Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 3. søndag efter påske

søndag den 7. maj 2017 kl. 11.00 i Gl. Ry Kirke og kl. 16.00 i Sankt Mortens Kirke, Randers 


Salmer: 10 Alt hvad, 31 Til himlene, 243 Luk øjne op, 249 Hvad er det at møde/487 Nu fryde sig, 235 Verdens igenfødelse

 

Kvinden der skal føde. Det er et bevægende og meget virkelighedsnært billede Jesus bruger, da han skal trøste disciplene, fortælle dem, at den forvirring og sorg, de vil komme til at erfare, når han er gået bort, at den vil gå over. Og ikke alene gå over. den vil blive afløst af glæde. Ligesom kvinden der skal føde erfarer det. Og ligesom vi kan erfare det – hvad enten vi er direkte eller indirekte involverede. Hvordan hun ligger der krummet sammen, kæmpende, brølende som en bersærk. Og så, når kampen er ovre, og den lille nye ligger på maven, ved brystet, i armen, hvordan så intet - og jeg gentager, intet – er som før. Alt er nyt. Kampen i mørket, smerten, bekymringen det ene øjeblik og så i det næste: verden der folder sig ud og bliver så stor og god, som man ikke troede den kunne blive det.

Jesus bruger billedet af kvinden, der føder sit barn, til at beskrive en sorg eller en fortvivlelse, der pludselig går over. Men forandringen som billedet beskriver kender vi fra så mange andre sammenhænge, når vi rives ud af en tilstand, hvor verden er lille og bekymringsfuld og den så med et bliver så meget større og bedre.

Vi kender alle til, hvordan hverdagens spekulationer eller bekymringer og al den kortsynede, stakåndede selvoptagethed, der følger med, kan fylde så mange af vores døgns vågne timer, sådan at vi ligesom spærres inde i vores eget, i sindets lille mørke kosteskab. Og vi kender så også til, hvordan en hændelse udefra, noget der kommer til dig ude fra, så pludselig kan ændre perspektivet og få dig til at se lidt længere, trække vejret lidt friere, og for en stund få dig til at se lidt anderledes på tilværelsen.

Ikke så sjældent er det mødet med et andet menneske, der på den måde gør det gamle nyt. Kvinden ligger der – eller faderen står der -med sin nyfødte og hun husker ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født. Mødet med din senere ægtefælle ændrede dit livs kurs for altid. En samtale med et andet menneske løfter dig ud af spekulationerne hængedynd. En gammel ven får dig tilbage på sporet. Et menneske viser dig opmærksomhed, og tingene bliver lidt lettere.

Jeg kan komme med masser af eksempler, og det kan I sikkert også. Men jeg vil gerne give jer et lille litterært et, som jeg synes rammer det med det fornyende eller forandrende møde så fint. Det stammer fra en længst afdød dansk forfatter, som de færreste husker i dag. Knud Hjortø hedder han og han beskriver i en roman, hvordan han en dag kommer gående hen ad vejen, mismodig og grublende over et eller andet. Igen, den tilstand som vi kender alt for godt. Han skriver:

”Sådan grublede jeg. Det var en varm sommerdag. På en grøftekant sad tre børn, deres lyse hår var falmet, og det stod mærkeligt til deres brune ansigter. De blev tause, da jeg nærmede mig, og småfniste, som om de var i skole.

Goddav, sae den første forsøgsvis.

Goddav sae jeg, så godt jeg kunde i samme tone.

Goddav, råbte den anden opmuntret. Goddav, sae jeg.

Godda-av, hylede den tredje. Goddav, sae jeg.

Og alle tre i munden på hinanden: Goddav, goddav, goddav, og så lo de.

Da latteren omsider var stilnet af, hørte jeg den ene sige: Han sae goddav. Og så lo de igen, så længe jeg var inden for hørevidde. Mit mismod var som blæst bort. – Jeg har jo selv et barn, tænkte jeg, og jeg skyndte mig hjem ad; jeg længtes efter ham”.

Manden på vejen husker ikke mere sin trængsel af glæde. Han har pludselig fået øje på noget andet end sig selv og sit eget. Der er ligesom en dør åbnet ind til et større rum, hvor der er andre end ham selv. Man kan sige, at mødet med de her tre lyshårede drenge kalder ham ud til livet og tilværelsen, der altid er større end vi selv er. Sådan, altså, kan et møde ændre enhver og gøre mørke til lys, tristesse til fornøjethed. Mødet forandrer.

Da disciplene mødte Jesus, var det jo også i den grad et møde der forandrede. Radikalt forandrede. Følg mig, sagde han. Og intet var som før. En ny dagsorden, en helt ny dagsorden var sat for deres liv. Tilgivelsens, barmhjertighedens dagsorden, ja, mødets, det personlige mødes dagsorden, når han standsede op ved dem, de andre helst ville skynde sig forbi.

