Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 3. søndag efter trinitatis

søndag den 2. juli 2017 kl. 17.00 i Aarhus Domkirke 

Salmer: 3 Lovsynger Herren, 31 Til himlene rækker, 492 Guds igenfødte, 598 O Gud, du ved. Nadver: 695 Nåden hun er.

“Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig”. ”Toldere og syndere”, ”farisæere og skriftkloge” - det er sådan nogle massebetegnelser vi støder på adskillige gange her i Det Nye Testamente. Og massebetegnelser er jo alt andet lige meget praktiske. De er overbliksbefordrende. For så ved man jo ligesom, hvem man har med at gøre. Så har man en stor - måske temmelig uensartet - gruppe mennesker, på plads og i orden. Og derfor bruger vi dem også flittigt i mange andre sammenhænge, de her massebetegnelser. For nu at nævne de mest aktuelle: indvandrere, danskere, de kristne, muslimerne, ateisterne, de kulturradikale, de blå, de røde, de brune.

De er især anvendelige, massebetegnelserne, i en mere polemisk sammenhæng, når man i al korthed vil beskrive, hvem man i hvert fald ikke er, og hvem man i hvert fald ikke vil regnes iblandt. Massebetegnelser og skældsord er dermed lidt i familie, som når Egon Olsen igen har fået nok af uduelige kollegaer i særdeleshed og verdens uforstand i al almindelighed. Hundehoveder, hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater. I kender nok remsen.

Så massebetegnelser - om de er beslægtede med skældsord eller ej - er også forsimplinger, forenklinger, som vi, især når vi selv menes at befinde os indenfor sådan en overordnet kategori, gerne ser lidt nuanceret. Vi synes som regel, at der er lidt mere at sige om os, end at vi hører til i og defineres ud fra sådan en groft tilskåret gruppe.

Ligesådan med ”tolderne og synderne”, ”farisæerne og de skriftkloge”. Hvor sidstnævnte, når vi hører dem nævnt, står for vores indre øje som nogle skinhellige, menneskeforagtende hyklere, sådan tænker vi umiddelbart om tolderne og synderne, at de generelt er nogle, det er synd for. Udstødte, foragtede skyggeeksistenser som blev mødt med spark og spytklatter. Men også her er sandheden langt mere nuanceret. Det vil historikerne i hvert fald sige.

Selvfølgelig. De her massebetegnelser “tolderne og synderne”, “farisæerne og de skriftkloge” er blevet til i en polemisk situation, en kampsituation, hvor Jesu nye lære var i konfrontation med den gamle jødedom, den udsprang af. Men farisæerne og de skriftkloge var i det daglige OGSÅ respekterede, ordentlige, sammenhængskraftsskabende og socialt bevidste borgere.

Og tilsvarende: tolderne og synderne kunne i samtidens øjne være alt det modsatte, nemlig mennesker der på forskellig måde satte privat økonomisk vinding over hensynet til medmennesket og til den religion og tro, der var som kit i fællesskabet.

Lidt irriterende er det selvfølgelig altid, at få pillet ved gode gamle massebetegnelser med alle mulige nuanceringer, fordi det også et eller andet sted forstyrrer ens verdensbillede. Bringer uro i det ordnede. Men i evangeliets sammenhæng er det nyttigt, fordi det fremhæver, hvad der altid er brug for at få fremhævet, hvor radikalt Jesu budskab er. Hvor langt han gik, hvor stort han udmalede Guds godhed, og hvor meget han derved kom og kommer på tværs af vores meget let og meget hurtigt fasttømrede verdensbillede.

For sådan på distancen kan vi jo godt - ligesom vi på forhånd er irriterede på farisæerne og de skriftkloge - have lidt ondt af de her toldere og syndere, der jo dog holdt sig nær til Jesus og som han holdt måltid med. Men jo mere konkrete og virkelighedsnære de uden historiens og stereotypernes filter ville fremstå for os, jo mere ville vi antageligt også dele samtidens forargelse over, at Jesus overhovedet ville have med dem at gøre. Og jo mere ville ordene, lignelserne, i dagens tekst formentlig skure i ørerne på os.

Så lad os nu forestille os, hvad historikerne altså vil være tilbøjelige til at påstå, at tolderne og synderne virkelig OGSÅ har været sådan nogle asociale og troløse snyltere og udsugere, folk man frygtede og foragtede i det skjulte, og som derfor og med rette kunne kalde på nogle Egon Olsen-agtige tirader, jamen så er det da skarp kost, når Jesus i sin lignelse lader den gode hyrde forlade de 99 får, de gode, ordentlige, tilregnelige får - og altså overlader dem til de farer der nu engang hører til det at være får - for at lede efter den ENE fortabte, der for dem, der lyttede til lignelsen, virkelig, i den virkelige virkelighed, OGSÅ var en måske en ikke særlig angergiven blodsuger og udbytter og nedbryder af fællesskabet.

For er Gud virkelig sådan som den her hyrde? Én der ikke kærer sig om sine egne, forlader dem om så skal være, for at lede efter ham, der ikke vil være med, har vendt ryggen til os andre, for så oven i købet kalder til fest og fejring, når ham, idioten, skurken, det dumme svin er hentet hjem? Ja, så kan man da godt forstå, at tolderne og synderne holdt sig nær til Jesus, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig. Det havde vi også gjort. Er jeg ret sikker på.

Det Jesus siger med den her lignelse er altså ikke for en umiddelbare betragtning særligt opbyggeligt. Det er vel nærmest nedbrydende, men det er kun for at sætte den pointe igennem, at Guds godhed er i sin helt egen kategori, at den går over alle grænser.

Og sådan er vi skyldige at gå over grænser og ikke blive stikkende i vores eget lille verdensbillede med byggesten gjort af massebetegnelser og håndterbare forsimplinger, hvor skurke- og helterollerne hurtigt fordeles og uden for meget modstand kommer på plads og i orden.

Man kan sige, at lignelsen om hyrden, der går ud og finder sit får og konen der sætter hele huset på den anden ende for at finde sin tabte drakme afslører vores, tilhørernes, trang og dybe tilbøjelighed til at få vores medmennesker og omverden netop på plads og i orden. Selvom det ligger os i generne og instinkterne, selvom det giver os identitet og tryghed. Og selv om der er måske nok så gode grund til at være Egon Olsen-vred, over vores idioters, skurkes og dumme svins generelle uforstand. Ja,eller måske ligefrem regelrette ondskab.

Jesu lignelse holder vores veje op imod Guds veje og viser os på en ret så effektiv måde forskellen, der er betragtelig. Vores nøjeregnende skelnen overfor himlens grænseløse glæde over, at den fortabte blev fundet og ført hjem. Over at hans menneske - hvor gale veje det end var ude på, blev fundet og ført hjem.  For det er jo DEN store glæde, der er hovedsagen. DET er solen, der står op over landskabet og gør nattens bekymringer og mørkesyner til dårlige og svage erindringer. Det er - om jeg så må sige - overraskelsen der sætter vores triste forudsigelighed på plads med en rungende latter. Gud som den, der leder, samler op, fører hjem, glæder sig, og som vil dele sin glæde og dele ud af sin glæde.

Hvilket billede af Gud at have med sig, holde sig for øje og lade sig retlede af! Alt det i os, alt det i vores måde at leve vores liv på, alt det i din tro og måske religion, der tilsiger skellet mellem de rigtige og de forkerte, dem indenfor og dem udenfor, de kasteløse, de vantro, de fordærvede, den skelnen er og bliver menneskeværk. Den slags kan vi med vores kristentro ikke hvile i og i fred og fordragelighed hygge os med. For er det vores veje, er det ikke Guds. Det er ikke Guds mening med os. Den, der sætter skel, skiller sig fra himlens glæde. Og himlens glæde DET er netop meningen med os.

Som sagt. Kategorier, typer, massebetegnelser kan være nyttige, også på den trælse måde som byggesten i et fasttømret verdensbillede. Som simple stregtegninger af det mangefarvede og rigt facetterede. Som en fastfrysning af det bevægelige. Men hør nu, hvor meget bevægelse, der er i dagens tekst. Hyrden går ud, leder, bærer hjem og kalder til fest. Kvinden smider rundt med møblerne, fejer og leder “ivrigt”, som der skrevet står. For Gud gør sig aldrig nogensinde færdigt med sit menneske. Intet holder ham tilbage.

Vi skal på samme måde ikke gøre os færdige med vores medmennesker. Lignelsen i dag kalder på vores bevægelse, vores hast, hen til den forhærdede, den irriterende, den forkastelige, for i ord eller gerning at gøre ham eller hende klar, at han eller hun er en udvalgt, en savnet.

Så må vi håbe og bede til, at andre møder os, forhærdede, irriterende, forkastelige typer på samme måde. For så bliver der glæde i himmelen, så synger englene, og så er det en verdensskabelse i det små.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, også ganske nær os, smager krigens og terrorens gru. Vær du lys i deres mørke. Giv os mod i kampen vi her som der skal kæmpe mod dem, der ikke agter dit lys og dit liv.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen