Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale ved ordination af Troels Bering Nielsen

onsdag den 10. maj 2017 i Aarhus Domkirke

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. Jak 1,17-21 

 

At begynde som præst i et sogn, i den menighed, der har kaldet dig, det er også at træde ind i en sammenhæng, ind i en historie, og dermed også ind blandt en masse meninger om og forventninger til, hvordan tingene skal gøres. Og en menighed der vil sin præst, de ved også tit hvad de vil med deres præst. Det kan komme til udtryk på så mange måder. Mest på godt, når de hjælper præsten på vej, opdrager blidt og nænsomt i respekt for det menneske, de har kaldet, og først og fremmest selvfølgelig i respekt for det budskab, de har kaldet det menneske til at forkynde. Men en sjælden gang imellem på mindre godt, når forventningerne til hvad præsten skal kører præsten over og lader alt det præsten skal have mindre betydning end det, man mener præsten bør.

Men, når du, Troels, nu træder varsomt, åh så varsomt, ind i historien, ind blandt de mange meninger og forventninger, så lad sig ikke lede i den fristelse som mangen en præstemand og præstekvinde gennem tiden er faldet for. Nemlig fristelsen til en gang for alle at trodse alle de besværlige hensyn og så klappe til den, slå koteletten i bordet, så kaffekopperne klirrer, og sige til sig selv og til alle andre: "der er far her, skråstreg mor her, der bestemmer" for så i al din videre færd at sætte kursen, pløje som panserskibet gennem søen og vifte forhindringer og forbehold af vejen som besværlige insekter. Modstå den fristelse. Den er afhængighedsskabende, og nogle vil måske ligefrem opildne dig til den. For det at træde i karakter og vise lederskab er ønsket af mange. Det vil sige: Så længe de tror man mener det samme som dem.

Så således formaner jeg dig, Troels. For formane skal jeg. Formaner skal du, men kun så længe vi lader os formane. For at formane, det er en ting. Det er sådan noget den store leder er god til. Men at lade sig formane det er noget andet, og det skal vi der er kaldet til at forkynde evangeliet om ham der steg ned til os og modsagde al vores magtbrynde og selvhævdelse, det skal vi være rigtig, rigtig gode til. Alt lade os formane. At lade os noget sige. At æde vores stolthed i os, at være ydmyg det skal være en daglig øvelse fos os, der skal bruge det her budskab videre. Hele tiden skal vi erindres om og lade os erindre om, at det kommer an på Kristus, og hvad han bragte til os og gjorde for os. Vi er, Troels, formildende tjenere, redskaber for Guds hellige ånd. Redskaber ny til Jesu pris, som Grundtvig formulerer det.

Og lad mig så lige gentage, hvad der står i Jakobsbrevet, som jeg læste fra lige før. Endnu en formaning, en af de mange og gode formaninger som Det Nye Testamentes breve er så fyldte af og som har meget mere at sige til os - især til os præster - end hvad nok så megen og nok så god ledelseslitteratur og ledelsesfilosofi forsøger at sige med mange flere og en hel del besværligere ord:

Jakob skriver: Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

Først det med at være "snar til at høre", eller parat til at høre, før man selv taler og giver sin egen uforbederlige mening om dette og hint, og om hvor skabet skal stå, tilkende. Jamen, det handler jo netop, når man er præst, at lade sig formane, at lade sig noget sige. At udvise den forkyndende, den formildende tjeners ydmyghed og agtpågivenhed på det budskab, vi er kaldet til at give videre.

Lydhørhed, vil jeg påstå, er en evangelisk kvalitet. Lydhørhed overfor budskabet vi skal forkynde, først og fremmest. Men også lydhørhed overfor de mennesker, vi skal forkynde det for og iblandt og overfor den tid, vi skal forkynde det ind i. For uden den lydhørhed bliver vi alt for let underlagt, som apostlen Jakob skriver, vores egen vrede, vores egen ondskab, ja vores egen tro på vores egen sandhed og vores egne meninger.

Vi er præster i vores samtid, på godt og ondt, blandt levende mennesker, på godt og ondt, som dem vi nu er, på godt og ondt. Det kalder på lydhørhed, ører at høre med, så det, der blev sagt og dengang, kan blive sagt og hørt og folde sig ud til levende nutid, på trods, havde jeg nær sagt af os selv, vores tro, tvivl, ambitioner eller tang til at komme først eller stå forrest.

Det lyder måske så enkelt, men det er hundesvært, fordi vi hele tiden, i alt, også når vi tror os mest sikre i vores kald - ja, måske netop, når vi gør det - er så tilbøjelige til at lade det hele bøje efter vores tro på, at vi selv har ret, mens de andre tager fejl og at jeg, jeg alene, skal udstikke kursen.

Apostlen skriver, at vi med sagtmodighed skal tage imod det ord, der er indplantet i os. Det vil sige: Vi skal hele tiden skal lade det justere os i vores kurs, så vi følger, eller gør vores bedste for at følge, den vej Gud viste os i sin søn. Og at lade sig justere, at lade sig justere i den både gode og besværlige sejlads et præsteembede kalder på, at lade sig justere i dette af Guds ord til os i Kristus, det er på samme måde, vil jeg mene, en evangelisk kvalitet.

Men den her lydhørhed, den her kursjustering, bliver man så ikke som sivet, der svajer i vinden, en vindbøjtel eller en slingrefis, eller hvad man nu vil kalde det? Næ, for det fordrer faktisk både mod og kamp på den måde at stå op for budskabet, Guds ord, og den ydmyghed, det kalder på. Det fordrer mod og kamp at stå op imod sine fristelser til at gå enegang, klappe til den, slå koteletten i bordet, lade sig krone til sognekonge og selv sætte kursen. Det at blive og være præst, det er heller ikke på den måde for tøsedrenge.

Så god kamp, Troels. Vær snar til at høre og sen til vrede. Vær bevægelig og lad dig, i Jesu navn, villigt justere i din kurs. Gud i vold. Her er dit anker, sømand!

 

AMEN