Og så chokket, da de så døden slide ham ihjel, og måtte indse, at de havde svigtet så fatalt.

Og chokket da graven som de i det mindste - i det mindste - kunne passe var tom, ikke befriende, men urovækkende tom. Som raseret. Chokket over mørkets tæthed når et lys slukkes - og med det troen, håbet og kærligheden. Chokket over at verden alligevel var som den plejede.

Men at den så ikke var det alligevel, at kærligheden, nåden, barmhjertigheden, tilgivelsen alligevel havde sejret for altid, over tomheden, mørket og den altædende død, det er, hvad vi hører her i teksterne mellem påske og pinse, hvor disciplene igen mødte ham som den opstandne, som den døden ikke bed på.

Endnu et møde, et afgørende møde, et alt forandrende, alt kuldkastende møde.Et møde for så vidt som de andre møder - med den lille nye, med de mennesker, der kom til os, med de tre lyshårede drenge - men et møde, der modsat alle de andre, er blivende, og som gentages, fordi han bliver ved med at komme til os med alt det, han betyder. Han kommer til os og møder os, som han kom til og mødte sine disciple. Til os kommer han i sit ord, i det han sagde og gjorde, og som vi kan læse om i vores bibel og høre om i vores kirke, og som vi sammenfatter i vores trosbekendelse. Han kommer til os og møder os i sit måltid, i nadveren. Og hele tiden som den, der vil kalde os ud af vores bekymringers, vores vredes, vores selvoptagetheds og vores selvkredsens mørke for i stedet at vise os ud til det liv Gud har givet os at leve i tro, håb og kærlighed og ud til den næste Gud har givet os at elske. (Ja, ud at plante træer)

Det er jo det møde, det alt forandrende møde, der udgjorde kernen i hele Luthers nytænkning eller nyjustering af kirken og hele dens lære - hvilket bør nævnes i dette Lutherår. Han sad i sin celle, indkroget i sig selv, i sin angsts tunnelsyn, i sin selvkredsen og spekulationer, i konstant kamp for at stille den Gud, han troede var vred tilfreds. Men midt i al den elendighed var det som om Gud mødte ham på ny i ordet om hans søns død og opstandelse, men mødte ham som den gode Gud, den nådige Gud. Jeg skal ikke strække mig mod Gud. Gud er kommet til mig, har mødt mig, i sin søn. Og det var, det er, et møde der forandrede alt.

Det nye for Luther var også, at mødet med Gud, som han kommer til os i sin søn, og ordet om ham, ikke var et møde båret af frygt, men af et løfte. Og her er vi tilbage til billedet fra dagens tekst, for det er jo, hvad Jesus også vil sige til sine disciple med billedet af kvinden, der føder sit barn, at nok kommer døden imellem ham og dem, og det er en sorg, men det er glæden, der sejrer. Glæden, der bliver. "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer". Er det ikke godt at høre: glæden bliver! Det er løftet vi har fået i mødet med Guds levende søn, kommet til os fra de døde.

Måske føler vi os lukket inde i sorgen lige nu, men vi skal vide at glæden er hvad vi kan vente, den er udkommet, den er det sidste der er at sige. Måske synes vi at mørket er tæt lige nu, men lyset er og bliver meningen, udkommet, det sidste der er at sige om alting.

Jeg læste kort før påske et interview med en glødende ateist, en af dem, der tror på genetik og hjerneforskning og som finder trøst i, at mennesket udelukkende er bestemt af sin biologi og varmer sig ved, at vi alle skal dø, for så er det omme, forbi. Hun fortæller, at hun på sin computerskærm har en lille seddel med ordene: "Husk, det varer ikke ved!" Det er hendes opbyggelighed. Hendes verdensbillede, som hun bestemt ikke er ene om.

Som jeg hører det er det nu også en bekendelse til menneskets ensomhed, det lukkede kredsløb, hvor vi aldrig møder andet end os selv. Men er ikke alene det faktum, som vi alle kan erfare, at vi hele tiden sendes nye vegne hen og får vores gamle erfaringer omstødt og pludselig bevæges i nye retninger, retninger bort fra os selv, peger det faktum ikke på, at sandheden og virkeligheden ikke er det vi finder i os selv, men i mødet med den anden og de andre: den nyfødte, dine kære, dem der er omkring dig, tre lyshårede drenge.

Og som lutherske kristne vil vi sige, at det også er sådan, det er med Gud og os: at Gud på samme måde kommer til os, møder os i sin søn og at det møde gør alting nyt, fordi det sætter en helt anden dagsorden end den vi kan sige os selv, og fordi den dagsorden ikke er underlagt døden og forgængeligheden.

Husk, det varer ikke ved!". Den seddel kan vi såmænd også hænge op på vores computerskærm, men hele tiden vil Jesu ord til sine disciple klinge med og give den en helt anden betydning: "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

 Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen