Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 4. søndag efter trinitatis

Søndag den 9. juli 2017 i Tranebjerg Kirke

 743 Nu rinder solen op, 276 Dommer over levende og døde, 306 O, Helligånd kom til os ned, 695 Nåden hun er, 751 Gud ske tak og lov. Nadver: 313 Kom regn


I dag skal det handle om vrede. Vreden som kan gribe os alle. Vreden der nogle gange får os til - i direkte eller overført betydning - at slå næven i bordet så kaffekopperne klirer, og udbryde et rungende: ”Det her er simpelthen for galt” og som måske ligefrem får os til at overveje, hvilke straffe man med rette kunne nedkalde over den eller dem, der har fået vores vrede til sådan at blusse op,

Overskrifterne i dagens aviser eller nyhedsopdateringer kan være anledning nok. Et tilfældigt og helt aktuelt udpluk af dagens små som store vredesfremkaldende hændelser falder vist ingen af os særlig vanskelig: den verserende bandekonflikt i Aarhus vest, beretninger fra Isis´ rædselsherredømme i belejrede byer

Og jeg kunne sikkert bruge det meste af prædikenen her til en længere opremsning, for vores vrede har masser af anledninger. Små som store. I nyhederne, i trafikken, på arbejdspladsen, i hjemmet. Og ofte vil vi ikke tøve med at føle vreden som en retfærdig vrede. For ethvert anstændigt og rettænkende menneske kan jo se, at det her er for galt. Ikke sandt?

Vreden fylder af en eller anden grund meget i vores hverdag, siger psykologerne og adfærdsforskerne. Måske mere end nogensinde før. Den ligger hos mange og simrer et sted inde bag ved. Nogle gange går den i udbrud. Andre gange går den ned og bor i vores sinds kælder, slår sig ned der og banker på vandrørene dagen lang.

Men dagens evangelietekst og den gammeltestamentlige læsning, der lød fra altret, stiler så nogle, må man nok sige, kritiske spørgsmål til den her vrede, ikke mindst det du måske selv er tilbøjelig til at betragte som den retfærdige vrede, den i sandhed velbegrundede vrede.

For de bibelske tekster ved faktisk noget om vrede. De er ikke fremmede for den. Tvært imod. Bibelen er klog på vrede. Vrede i alle dens afskygninger. Vreden er drivkraft i mange af dens fortællinger: Guds vrede, menneskers vrede, den knusende vrede, der rammer som en hammer, den forkrøblende vrede, der slider mennesker op, og så den her retfærdige vrede eller tilsyneladende retfærdige vrede.

Og denne sidste er lige netop, hvad der tages under behandling i fortællingen vi hørte lige før, om kong David og profeten Nathan, hvor Nathan jo fortæller David om den her rige mand, der tager den fattige mands eneste lam og serverer den for sine gæster, fordi han ikke nænner at tage fra sin store kvægflok.

Og David bliver vred. Vreden griber ham, som den kan gribe os alle, og han reagerer akkurat, som vi gør, når vi hører om brutale, afstumpede og uretfærdige handlinger i vores næromgivelser eller ude i den store verden: Han slår - har vi lov at tro - næven i bordet så kaffekopperne klirer og udråber et ”Det er for galt”. Dén mand fortjener at dø. Simpelthen. Det er ikke andet end rimeligt.

Og David var dog en mægtig gudfrygtig konge og dommer. Ikke en morgensur parcelhusejer bag sin morgenavis. Hans vrede burde principielt være retfærdig. Hans ord havde vægt.

Men profeten Nathan gør så, på en ret unænsom og direkte måde David opmærksom på, at han selv har handlet akkurat som fortællingens rige mand. Ja, faktisk er fortællingens rige mand kalkeret over David selv. David havde jo også – i overført forstand - taget den fattigste mands eneste lam, da han havde sat sin betroede mand Urias på, ja, en Uriaspost, sådan at han kunne gifte sig med hans kone, den smukke Batseba. ”Du er manden”, siger Nathan til David. Og den sidder. Som et tørt hug til kæben.

“Du er manden!”. Nathan punkterede Davids vrede. Han afslørede den. Og man kan næste sige, at han dermed afdækkede enhver såkaldt retfærdig vredes sande psykologi. Nemlig at jo mere vi går og hidser os op over dette og hint – unge voldsmænd, uduelige politikere, rigoristiske embedsmænd, uduelige medtrafikanter, trælse naboer – hvad har vi – des lettere er det for os at overse, hvad vi selv går og gemmer på af fortræd og elendighed.

David havde sikkert besmykket sin handling med alle mulige ædle motiver. Han havde løjet sig fra den, fortrængt den.  Deri ligner han også os andre. Så han så, med Jesu ord, nok så splinten i den rige mands øje, men ikke den store frønnede bjælke, der hang og dinglede fra hans eget. Han dømte, men i sin dom blev han selv fordømt. Det mål  han målte med, fik han selv tilmålt med.

Fortællingen om David og dagens tekst fra Lukas er på den måde et godt og nyttigt notabene til os alle, når vreden sætter sig i vores organisme som syren i en cykelrytters ben, og nogle gange gør vores dag formørket og svært fremkommelig. Husk på, hvad du selv bærer på at svigt og fortræd overfor dine medmennesker. Om end det er af den mere raffinerede slags og nydeligere tildækket end hos voldsmanden og fartbøllen. Husk på at din vrede, på den led, næppe nogensinde er retfærdig. ”Tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje”.

Men skulle I være i tvivl, så er religiøse mennesker ikke fri for at blive vrede. Slet ikke. Mange af dem er vrede på verden og udviklingen. Og ofte med den begrundelse, at de udøver deres egen lille vrede i skyggen af Guds store vrede. De radikaliserede islamister gør – ifølge den her logik – kun hvad han beder dem om, når de kører ind i en folkemængde med en lastbil, prygler og henretter homoseksuelle eller håner og bespotter de frafaldne og lidet troende.

Man kan tale om en tendens til at ville gøre Gud i sit eget billede, sin egen vredes billede. At man forestiller sig, at han billedligt talt, sidder i sin himmel og slår næven i bordet, så kaffekopperne klirrer og vil have hævn og retfærdighed. Med andre ord: Jeg er vred, fordi Gud er vred.

Men når Nathan og Jesus i dagens tekster afslører det uholdbare grundlag vores vrede ofte bygger på, så er det for Jesu vedkommende, fordi hans udgangspunkt er dette fuldstændigt modsatte, at Gud er barmhjertig, at Gud er der for os, som en far for sine børn. Det er sådan, han er. Det er udgangspunktet.

Det begynder ikke i dit eget snævre vredesfyldte mørke, men i det gode lys fra en Gud og far, der vil sin skabning det godt. Altså ikke: jeg er vred, fordi Gud er vred. Nej, helt og aldeles modsat, med Jesu ord: “Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig”.

Og underligt nok, kan Gud som Jesus fortæller os om ham –altså den barmhjertige Gud og far - være temmelig besværlig at have med at gøre. Meget mere besværlig end den fjerne og vrede Gud. Netop fordi han ikke lader os i fred med vores eget mørke, vores fornærmelse, vores selvgodhed og retfærdighedsfølelse. I lyset fra hans godhed, må det ud. Det skal afsløres.

For han vender ikke ryggen til, når vi går og lusker med vores selvretfærdighed. Han ser intenst på os, ser igennem os, som faren på sit barn. Han afslører, hvad vi går og putter med. Som Jesus gør det i dagens tekst. Og i så mange andre søndages tekster.

Og så står vi ellers der. Afslørede. Demaskerede. Uden mulighed for at gemme os bag vores såkaldt retfærdige vrede ved at pege alle de andre – de kriminelle, politikerne, flygtningene, naboerne, medtrafikanterne, systemet - ud som skurkene. De sande skurke. For hvad med dig selv, spørger han. Er du ikke også manden?

Vores trøst er så, at hans blik ikke kun er røntgenblikket, det afslørende, det gennemskuende, men altså også faderens, når han tager barnet til sig trods alt. ”Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du”, som det hedder i en salme.

Det er måske en lidt underlig konklusion, men jeg tror den holder. Den vrede Gud er let at have med at gøre, fordi han lader dig være vred i fred med dine egne tilbøjeligheder til at dømme andre. Du gør ham i dit billede og kan bruge ham som et påskud til selv at være på evigt hævntogt i verden – hvad enten du forkaster ham eller underkaster ham.

Den barmhjertige far, som Jesus fortæller os om, og som han siger vi tilhører, han er ikke sådan at få på plads i dit eget vrede verdensbillede. Han er der imod en kilde til evig uro, til selvransagelse, til selvprøvelse. Han skubber til dig. Han vil noget andet med dig. Han siger: kom ud af din vrede, ud af din selvretfærdigheds hårde skal, ud fra dine bekymringers mørke. Kom ud i mit lys, i min morgensol. Jeg venter på dig. Jeg vil dig.

Det kald må du så lyde. Altid på vagt overfor bjælken i dit eget øje. Altid på vagt overfor din trang til at gøre Gud i dit eget begrænsede billede. Og altid opmærksom på, at det dumme svin, din vredes genstand, er én Gud finder det lige så vigtigt med som med dig.

Guds godhed, Guds urimelige godhed, Guds uforståelige, ufattelige, umålelige og umådelige godhed i sin søn, det er lyset, som vores vrede eksponeres og afsløres på baggrund af her i dagens tekst. For det er det, det begynder, i den store fortælling, som Jesus fortæller om hans, og vores far og os. Det er der, det begynder. Og det er der, det slutter, har vi lov at tro og håbe. Men inden da, er der kampe, der skal kæmpes mod et mørke, der altid trænger sig på i vores hjerte. Godt, at han i sin Hellige Ånd står ved vores side.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen vi her som der skal kæmpe mod dem, der ikke agter dit lys og dit liv.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen