Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Kreeringstale til Birgith Nørlund Jensen og Jacob Køhn Andersen ved landemodegudstjenesten

lørdag den 26. august 2017 kl. 10.00 i Aarhus Domkirke

Kreeringstale til provst Birgith Nørlund Jensen, Randers Søndre Provsti og Jacob Køhn Andersen, Skanderborg Provsti:

 

Kære Birgit og Jacob!

Udover at I er provster i Aarhus stift -  hvilket I, i dag skal kreeres som - så er I også provster i en endnu større sammenhæng. Og her tænker jeg ikke kun på den danske folkekirke, den evangelisk-lutherske kirke eller den hellige almindelige. I er også provster, om lidt kreeret som provster, i det der i daglig tale omtales som den Østjyske Millionby, 100 km Byen, eller mere prosaisk ”den fede pølse”, der modsat ”den rådne banan” (et lige så grimt ord) - trækker udvikling og indbyggere TIL. Fra Randers i nord til Kolding i syd strækker den sig, den her by.

Vi ser det, når vi kører på motorvejen: grænserne mellem by og land udviskes, forstæderne vokser, virksomhederne breder sig, og så hist og her en landsbykirke, der fortæller om dengang dét med land og by var mere overskueligt og klarere opdelt. Derfor – og fordi det netop ikke længere er det - taler vi nu om de særlige udfordringer for folkekirken - som I jo så også skal beskæftige jer med - udfordringer for menigheder, for menighedsråd og for præster, fordi danmarkskortet ændres, fordi folk flytter, flytter fra og flytter til, får andre vaner og måder at indrette sig på. Vi taler om Kirken på Landet, om Kirken i Byen, kirken mellem landet og byen, kirken i landsbyen, i provinsbyen, stationsbyen, kulturbyen, sommerhusområderne, i forstæderne, på øen, ved grænsen, kirken snart sagt hvor som helst.

Som provster, Birgit og Jacob, så ved I allerede, trods det at I endnu er spæde i embedet, at det ikke bare er snak om en ting, men at vores nye måder at bo og indrette os på, rejser reelle udfordringer. Også i det folkekirkelige - ja, ikke mindst i det folkekirkelige - bliver vores forskelligheder som folk mere og mere udtalte. Og det får I som provster i den grad at mærke.

Og det gør I, fordi i forvalter et tilsynsembede. I skal se til, at det, det her opbrud til trods, hænger sammen derude i jeres lille afsnit af millionbyen, de 100 km, pølsen, hvor land og by blandes og skilles, samarbejder og strides. I skal se til, at det hænger sammen. I skal manøvrere og sætte de bedste rammer, være med til at sætte de bedste rammer, for at dét som i bund og grund er den store sammenhæng, alle omskifteligheder, opbrud og udviklingstendenser til trods, bliver klar. Og her tænker jeg naturligvis på den sammenhæng, der er givet os med evangeliet om Jesus Kristus, og som skal have friest muligt løb, høres af flest muligt, som skal gå til hjerte, trøste, løfte, bære, give mod.

Tilsyn. At se til, at tingene hænger sammen, og at det går rimelig for sig. Der er en vis autoritativ tyngde i det med tilsynet, som I skal udøve. Men modstå fristelsen, kære provster, til at lade det være ensbetydende med de kære gamle discipliner: fastholdelse af tingens tilstand, trækning af streger i sandet samt rigid iagttagelse af gældende regler.

Netop pga. forskelligheden, den folkekirkelige forskellighed, er regel nr.1 for provster: lydhørhed overfor forandringerne og forskydningerne og bevægelserne, alt det der er på færde, nu hvor både geografiske OG mentale landkort ikke længere er, som de engang var. Ikke fordi I blindt skal følge en hvilken som helst rørelse og forandring eller gøre alle glade. For det kan i ikke, og det skal I ikke.

Hvad i der imod skal - og jeg gentager - det er, hele tiden, at have sig dette for øje, hvordan gøre ordet hørt af flest muligt, hvordan give det friest løb, så det går til hjerte, trøster, løfter, bærer, giver mod. Det er hverken gjort ved stædigt at holde fast ved rammerne, eller, for den sags skyld, ved at blæse på dem, men i samarbejde med de menigheder, menighedsråd og præster I er sat i blandt, at justere, manøvrere, beskære, liste, lempe, lappe og få ender til at nå sammen - under iagttagelse af de givne forhold på landet, i byen, i forstæderne og alle stederne - og hele tiden med blik for helheden, for sammenhængen, for hvad det er vi bygger på, og hvad vi er her for, og ordet, der skal høres.

Det lyder da meget ligetil. Nej, vel? At være provst er for så vidt at bevæge sig ud i den gældende virkelighed uden manual, men i skønsomhed. I skønsomhed. Oh, dette gode gamle folkekirkelige ord, som i bund og grund handler om, at det 2000 år gamle budskab skal lyde i vores tid, på vores sted, i vores virkelighed, så forskelspræget, rodet og modsigelsesfyldt den nu end er. Og så er det ikke gjort alene med regler og lovsamlinger. Der skal – netop - skønsomhed til.

Men det betyder nu ikke, at I får blomster og søde ord for jeres anstrengelser. Tvært imod. Tilsynet som I er betroede at skulle udøve, og de beslutninger det kalder på, vil meget ofte - lige meget hvor skøn - eller skånsomme I så har været -  kalde på en vis utilfredshed fra den part, der ikke fik ret. Nogle gange - nej, mange gange, er der store følelser på spil. Fordi det at være kirke på SIT sted, det betyder meget for mange. Hvilket jo er mørtlen i vores folkekirke. Så et skøn, hvor velgennemtænkt og velforberedt det end måtte være, går også, når det bliver til en beslutning, ud over nogle. Det kan ikke være anderledes.

Men de tæsk må I tage. I står ved fronten. Og jeres privilegium, det er det vi som præster deler, at skulle udbrede ordet om ham, det bevægede sig til vores bevægede verden, lod sig bevæge, og vil bevæge os hen til vores næste. Det budskab er for godt til at lade ligge. Det vil høres. Og det skal høres - og det skal I fra jeres position - medvirke til at gøre hørt, der hvor folk bor og samles, flytter hen og flytter fra. Og det ved jeg I kan. På jeres måder. På jeres steder. Gud være med jer og bistå jer i jeres kald.