Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken ved teologis 75 års jubilæum

fredag den 8. september 2017 kl. 09.30 i Aarhus Domkirke

Salmer: 739 Rind nu op, 365 Guds kærlighed, 164 Øjne, I var, 294 Talsmand. Nadver: (683 Den nåde, 696 Kærlighed er lysets kilde) 321 O Kristelighed

 

Lad os begynde med slutningen. Dér hvor Jesus siger: “Gå du hen og gør ligeså! ”. For det er en rimelig barsk besked. En barsk besked til den lovkyndige, når han nu lige har glædet sig til en kamp på traditionsbårne fortolkninger og skriftbaserede argumenter, et godt gammeldags teologisk battle med hjemmebanefordel.

Som en sand teologisk kombattant har den lovkyndige først smidt emnet “hvordan arve evigt liv” på bordet, dernæst da Jesus, som vi hører, henviser til det store bud i loven om at elske Herre sin Gud og næsten som sig selv, slår han lynhurtigt kontra: “Hvem er så min næste” og står nu trippende og venter på et modtræk.

Han tror måske – som den trænede udlægger af teksten han er - at han véd, hvorfra slaget kommer. Men han fortælles så af Jesus i stedet ind i lignelsens skarptskårne handlingsforløb, og i få øjeblikke glemmer den lovkyndige sig selv og sit forehavende for i stedet at lytte og for sit indre blik gå ad støvede veje, hvor mennesker, man måske synes man kender, færdes og gør ting ved og for hinanden.

Og da han så har hørt fortællingen til ende, den lovkyndige, og står der for et øjeblik fanget med paraderne nede og på det forkerte ben, må han på Jesu spørgsmål om, hvem der så var den nødstedte mands næste, svare ud af sit hjerte og ikke ud fra det håndterbare religiøst-juridiske lovkompendium, han ellers er så ferm til at mobilisere.

Og så, før end det nærmest går op for ham, at han lige har svaret, at det da var den barmhjertige, den fremmede, samaritaneren, katapulteres han med Jesu korte, knappe “Gå du hen og gør ligeså! ” tilbage i fortællingen, hvor han nu lige pludselig SELV har fået en hovedrolle.

Hvorefter mesteren, har man lov at tro, vender sig så kappen flagrer omkring ham for at lade den lovkyndige, teologen, traditionsforvalteren, stå tilbage der med sig selv og sit eget, overladt til den virkelighed og verden, som ikke lader sig filtrere gennem religiøse foreskrifter traditionen og alle de urokkelige meninger, grænsedragninger og uflyttelige fundamenter, der ofte følger med i dens kølvand.

”Gå du hen og gør ligeså! ” En rimelig barsk besked til ham og til os, fordi den river os ud af vores foretrukne gemmesteder, bygget op af netop ord, meninger, love, ideologier, fundamenter, territorier og teologier, og sender os derud, hvor der måske ligger en og bløder i grøften, og hvor en næste ikke er en, der sådan lader sig definere, artsbestemme og sætte ansigt på, på forhånd. Sådan er evangeliet fyldt med manøvrer, der fanger os på det forkerte ben. Det lader sig ikke tøjle eller tøjre på forhånd. Det vil nådesløst være nådig nutid til enhver tid.

Ikke desto mindre er lignelsen om den barmhjertige samaritaner en lignelse, der i særlig grad er blevet forsøgt hegnet ind. Man kan næsten sige, forsøgt trukket tilbage til de teologiske abstraktioners sfære, som den lovkyndige følte sig hjemme og gerne ville fange Jesus i. Og det måske netop på grund af den barske slutreplik om, at du og jeg, ligesom den lovkyndige, skal gå hen og gøre ligeså. Sværere er det ikke, synes Jesus at sige, velvidende selvfølgelig, at det lige præcist er det – svært, rigtig, rigtig meget svært.

En måde at omgås lignelsen på og ad den vej indirekte distancere sig lidt fra den hovedrolle, man selv tildeles i den, kan så være at tildele alle mulige andre birollerne. Præsten og levitten der går forbi oppe på vejen. Uha. Det kan jo være alle de skinhellige hyklere, man nu kan komme i tanke om, alle de politikere man ikke vil stemme på, debattørerne man hader og de på forskellige måder fromme folk, man ikke holder ud. Og der er nok en del at tage af. Og hvem er så manden, vi skal være en næste for? Enhver nødlidende, de tilkommende flygtninge eller ham, der er faldet sammen på mit dørtrin? Den halve verden, danske landsmænd eller den aller- allernærmeste familie? Vi kender diskussionen. Og samaritaneren? Hmm. Ham kan vi jo altid mere eller mindre direkte anklage nogen for ikke at være nok som.

Og så er der den lovkyndige? Ja, det kunne jo lyde, som om jeg selv har forsøgt at frisere lignelsen her ved at tildele ham rollen som tør teologisk-juridisk teoretiker og sofistisk ordfægter, der får virkeligheden lige i masken. Og for så vidt kan jeg måske siges – hvad jeg nu ikke har tænkt mig - at bære ved til en tradition, som det i dag fejrede teologistudie i sine tidlige år som fakultet fik at føle, når det blev kaldt for ”en røverkule”. Måske ligefrem, når jeg nu tænker over det, en diskret henvisning til dem, som manden i lignelsen faldt i hænderne på. Eller når længst dimitterede præster ude i marken, fremstillede/fremstiller det gamle bjerg, man var rundet af, som en selvtilstrækkelig akademisk højborg på sikker afstand af grøftens virkelighed eller – for den sags skyld, en anden af de gamle sager i erindring – på hovmodig distance af folks forestillinger om det evige liv og dets beskaffenhed.

