Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken palmesøndag og kirkeindvielse

søndag den 9. april 2017 i Silkeborg Kirke

Salmer: 3 Lovsynger Herren, 176 Se, hvor nu, 192 Hil dig, 57 Herre fordi du

Jesus er på vej, som vi hører det og lige har sunget om det. På vej ind i Jerusalem. På vej mod sin tilfangetagelse. På vej mod lidelse og død. Det er en lang vej, der er ved at være til ende. For Jesus har, lige siden han trådte frem, været på vej.  På lange og støvede mellemøstlige veje, gennem ørkner, gennem byer. Der er besøg undervejs, møder, måltider, masser af afstikkere fra den slagne vej, men hele tiden fremad mod dette, der nu skal ske i Jerusalem. Det kun han ved, der skal ske, og som disciplene ikke forstår, ikke fatter en bønne af, HVORFOR skal ske, men som SKAL ske, ja som MÅ ske, fordi han undervejs har brudt så mange grænser ned, forceret så mange skel af dem mennesker sætter mellem hinanden eller mellem Gud og os.

Vi er SELV på vej. Hver og en af os. Uafbrudt. Vi har alle veje, vi følger. Veje vi skal følge. Veje vi må følge. Veje vi måske har valgt at følge. Nogle gange i høj hastighed, flot cruisende med musikledsagelse for åbenstående vinduer, andre gange tøvende i sneglefart på bumpede markstier, du ikke rigtigt ved, hvor ender. Eller måske med søvnig fartpilot på vanens motorvej, hvor du aldrig helt kan huske, hvor langt du lige er kommet, om vi er på den ene eller den anden side af Vejlefjordbroen eller frakørslen til Silkeborg. (Nu er ingen længere i tvivl om, at man ER kommet til Silkeborg - med blåt lys, faunapassager og al ting).

Men generelt kan man vel sige, at hvor du engang glad færdedes på vekslende vejunderlag, med varierende accelerationer med frakørsler, stikveje og u-vendinger nogenlunde efter behag, så oplever du også med årene, at vejen ligesom snævrer ind og efterhånden bliver til den ene, hvis endemål står dig stadigt klarere for øje, uomgængeligt, ufravigeligt, og som du nærmer dig i noget der nogle gange minder om æseltempo, sagtmodigt fremadskridende.

Jesu indtog i Jerusalem på æselryg, den sidste del af en lang rejse. Vores livs rejse, på vores livs veje, altid på vej mod den slutning, der nærmer sig. De to fortællinger, Guds store fortælling i sin søn og vores den lille fortælling, som den nu måtte forløbe, de to fortællinger taler sammen, hører sammen. For Guds veje er ikke længere højt hævet over vores. Tvært imod: I Jesu gik han på VORES veje, de veje VI skal gå. Men han gik foran.

Jesus gik foran, sådan at vi nu kan sige, at lige meget, hvor vi kommer, lige meget hvor vi bliver ført hen på den resterende del af vores vej her i verden, så har han gået der. Han har været der før os. Han har gået HELE vejen. Også gennem mørket og graven. Godt at vide, når vi skøvler rundt, tøver, nøler, går baglæns og bliver bange for alt det, der venter henne om hjørnet. Godt at vide når vi føler os uden retning og mål. Han går med os, hos os. Han forrest, vi bagefter.

I mange kirker landet over bruges søndagen i dag, Palmesøndag, tit til familie- eller børnegudstjeneste, hvor vandringen op til Jerusalem opføres efter alle kunstens regler. Nogle steder har man måske indforskrevet et sagesløst æsel eller en sagtmodig pony fra nabolaget. Udklædte små udgør følget, der viftes med palmegrene af pap, og så kan menigheden passende indtage rollen som den jublende mængde, der et par dage senere forvandles til den fordømmende flok.

Kirkerummet, som vi kender det, med kirkegulvets lige vej, med bænkene til begge sider og altret øverst oppe udgør næsten den perfekte scenografi for sådan et Palmesøndags kirkespil. Og hvor henne, hvis ikke her i kirkens rum, med dets særlige indretning, mindes vi i den grad om, at Gud slog følge med os i sin søn, at han går på de veje, vi går, men at han går foran.  

Vi sidder her inde - og vi har siddet her i generation efter generation - med hvert vores, med tak og salmesang, men også med bekymringer og sorger, sammensatte og omskiftelige som vi nu er, akkurat som mængden den dag i Jerusalem. Alle, som sagt, altid undervejs i vores liv, på vores livs mange og forskellige veje, alt imens vor herre kommer til os, i sin fattige og uanseelige skikkelse, i ordet der lyder her oppe fra alter og prædikestol, i dåben og nadveren. For, som de gamle salmedigtere siger, at ride ind i vores hjerte med mod, trøst, tilgivelse og den kærlighed, som gør det gamle nyt, det visne grønt og død vinter til spirende forår.

Kirken, som de byggede den og indrettede den her ved Silkeborgs torv for længe siden, den fortæller, som så mange andre kirkerum, om den her fælles vandring mellem Gud og menneske. Hvordan han gik foran os, OG hvordan han kommer tilbage til os med alt det han vandt, da han gennemførte den rejse, vi ikke selv formår.

Her inde i kirkens rum sidder vi godt nok mestendels. Vi sidder med hver vores. Vi lytter og synger og ber. Men bevægelse er der sandelig. En kommen og en gåen, kan man næsten sige. Forestiller vi os sådan en filmoptagelse over tid, I ved, hvor man tager et billede med jævne mellemrum henover dage og år, og så bagefter afspiller det som en film, hvor lang tid gøres til kort tid, hvor mange år sammenfattes i minutter. Forestiller vi os sådan en optagelse herinde, strakt over generationer, ville vi se en vældig trafik, hvordan I, byens borgere, sognets beboere, gennem tiderne er kommet og gået op af kirkens gulv med jeres små, med jeres døde og med hinanden.

Og denne strøm, denne gåen og kommen gennem tiderne med både lette og tunge hjerter, FORDI Gud i sin søn slog følge med os, gik foran og hele tiden kommer til os dér hvor vi nu er. I ham lod Gud sig bevæge af vores nød og i ham ville ha bevæge os, så at vi bevæger os hen til vores næste.

I dette smukke, nyrestaurerede kirkerum, her i Silkeborg kirke, der ligger, hvor den altid har ligget, men som I trofast er gået ind i og kommet ud af gennem generationer, er der både med ny kunst og gammel indretning fortalt om den her store bevægelse, den her store vandring eller samvandring mellem Gud og menneske, som hver eneste gudstjeneste, hver eneste kirkelig handling beskriver.

På alterskranken som vi undervejs i gudstjenesten, under altergangen, bevæger os op til, ser vi, der hvor vi skal knæle, Jesus knæle. Hvor vi knæler, knæler han med os.

At knæle, det er også en bevægelse, en hjertets bevægelse, når man tager imod det, man ikke kan sige sig selv, det man ikke forstår, men heller ikke kan være foruden. Når du knæler tager du imod. Da Jesus knælede i Gethsemane have, som kunstneren skildrer det, tog han imod det, der var Guds vilje med ham, at han skulle gå afmagtens vej og vise, at Gud også er dér for sit menneske.

Og her ved alterskranken, når du knæler, tager du jo netop imod det. Du tager imod det Jesus kom med, og som han delte - og deler - ud af med sit legeme og blod. For hvor du er, vil han være. På vejen du går, vil han gå. Med sin tilgivelse, med sin kærlighed, sit håb, sin tro, sit fællesskab.

Når du knæler, tager du imod, takker du og erkender, at du, modsat Jesus ikke kan gå hele vejen, men at du tager med brødet og vinen imod hans følgeskab og fællesskab. Du falder, som Kingo siger et sted, på dit hjertes knæ.

Og knælende ved alterskranken kan du så også på altrets front se, hvordan han på den sidste del af rejsen han gjorde for dig blev ladt alene, hvordan han bar sit kors alene. Og bagved igen kirkens gamle udskårne alterbillede med korset de hængte ham op på, korset, hvorpå Guds egen erfarede den store sorte smertefulde intethed, som Gud også ville kende og være i, og som han ville sprænge indefra med sin kærligheds kraft. Alt det som påskemorgens opstandelse fortæller os om, og som gør, at korset her i Silkeborg kirke fremstår som gyldent, gyldent som morgensolen er det, når den finder ind gennem korets vinduer.

Hertil på den anden side graven gik Jesu vej. Så langt går vores veje ikke. Men han sprængte alle grænser, han afviste tyrannerne og deres vold, han afviste døden, den største og sidste tyran af dem alle. Han sejrede og vendte tilbage til os, der knæler og sidder hernede for at tage OS med forbi alle de grænser og skel, HAN smadrede på SIN vej.

Så sådan kan vi nu gå, rejse, færdes ad vores veje, i Jesus følgeskab på en åben, en banet vej. Ikke nødvendigvis en let eller lige vej, ikke nødvendigvis på en tilværelsens tresporede motorvej med lys, udsigt og faunapassager, men en vej, der har både mål og mening, hvorpå du aldrig rejser alene, og hvor mørket aldrig skal blive enerådende. En vej om hvilken de ord, der er skrevet her på altret, ganske kort og fyndigt siger det hele, som de på samme måde siger det hele om optoget dengang på vejen ind i Jerusalem, og alt hvad det kom til at betyde. To ord. To små beskedne ord, som rummer en hel verden, en ny og glædelig virkelighed. "Nåden Er", står der. "Nåden er". "Nåden ER".

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi mindes i dag de lidelser, den vinter, lang og kold og hård, der blev vores land og folk til del d.9.april for 77 år siden, og vi mindes med tak det forår der fulgte fem år derefter. Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

                     

Hvor han er, skal vi være

Vores indbildning at vi er alene om det her

At vi er særlige, at vores tid er særlig

Hans vej fortsatte

Den banede vej

Tilgivelsen, nåden, barmhjertigheden bliver. Nåden er.

Går som under grønne lind

 

At se længere end os selv