige blandede og brogede og sammensatte forhold til det fædrene eller mødrene ophav i vores eget liv, så lever vi også i håbet om at kærligheden og tilgivelsen er det sidste, der bliver at sige.

”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”, siger Jakob under sin natlige brydekamp. Han får velsignelsen til sidst, men også et invaliderende slag på hoften, der gør ham halt.

Mange kæmper, som Jakob, for deres fars eller mors velsignelse og kærlighed som de synes er skjult under alle mulige krav, formaninger og principper. Kampen kan vare hele livet, og måske kan den rase så meget desto mere efter, at den gamle er død og borte. For noget blev aldrig gjort færdigt. Ja, måske ser man ham ligefrem i spejlet en dag i færd med at gentage det gamle mønster overfor sig eget afkom.

Kampen med en far - eller en mor - kan være hård. Den kan i nogle tilfælde være invaliderende. Mange slap haltende fra opgøret. Nok kom de videre i livet, men noget sidder altid tilbage. Lidt eller meget.

Det handler i bund og grund om kærlighed og nærhed, velsignelsens frugter, og længslen efter at få og mærke den ublandet. Men sådan erfarer vi det, igen ligesom Jakob, sjældent i det her liv. Der kommer let så meget andet imellem: magt, selviskhed, skuffelser, vrede, bitterhed, sårede følelser. Så mange slag på hoften.

For mange opleves forholdet til Gud også som præget af kamp. En kamp for at mærke, at han er der. En kamp for at tro på ham som kærlig og nådig, fordi man synes, at man oplever ham, og erfarer ham, som alt andet. En kamp der kan efterlade mennesker kolde og rygvendte. Hvis de da ikke bare selv overtager den vrede, de mener, er Guds væsen og bliver vrede og hadefulde på hans vegne.

Man kan jo også - for nu igen at skifte til det menneskelige perspektiv - se det fra faderens synsvinkel. Hvad kan han gøre, når han står med sit barn, hvis gang han gerne vil lette ind i verden? Ja, han kan stole på sine principper og sin forståelse af, hvordan man nu begår sig bedst her i verden. Og så kan han ellers gøre sit bedste for at ave og sætte barnet på plads.

Eller han kan trække sig lidt tilbage. Som den gamle alfahan med gråt i pelsen efterhånden trækker sig længere tilbage i grotten for så engang imellem at komme buldrende frem og markere sig. Selvom både han, hunnerne og afkommet godt ved, det er mest på skrømt. Altså gradvis, strategisk tilbagetrækning.

På samme måde er det fat med Gud og os, vil nogle sige. Hvad enten vi frygter hans straf, kæmper med ham, lader ham indtage en mere diskret og tilbagetrukket rolle, hvis han da ikke forsvinder for os, forsvinder helt ind i mørket og glemslen.

Men Jesus lærte os noget andet, han knuste, kan man sige, de gamle skabeloner, vi med vores erfaringer er tilbøjelige til at tænke Gud ind i. For i ham gav Gud sig til kende. Ikke som den dystre kamplystne skikkelse, Jakob mødte i mørket, men som ham der går i møde, ledsager og bærer. Som hyrden, der løfter lammet og fører det hjem på sine skuldre.

Han er ikke den, du skal kæmpe med i natten. Som Grundtvig digter i en af sine julesalmer: Godt kan vi nu ved nattetid, kende som børn, vor fader blid. Vi skal ikke slås for hans kærlighed – som nogle mennesker bruger et helt liv på at slås for deres fars eller mors kærlighed – den er der på forhånd. Vi kan bede til ham, siger Jesus, som barnet beder sin far. ”Fader vor”, skal vi sige. 

I forholdet til Gud, som Jesus bragte os det, er det ikke kampen, men bønnen, det gælder. Han skal ikke overtales eller besnakkes til velsignelse og kærlighed, men har den I overflod. Det nye sindelag hos ham må vi tro på og bede om. Ikke mindst når mørket, som det jo af og til gør, virker tæt og uigennemtrængeligt.

Ved at kalde Gud for ”far” gav han os et billede på, hvem og hvad Gud er. Et billede, som han siger i dagens tekst, en gang skal blive til klar tale. Et billede vi indtil da må fastholde hver gang vores egne erfaringer fra vores egne blandede forhold til vores forældre og medmennesker, måske truer med at sløre billedet og gøre os utrygge og bekymrede.

Gud er nærværende som en far er det. Men forholdet er uden de skygger, vi kender alt for godt fra vores eget liv. Den her far holder ved sit barn i liv og død. På den måde hører han alle vores hjertes bønner.

Og på den måde har han altid en fremtid til os, hvor det blandede ikke længere er, hvor dødens skygger for evigt fly. Måtte vi tage forskud på det nu ved at leve fremadrettet ved, vores svaghed og halten til trods, at bære den her overflod af kærlighed fra ham videre ind i forholdet til vores næste og gøre vores til at udligne det underskud, der lige netop dér præger billedet.

Guds sindelagsskifte skal også være vores. Det er pointen i det hele. Den gamle fars orden er ovre. Kampens tid er omme. Noget nyt er på færde. Sønnens tid, bønnens tid, velsignelsens tid. Alt det som pinsens Ånden vil bringe for dagen og holde os fast på og ånde ind i os, vores gamle nedarvede erfaringer og vores indbyggede modstand til trods.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

   

Amen