Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Ordinationstale ved ordination af Jakob Fink, Lone Slot Nielsen, Signe Riis Helbo og Emil Børty Nielsen

torsdag den 7. september 2017 i Aarhus Domkirke

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til Galaterne:

 

Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

 

Kære ordinander!

Stykket jeg lige har læst er fra epistlen til næste søndag, men jeg synes, den hører sig til på sådan en stor ordinationsdag, som i dag, fordi den udsiger noget, der er centralt for jeres fremtidige præstevirke, for ethvert præstevirke, og for den kirke vi tjener i.

Det var jo i Paulus brev til Galaterne, som tekststykker er taget fra, at Luther hørte et befriende tilsagn fra en nådig Gud, der i sin søn er kommet ned til os og har givet sig selv for os, så at vi ikke - som Luther havde forsøgt i sin anfægtede ensomhed - selv skal kæmpe som bæster for at komme frem til ham og gøre os fortjente til hans retfærdighed. Dette turde være nævnt med eftertryk i dette Luther-år, hvor den godt nok får på alle Luther-tangenterne. Men han holder til det.

Så der er en særlig tyngde i de her Paulus-ord og i arven efter dem. Og de ord og den arv skal I, i jeres kommende præstegerning på det sted, hvor I nu skal virke, forsøge at omsætte eller oversætte det bedste I formår. Akkurat som I skal omsætte og oversætte alle de andre tunge, gode, livsnødvendige ord, vi bygger på.

Og den her omsætnings- eller oversættelsesproces, den er - som vi også talte om det til jeres bispeeksamen i fredags - noget af det, der er særligt vigtigt i jeres præstegerning. Det handler selvfølgelig ikke om, at I skal oversætte fra et sprog til et andet, selvom det selvfølgelig er rigtig fint, hvis I kan holde jeres græsk og hebræisk ved lige. Nej, det handler først og fremmest om, at I skal få to tusind år gamle ord til at leve her i dag, i jeres tid, i jeres menighed, så de bliver hørt og går til hjerte og bringer, trøst, mod, glæde, fred. Det er jo, hvad Helligånden i sidste ende formår, men som også kalder på jeres daglige bestræbelser, når I prædiker, underviser, vejleder, formaner, oplyser og formidler.

I skal på den måde være som oversættere, som translatører for jeres menighed, sådan at de, når de hører jer, gerne må blive forvænte med, hvad man kalder en aha-oplevelse, hvor det Gud har gjort for os i sin søn, ligesom høres på ny. Ikke ulig det Luther erfarede, da Galaterbrevet åbnede sig for ham. Mindre kan gøre det, vil jeg sige til jeres beroligelse, men at åbne skriften, at få banket nogle små kiler ind i vi tilhøreres panser – kiler af trøst, mod, glæde og fred – som får os til at se og høre og erfare godt nyt, det er hovedsagen.

Det er en vældig og vigtig opgave, I har der. Godt at det ikke hænger på jer alene, som sagt.

Men som alle andre translatører eller oversættere har I så også nogle særlige udfordringer med at fragte bibelteksten fra dengang til nu og få den til at leve og ånde for jeres menighed.

I må på den ene side ikke holde budskabet, I forkynder fast i den fortid, det er formuleret i. Som når I, i måske overdrevet respekt for traditionen, gør det svært at forstå for andre end dem, der så at sige kan knække koden, fordi de er fortrolige med den. På den anden side skal I også helst undgå at forfladige eller banalisere budskabet i forsøget på at få jeres samtid i tale.

Lige meget hvad. Jeg kan love jer en ting. Der vil altid være nogen, der er mere end parate til at dømme jeres respektive forsøg i oversættelsens svære kunst og balancegang ude.

Nogle af jer vil måske blive beskyldt for bare at være nogle støvede betonhoveder og traditionalister, der ikke kommer ud over rampen. Andre af jer vil blive beskyldt for at være følgagtige overfor tidsånden, platte aktivister og hvad man nu ellers kan finde på at sige og tænke af pæne ting om hinanden indenfor de kirkelige kredse. For her er vi mange– skulle jeg hilse og sige – der tror tingene kun kan være på en måde, nemlig vores.

Jeg håber så, at I ikke lader jer slå ud af den slags, hvis det kommer dertil. Det er sagen og jeres kald for vigtigt til. Jeres hovedsigte må som sagt altid være at bringe det, vi har fået videre, oversætte det for jeres menighed, så de hører, tænker aha eller får revner og sprækker i panseret. Og i den kamp må I bare nogle gange vove pelsen og sikkert også slå nogle skævere. Sådan er det. Frisk mod og hav blikket stift rettet mod skriften, som I skal fordybe jer i, teologien som I ikke må forsømme OG den samtid, der nu engang er vores, jeres og jeres menigheds, og som også kommer til udtryk i aviserne, i litteraturen, musikken, og alt det andet, der rører sig derude.

I er på den måde altid stedt mellem gammelt og nyt: arven, traditionen, skuldrene vi står på og budskabet, der gør alting nyt, den ny vin på nye sække og Jesu ord om at gå ud og gøre ligeså, her og nu, hvor vi lever vores rodede og omskiftelige nutidsliv.

Luther kaldte brevet til Galaterne for et kærlighedsbrev, et brev, hvor Guds kærlighed og hengivelse til os i sin søn så langt overdøver lovens vrede. Galaterbrevet havde for Luther netop den – skal man kalde det – grundklang af en kærlighed, Gud har bundet sig til os med og som sætter os fri fra de ubøjelige krav, der vil baste og binde os, og som får os til at fortabe os i vores eget, vores egne motiver, vores angst for ikke at kunne leve op til alle de fordringer andre, og ikke mindst vi selv, så glad og gerne opstiller.

Den grundklang og den lutherske grunderfaring af, at vi tjener en nådig herre, hører hjemme hos en nådig herre, som grenene hører hjemme på et træ, må I aldrig tabe af syne i jeres præstegerning, i jeres evige balancegang og aldrig hvilende oversættelsesarbejde. Glæd jer over, at I er bærere af et embede, der bygger på netop den trøst og glæde, og som også vil være en kilde til fred og fortrøstning, når I til tider synes det står skralt til med at gøre gammelt nyt og slå kiler i vores panser.

Inspireret af Galaterbrevets ord om frihed i Kristus, frihed fra trællekår, tog Luther navneforandring fra Luder (med d) til Luther (med th), som er en afledning af det græske ord for fri, ”eleutheros”. Og den forståelse og dybfølte erfaring af den kristnes frihed, som Luther fandt i Paulus´ gamle brev, er jo hvad vi bygger på, og hvad der så at sige er bygget ind i vores embede i en luthersk-evangelisk kirke.

Lad den følelse og erfaring, Luther formulerede, hjælpe jer fri af andres og jeres egne nogle gange tyranniske forventninger og hent mod i den til frimodigt at give jer i kast med at tage stafetten op fra de her to gamle oversættere af det Gud ville og gjorde i sin søn. Der er nok at tage fat på. God kamp og Guds velsignelse over jer i jeres kommende virke.