Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken Skærtorsdag

Skærtorsdag den 13. april 2017 kl. 10.00 i Aarhus Domkirke

 

Salmer: 466 Vor Herre Jesus, 458 Zion, pris, 455 Mindes vi, 179 Herren god, 456 Vor Herre Jesus. Nadver: 180 Hører til

 

Jeg tænker, at mange af jer kender til de afbildninger af Jesus sidste måltid med sine disciple, som vi finder på altertavlerne rundt omkring i vores landsbykirker. Jeg tænker også, at de gode malere dengang i 16-1700-tallet, hvor de fleste af billederne er blevet til, har lånt lidt fra hinanden, for der er mange fællestræk. Bordet de er samlet om, har ofte en ren hvid dug. På dugen noget der med lidt god vilje kan udlægges som et stegt lam. Dér lidt brød, en kniv måske, vin i lerkrusene og rundt omkring den samlede discipelflok med mesteren i centrum.

Vi kan genkende enkelte af dem. Johannes, der skulle være Jesu yndling, sidder eller ligger hengivent ved hans bryst, selv om det på de lidt kluntede og naive skildringer mere ligner en venlig brydekamp, hvor Jesus har Johannes hoved i en skruestik. Nogle af dem ses i heftig diskussion om, hvem der skal være størst i himmeriget, og et eller andet sted, ligesom lidt på afstand af det hele, Judas den skurk, med rødt hår – spørg mig ikke hvorfor – en rummelig pung med plads til ca. 30 sølvmønter og en kappe, der er gul, falskhedens farve.

I det hele taget er der ikke meget ro og samling over det her måltid. Det er lidt ligesom ved en børnefødselsdag, hvor hver især sidder og kører rundt på stolen og har gang i alt muligt andet end lige netop at spise sammen. Skærtorsdag aftens sidste måltid, nadverens måltid, som vi deler det her i kirken, vil vi nok sige, handler også om fællesskab, men der er ikke meget fællesskab over det for så vidt de gamle landsbykirkekunstnere har skildret det. Tydeligt nok er det Jesus, der binder det hele sammen. Det har de fanget. Det er Jesus, der ved, hvor det bærer hen ad. Så ubærligt meget ved han. Mens hans følgesvende fjotter rundt med hver deres, som de mennesker, de jo er. Hver har sit for. Hver mand sne egne planer.

Der tales for tiden en del om fællesskabernes krise. Og med et vist belæg. Alene det at vi taler så meget om noget viser jo, at det ikke længere er som før. De gamle givne fællesskaber – folk, fædreland, familie, lokalsamfund – forvitrer. Nu vælger vi fællesskaberne. Og vi vælger dem, hvor de andre ligner os, og tænker som os, og tror som os, og bor som os.

Velfærdsstaten og dens institutioner er under pres, vil nogle sige, fordi vi føler mindre for det fælles og mere for vores egne projekter. Vi skal skabe os selv, realisere os selv i stedet for at hvile i det, vi har fået, det, som er givet os, så at sige, på forhånd. Er det måske derfor sulter unge piger sig selv? Er det derfor, at flere og flere melder sig HELT ud og lever i skyggerne og sover på gaderne? Og er det derfor, at ny fællesskaber opstår på ruinerne af de gamle, men fællesskaber, der mere end noget andet bygger på at have en fælles fjende, en fælles modstander, en fælles vrede mod nogle, der ikke hører til?

Og ja, jo, der er meget at sige og mene om fællesskaberne og fællesskabernes forandringer, og vi kan jo altid blive enge om, at det nok er til det værre. Det kunne vi såmænd være blevet enige om for 50 år siden også og 125 år siden for den sags skyld. Men fællesskaber befinder sig vel altid i en tilstand af opbrud og uro. De knager og brager vel altid i fugerne.

Det var måske, hvad de så, de gamle altertavlemalere, når de der ved skærtorsdags måltid, hvor harmonien burde herske, så og skildrede en flok, hvor hver især sidder og ligner en, der er på vej væk eller har tankerne et helt andet sted, dvs. på egen vinding, magt og ære. Med belæg i teksterne. For i påskens beretning har vi jo den samme ustadighed. Den ene dag jubler mængden i gaderne, fordi deres frelser og undsætter endelig kommer til dem. Kort tid derefter kræver de ham henrettet som gudsbespotter og farlig oprører. Den ene dag et. Den anden dag noget andet. Som at vende en hånd.

Fællesskaber – fædreland, folk, familie, samfund - kan rumme så meget godhed og gavmildhed, når de fostrer os og bærer os, giver os havn, håb og hjemsted. Og fællesskaber kan rumme alt det modsatte, når de for at opretholde sig selv – ja, når de måske også af gode og nødvendige grunde vil opholde sig selv - får skarpe kanter, spidse takker og kolde blikke. Fællesskaber består af mennesker. De er gjort af menneske-materiale og er derfor ikke mere solide, uegennyttige, retfærdige og gavmilde end mennesker generelt er. Og så er meget vel sådan set allerede sagt om fællesskabernes generelle omskiftelighed. Bestemt også til det værre. 

Skærtorsdags måltid. Igen: Jesus der som det samlende midtpunkt med sin viden om vejen, der venter. Et lille flosset fællesskab om bordet udsat for ydre fjender og indre modstand. Udsat for så meget modstand fordi han udfordrer menneskers fællesskaber eller den selviskhed, der også bor i dem, som den bor trygt og godt i ethvert menneskehjerte. Den selviskhed der vil reservere folkets og troens fællesskab til at være for børnene af huset og som har skarpe kanter, spidse takker og kolde øjne vendt mod dem, der falder uden for. De måltider han før havde holdt hvor toldere og syndere – de i den grad uden for stående - også var velkomne, var i den grad blevet indsat på den konto, der til sidst summede op til beslutningen om hans tilfangetagelse og henrettelse.

Men Jesus insisterer på et fællesskab, et fællesskab som intet menneske med et omskifteligt og selvisk menneskehjerte i brystet selv kan sætte eller opretholde, men som han indstifter, sætter igennem. Ikke ved store ordrige proklamationer, men ved at give sig selv, i vinen og i brødet, helt enkelt, helt konkret til at tage og føle på eller rettere: putte i munden. ”Dette er mit legene”. ”Dette er mit blod”. Sådan har vi hver gang siden, når vi har gentaget det måltid ved vores gudstjeneste, fået også en fysisk mærkbar del i det han kom med, og som vi aldrig nogensinde selv formår i vores små såvel som i vores store fællesskaber. Lige meget hvor hårdt vi prøver.

Vores omskiftelige fællesskaber, som de opstår og forgår, som vi savner, lovpriser og søger. Og så Jesus det blivende fællesskab med os i skærtorsdags måltid. Et måltidsfællesskab som altid vil kritisere, justere det vi går og gør imod og tænker om hinanden, men som også skænker os del i det store fællesskab mellem Gud og os, hvor hans barmhjertighed, retfærdighed, fred, godhed til enhver tid trumfer, hvad vi måtte forsøge at stable op, komme rendende med eller sætte i stedet for. Her er kun favnen, ikke den skygge af udelukkelse, næsten alle fællesskaber i dette omskiftelige menneskeliv bærer med sig.

Da Luther i 1519, kort efter sit trosgennembrud og nogen tid før altertavlemalerne begynder at turnere rundt til landsbykirkene, forsøger at gøre folk klart, hvad det her reformatoriske nybrud betyder, gør han i en prædiken om nadveren, en del ud af det med fællesskabet, nadverens fællesskab, og hvor konkret det er, og hvor modsat alle andre fællesskaber, det er.

Det er, skriver han, et fællesskab, akkurat som et lille samfund, som en by, hvor Kristus hører sammen med sine hellige, og hvor brødet og vinen er bevis for, at vi er borgere i byen eller medlemmer af samfundet. Som sådan er vi sammenknyttede med Kristus og med hinanden. Her er vi ikke forskellige fra hinanden, med sammen med hinanden i alt det, der andre steder ville udelukke os: vores svagheder, vores svigt, vores lidelser og synder. Vi er sammen om det, og vi er sammen om at bære det. Her er et fællesskab, helt konkret, som vi har hjemme i, som knytter os sammen, og som kalder på vores omsorg for hinanden. Med andre ord dét samfund, som vi søger så mange andre steder, men som altid har sine begrænsninger, sine mørke sider.

Det er, hvad Jesus insisterer på, her aftenen inden langfredag, inden det store sammenbrud af det største og vigtigste fællesskab af dem alle, dét mellem Gud og menneske tilsyneladende brister. Måske derfor uroen ved skærtorsdags måltid, skal vi tro de gamle naive skildringer af det. Som dønninger, der varsler den store storm. Men gennem stormen, på trods af stormen, som det der holder gennem stormen – holder gennem enhver storm vi måtte erfare, når noget vi håbede ville holde brister for os – som det der holder, når Gud synes at have forladt bygningen – nemlig det lille store måltid, Jesus indstiftede med sin handling skærtorsdag, og de få ord han knyttede til den.

Luther skriver: ”Når jeg er en synder, når jeg er en falden, når denne eller hin ulykke rammer mig, velan, så går jeg til alters og modtager et tegn fra Gud på, at Kristi retfærdighed, hans liv og lidelse, med samt alle de hellige engle og de salige i Himmelen og de fromme mennesker på jorden, tjener til støtte for mig. Skal jeg dø, så er jeg ikke alene i døden, lider jeg, så lider de med mig. Al min nød har jeg sammen med Kristus og de hellige, for jeg har et sikkert tegn på deres kærlighed til mig. Se, det er frugten og nytten af dette sakramente, hvorved hjertet bliver glad og stærkt.

Meget går i stykker for os. Rigtig meget. Til sidst det hele. Men noget står fast og bliver, et fællesskab holder, siger Luther. Og det er godt at vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

             

de, inden vi går ind i langfredags mørke.