Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale 29. september 2016

Ordination af Thomas Kofoed Nedergaard og Rikke Amalie Vestergaard

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde skrives i Første Korinterbrev 12.12-20.

For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme.

 

Kære ordinander!

Ældre mere erfarne præstekollegaer vil måske kunne fortælle jer om den nogle gange lidt skræmmende oplevelse, det er, midt i en talestrøm pludselig at erfare, at man bliver lyttet til med en særlig intensitet. Det skræmmende ligger selvfølgeligt ikke så meget i, at man bliver lyttet til – dertil skulle det jo nødigt komme – men altså at netop lige her lytter dine tilhørere, DI menighed, ekstra opmærksomt. For, tænker man måske, kan det bære det, jeg nu står og siger? Holder det? Kan jeg leve op til den her opmærksomhed?

Men I kan jo også vælge, når I gør jer den erfaring eller opdagelse af pludselig lydhørhed, at se det som et tegn på, at det er alt andet end ligegyldigt, det I har at sige, at her er noget, der virkelig kommer tilhørerne, menigheden ved, at I har fat i noget, der har relevans for deres liv, at de lytter med mere end ørerne, at her er noget, der går dem til hjertet. Hvornår de her intenst lyttende øjeblikke indtræder er ikke altid til at sige. Men sådan virker Ånden jo.

Og så tror jeg, at der generelt lyttes meget for tiden. Vi lever i tider, hvor folk spørger meget, hvor folk har mange spørgsmål og anfægtelser og dermed også mange og stærke holdninger. Ikke mindst til det, der har med tro, religion og kirke at gøre. Om troen som der kan være alt for meget eller alt for lidt af, om religionen som noget potentiel farligt, om kirken der burde trække sig eller kæmpe sin sag. Lige her, på det område – tro, religion, kirke – parkeres stærke meninger for tiden. Og derfor lyttes også både opmærksomt OG kritisk til jer, og hvad I har at sige.

Så det kan være lidt skræmmende, også fordi mange så heller ikke holder sig tilbage med at kommentere, spørge ind til, ja kritisere, hvad I siger. Folk med stærke meninger vil tit gerne have tilslutning til dem, og måske synes de, at I er politiske eller utroværdige, hvis I siger noget andet, end de mener. Sådan er vi stridbare mennesker jo – ikke mindst i urolige tider hvor mange synes, at der er meget på spil.

Så, altså, som præster, i jeres gerning, vil I blive lyttet til, men I skal givetvis også lægge ryg til meninger og synspunkter, der ikke bare bliver fremført, som man traditionelt har gjort det, med en diskret hvisken i kirkedøren efter gudstjenesten. Der er mange meninger om, hvad præcist en præst skal mene og sige og være, og mange er ikke bange for at give dem til kende.

Se, nu kan I jo reagere på den her nogle gange skræmmende lydhørhed og det her menighedens nogle gange kritiske beredskab på to måder. I kan vælge at flyve under radarhøjde eller I kan vælge at stålsætte jer. Men jeg vil nu ikke anbefale nogen af delene.

Hvad det første – at flyve under radarhøjde angår – så er det ikke en taktik der rimer med Jesu opfordring til at gå ud i alverden og at råbe det fra tagene. I er kaldet til at forkynde glædens evangelium ikke til at føre neutral, ligegyldig eller formummet tale. Og I er kaldede, som de mennesker, de personligheder I er, som Thomas og Rikke, til at være præster med de meninger, de erfaringer og den baggrund, der er jeres. I al jeres forskellighed. Hver på jeres måder, med hvert jeres særpræg.

Evangeliet er jo altid kommet til os på den måde, gennem forskellige mennesker på forskellige måder. Det er sådan, det får kød og blod og relevans, som et menneskes bud til et andet menneske om det vi lever vores liv på. I har noget vigtigt at bringe videre, som vil høres og som I skal bringe videre, lige netop som dem I er. Som Paulus siger: vi har en ånd og en herre, men ellers hersker forskelligheden, forskellige erfaringer, forskellige arbejdsopgaver, forskellige måder at være præst på.

Og så er der jo stålsathedens vej. Den falder også let, når du føler dig udsat, kritiseret, anfægtet. Stålsathed er et velafprøvet værn mod usikkerhed. Men et værn, der grunder sig på, at her står JEG, JEG lader mig ikke sådan skubbe mig rundt med, for JEG mener, at JEG har ret. Der går med andre ord meget let JEG i stålsatheden, og så er man der, som Paulus beskriver, hvor foden bliver mere optaget af, at den i hvert fald ikke er hånd, og øjet af, at det ikke er et øre, altså at enkeltdelen bliver så fokuseret på sit eget, på sin egen særlighed, at den glemmer, at den er en del, en forskellig del, af en helhed.

For det legeme vi som kristne mennesker er en del af, Jesus legeme, det er jo netop, som ethvert legeme, kendetegnet ved de mange forskellige funktioner. Den stålsatte er fanget i sit eget lille fort, i sit eget begrænsede udsyn.

Så lad mig i stedet for flyvning under radarhøjde eller iagttagelse af stålsathed anbefale en tredie vej, frimodighedens vej. For den sandt frimodige forkynder står ved sit eget, men med den ydmyghed, der tilsiger, at der også er andre end mig, andre forkyndere, andre måder at forkynde på, andre mennesker, der skal høre evangeliets sandhed, andre lemmer på det store legeme. Og derfor må vi hver især gøre vores og bringe det videre, vi har fået så godt vi kan, med den usikkerhed ikke på evangeliet, men på vores eget, som det også indebærer. Og så – over alt dette – stole på, at Gud er den, der dømmer, og at han dømmer mildt.

Frimodigheden kommer af det at vide sig hjemme, hjemme i en sammenhæng. Jeres, vores, frimodighed kommer af som lemmer – forskellige lemmer – på Jesu legeme, ikke at skulle frygte for andres domme og læse jeres værd i andres kritiske blik, men give det videre, I har fået, så godt og oprigtigt I formår.

Vi lever i en tid med stærke holdninger og mange spørgsmål, og det er jeres privilegium at tale ind i den tid og viderebringe det svar Gud gav os med sin søn, hans ord, hans, liv, død og opstandelse. I en hjemløs søgende tid skal I bringe bud om det at have hjemme. På forskellige måder, javist, men i en Ånd, en Herre, på et legeme. Så gå til stålet derude. Glæd jer. Gud velsigne jer i jeres virke.