Men, som sagt: sådan, ved hellere at uddele birollerne, der jo gavmildt lader sig besætte og ikke mindst efter behag dømmes ude, undviger du den lignelsens hovedrolle, vi, akkurat som den lovkyndige tildeles, og hvor ideologisk og teologisk sikkerhedsnet og mulighed for ditto magtspil ifølge Jesus ikke gives. For ”gå du hen og gør ligeså! ”.

Så måske vi hellere skulle tage udgangspunkt i de roller Jesus uddeler i Lukastekstens indledende linjer. Eller roller og roller: Den status han tildeler os, der hører ordet om ham. En status som vidner. Som vidner, der om ikke som han samtidige ser, men som dog i hans ord hører ham, og i ham hører, hvad profeter og konger har ønsket og længtes efter at se og høre. Længtes med hele den gamle pagts længsel.

Og svaret på den længsel, Guds svar i sin søn, Jesus Kristus, vor herre, er så en godhed der ikke er et abstrakt postulat eller noget der lader sig udtrykke i en lovtekst eller hegne ind af teologiske spidsfindigheder, men en godhed som med tilgivelse og barmhjertighed lader sig se og høre, hvor mennesker nu er engang er og færdes. I det uoverskuelige, uforudsigelige menneskeliv, hvor ting kan ske, og hvor de sker, nogle gange på grusomme måder, fordi mennesker, Guds godhed til trods, til stadighed vælger deres egen sans for retfærdighed, deres egne behov, anskuelser, mavefornemmelser eller trang til at være stik-i-rend-dreng for en grusom guddom.

For midt i dette, midt i den lejlighedsvise elendighed, hænder det så altså også, at et menneske bøjer sig mod et andet, samler op, glemmer gamle fordomme og nedarvede modsætninger, trøster, renser sår, hjælper på fode og tilbage på vejen.

Jesus fortæller om det i sin lignelse, og den slags sker omkring os, at et menneske får medynk med et andet menneske og bliver en næste for det. Ofte så ubemærket som noget, ude i skyggerne, langt fra overskrifterne, men hver gang er det som en spejling eller genklang af Guds svar til os, Guds svar på vores længsel, i sin søn, i alt det han sagde os og viste os i ham.

Og den godhed, som vi hører om og som vi selv kan erfare og vederfares, er, viste Jesus os, grundtonen, grundklangen, grundtonen i Guds rige, hvor livet ikke lader sig begrænse af død, kors, lukkede grave og altings ophør.

Så meget desto flovere, hvis og når vi som den lovkyndige forsøger at definere, udlægge og som konsekvens begrænse den, for at retfærdiggøre os selv, stjæle vores egen lille fedtede retfærdighed ind i det store, store billede med de uendelige vidder.

Her i skæret fra Guds godhed i sin søn er kun et at gøre, nemlig at gå hen og gøre ligeså. Og så, når vi igen-igen fejler, bære Jesu ord og gerning og ikke mindst den her lignelse om den barmhjertige samaritaner med os som Guds store svar i sin søn, Guds store modsvar, som, har vi lov at tro og håbe, også vil omfavne os, der, i den sammenhæng, hele tiden snubler, falder og griber forkert i vores gennemgående elendige forvaltning af hovedrollen, som aldrig nogensinde – det er i hvert fald sikkert – nomineres til en Oscar.

Og måtte vi så, vi, med Jesu ord, vidner til dette Guds storværk, gøre vores til, at skriftens ord herom kan lyde klart, så at vores ulyksalige trang til selv at komme i vejen med vores eget til stadighed vil blive forstyrret.

Vi lever så afgjort i en råberiets tid, hvor troen såvel som vantroen let bliver til en markering, et manifest slagvåben, og hvor Jesu stadige opgør med netop den måde at tro på, hans konstante afdriblinger af religiøse bogholdere og deres latente vrede, hvor det lidt for let glider i baggrunden i forhold til de bastante udmeldinger for eller imod og den storstilede rollefordeling, der følger med.

Nej, vi skal på den måde ikke lades i fred, ikke sande til i urokkelige meninger, ikke forstene i vores eget, ikke blive inden døre, men altid forbløffes, overvældes, skubbes til, ja pustes på, drives af, flyttes af Guds Hellige Ånd til at gå hen og gøre ligeså.

Måtte han virke til, at Jesu ord og gerning, grundtonen fra det evige Guds rige, at det altid må trænge igennem til os og hos, til trøst, håb, mod og lyst til dagen derude hvor der altid er et arbejde, der skal gøres, hvor der altid en verden der skal leves og kæmpes i, altid er en fremtid, der skal tages hul på, og hvor vi altid er en næste for en, der med længsel venter på os.

Så tillykke til teologi i Aarhus med de 75. Måtte I så gøre jeres til og få styrken til vedblivende at åbne, udfolde, kaste lys over alle de rige lag af tro, tænkning, historie, sprog der føjer sig om dette budskab, der lød dengang, som vi i kirken bevidner og for hvis: Gå du hen og gør ligeså”, vi aldrig kan gemme os.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen