Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken Kristi Himmelfartsdag

Torsdag den 25. maj 2017 kl. 10.30 i Bregnet Kirke

Salmer: 257 Vaj nu, Dannebrog; 266 Mægtigste Kriste; 259 Din himmelkrone; 318, Stiftet Guds søn; 725 Det dufter

 

Vi har, de fleste af os, flere forskellige huse, men også flere forskellige kirker i vores liv. Huse, hvor vi boede. Kirker, hvor vi kom. I en af dem jeg kom i gennem flere år, sad jeg tit og kiggede lidt mystificeret på et felt i den gamle renæssancealtertavle, forestillende himmelfarten, som vi jo fejrer i dag.

Et underligt billede er det. Det illustrerer selvfølgelig også en underlig tekst, hvor fysikkens regler udfordres ret så bastant, men det forestiller i al sin enkelhed en gruppe mennesker, der står i billedets nederste højre hjørne og kigger efter et par fødder, der i tilsyneladende høj fart er på vej ud af billedets øverste venstre hjørne.

Nu ved jeg ikke om I som mig har tilbragt en stor del af jeres barndom og tidlige ungdom med at læse tegneseriehæfter, men når jeg sidder og ser på billedet, får jeg altid lyst til at sætte en taleboble på det, hvor der skal stå: Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Jesus der farer til himmels / Superman!

Nå, maleren har selvfølgelig forsøgt at skildre, hvad der står om den her himmelfart, altså at den opstandne efter sin tid her på jorden, nu løftes op fra den, op til himlen. Og vi kan selvfølgelig med vores velbegrundede respekt for naturlovene være nok så skeptiske, men der er faktisk, i beretningen om Jesus, en vis for tællemæssig logik i, at hans jordiske liv slutter på den her måde. Der er nemlig en dynamik og bevægelse i himmelfarten, som der er dynamik og bevægelse i hele fortællingen om Jesus og hans færden på jorden, som vi har lyttet til den det sidste halve års tid her i kirken.

Det begynder med hans mors besværlige rejse til Betlehem. Så, efter fødslen, flugten til Ægypten. Sidenhen hører vi om drengens valfart til Jerusalem, og da han træder frem, hvordan han stiger ned i Jordanfloden, hvor han bliver døbt. Så de 40 dages vandring i ørkenen og den lange beretning om, hvordan han med sine disciple, bevæger sig rundt i Galilæa og omegn: Op i bjergene, ind i byerne, ud på søen, ud i grænselandet. Han kommer til folk, går ned i grøften til den blinde, ind til de sørgende, ud til de søgende. Altid på vej, altid i bevægelse.

Til sidst påskens færd ind i Jerusalem, der bliver til lidelsens vej med korset på ryggen. Og da de så troede, de havde ham, da de troede hans rastløse bevægelse, hans for dem rastløst nedbrydende bevægelse rundt i landskabet var slut, var omme, da de naglede ham til korset, tog hans liv, lukkede ham inde i graven bag den store sten, så fulgte opstandelsen, graven han var gået ud af og ordene om at han var gået foran dem til Galilæa.

Og da de mødte ham igen, som den opstandne, var det selvfølgelig på en gåtur ud på landet, og han kom til dem igen, gennem lukkede døre. Aldrig kunne han bindes, fæstnes, stoppes, standses. Så sandt som det nu er Guds væsen, i ham, at bevæges, at være i bevægelse og bevæge menneske mod menneske. Så sandt som kærligheden altid er i bevægelse.

Og læg så lige mærke til, at, mens de står og glaner efter ham, disciplene, og, måske i få tunge, tunge øjeblikke synes, at al bevægelsen, efter hans tilsyneladende afsluttende stort anlagte bevægelse til himmels, at den bevægelse nu - for alvor - er slut, er ophørt, at mens de står der tunge og uflyttelige af sorg og afsked og føler, at de er overladt til jorden og dens sugende tyngdekraft, så lyder det, tror jeg, let bebrejdende, men dog sært opmuntrende: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?. Der står, at det er to mænd i hvide klæder, der siger det. Ligesom den unge mand, også i hvide klæder, der ifølge Markus, sad i den tomme grav, og sagde til de forskræmte kvinder, der også stod der som forstenede: "Han er opstået han er ikke her ... se, han er gået i forvejen for jer til Galilæa". 

I begge tilfælde er beskeden den samme: Bliv ikke stående her. Videre med jer. Ud i jeres liv med alt det her. Ud og fortæl, forkynd. Guds store bevægelse i sin søn er ikke slut. Den fortsætter med jer.

Og det er det vigtige i dag. Ikke det med den lidt for fantastiske opstigning. Fødderne der forsvinder ud af billedets øverste venstre hjørne.

Men siden dengang, Jesus på den ene eller den anden måde, ophørte med at være fysisk tilstede blandt sine disciple, har kristentroen været i konstant bevægelse, flyttet sig rundt ad alverdens veje og omveje. Det vil sige også her til, hvor de byggede den her kirke og alle de andre kirker, vi, og dem før os, er kommet i og har tilknytning til. Og nogen tid - en hel del tid – fulgte så også den sognegård, hvis jubilæum vi fejrer i dag.

Og apropos det med kirkerne og husene. Jeg hørte engang en udenlandsk teolog og kirkemand undre sig over, at vi der – ikke mindst med dagens tekst - har fået at vide, at vi skal gå ud, bevæge os ud i verden og gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, at vi - i særlig grad her i Danmark, har været så ivrige efter at slå os ned, bygge huse, blive ved med at bygge huse, og hæge om sognegrænserne og det lokale kirkeliv.

Og man kan for så vidt godt undre sig lidt med. Men der er vel både en negativ og en positiv side af den sag. Den negative når vi billedlig talt også bygger høje, solide mure og lukker os godt og grundigt inde bag dem i vores måde at læse og forstå Bibelen og udlægge Jesu budskab på, sådan, at vi gør det levende budskab til død tradition, til historie og fortid og et værn imod eller et helle for det vi ikke forstår eller bryder os om, et værn imod den omskiftelige verden omkring os.

For så er det jo lige netop, at vi - igen billedligt talt - står og glaner efter den himmelfarne, hæger om hans minde og gør ham til vores egen eksklusive sandhed frem for at gå ud i verden og bringe ham og det han stod og står for med ind i mødet med vores næste. Så er det, at vi bliver kustoder, husholdere fremfor vandringsmænd. Så er det vi fedter med og nøjsomt udmåler den nåde han kom til os med i svulmende overflod.

Det, der kendetegnede mange af de sammenstød Jesus havde med sin tids religiøse autoriteter, var ved netop, at de ville reservere Guds kærlighed til hans skabning, gøre den betinget, til et grundfæstet hus, et tempel med en meget lille fordør, fremfor at lade den leve, komme til orde og skabe bevægelse mellem mennesker. De ville - i forholdet til Gud - stilstanden, deres stilstand, ikke bevægelsen, hans bevægelse. Bevægelsen ud mod næsten. I tilgivelse, trøst.

Terroren i Manchester forleden og de mennesker der udtænker den er vel, i ekstrem grad kendetegnet ved en religiøsitet, hvis man overhovedet kan kalde det sådan, der vil lukke, reservere, støde ud, og som er parat til at gøre ondt, i ekstrem grad ondt, for at opnå et mål, som de kalder Guds, men som alene, alene, er hadefulde menneskers.

Og lad mig så i den sammenhæng – men uden sammenligning ï øvrigt – tilføje, at hvis I har det svært med ordene i dagens tekst om at tage på slanger og drikke gift, så er det til at forstå. For de ord har ikke meget Jesus i sig, ingen nåde. Kun meningsløse krav, tegn reserveret for en indforstået flok. Lad os så hellere holde fast ved, hvad han også siger i dagens tekst, netop at vi skal gå, bevæge os ud i alverden for at prædike evangeliet for dem alle. Ikke blive inden døre – sådan billedligt talt – men gå ud, gå næsten i møde for at bringe den store glæde videre, for at bringe lyset ind i dit medmenneskes liv.

Nå, men der er så sandelig også en positiv side ved det med husene, vi har bygget og stadigt bygger fremfor at vandre rundt på vejene ud i alverden for at forkynde evangeliet.

Og det har noget med hjemmet og det hjemlige at gøre, når de store, store, nogle gange næsten for store ord her i kirken, såvel som i husene vi siden byggede, kan finde en fortrolig klangbund, fordi alt vores klinger med.

Her i huset vi kommer til med vores spæde og vores døde, her i fortrolige omgivelser, kastets evangeliets nye lys over vores hverdag, over det vi kender til. De store ord slår følge med jævne ord, ligesom naturen her uden for husets vinduer slår følge med kirkeåret: sammen med påsken det tidlige forår, forsigtigt og tøvende som disciplenes glæde. Sammen med pinsen skærsommer, fuldt nyudsprungent løvdække, nu hvor Guds gerning i sønnen, ved åndens mellemkomst, skal blomstre og sætte frugt.

Men midt imellem de to den lidt oversete Kristi Himmelfart, den store eksplosion af løvspring og blomstring, dynamikken og bevægelsen, som Grundtvig sætter ord på i Kristi Himmelfartssalmen over dem alle, den vi begyndte med at synge: Vaj nu Dannebrog på voven, / rul nu, bølge himmelblå, / spring nu ud, hver bøg i skoven/ sjunger alle fugle små. Og al den her dynamik, al den her bevægelse, fordi, som der også står "Jorden løftet er mod himlen /himlen sænket er mod jord".

I Kristus er vi ikke længere borger i en af to forskellige verdener: den himmelske deroppe, og den jordiske hernede. Himmelsk og jordisk hører sammen i Jesus og det han kom til os med. Og det er hvad vi skal høre denne skæve helligdag, hvor Vor Herre farer til himmels. Det er, hvad vi skal høre i dette hus, hvor vi samles. Det er, hvad vi skal gå ud med herfra.

Det nye Jesus bragte fortsætter, og det vil bringe os stadigt nye steder hen, hvis vi lytter og følger og på den måde lader os bevæge af Guds bevægelse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen vi her som der skal kæmpe mod dem, der ikke agter dit lys og dit liv.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen