Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Biskoppens time

Tale ved stiftspræstestævnet, Grenaa strand, 8.6.2016

Af Henrik Wigh-Poulsen

Noget af det første jeg bad om som nytiltrådt biskop var, udover nye gardiner, et kort til ophængning på mit kontor med angivelse af samtlige sogne og provstier i Aarhus stift.
Jeg betragter det ret ofte og inviterer nogle gange mine gæster til at betragte med og se tingene i en sammenhæng. Venner, ser på stiftets kort.
Og nu arbejder jeg så på gennem besøg, orienteringsmøder, gudstjenestebesøg, gudstjenester, foredrag og alle mulige forhandlinger at høre kortets mange forskellige stemmer.

For det er hvad jeg har skullet dette første år i embedet, og alle de resterende øvrigt: Lære jer og jeres steder at kende, få sat ansigter på, blive fortrolig med sognets og egnens psykologi og af den vej blive klogere på den folkekirkelige hverdag i Aarhus stift.

Jeg har langt fra fået besøgt jer alle. Det er et stort stift, der er mange andre opgaver, og jeg er nødt til at foretage en nogle gange benhård prioritering af min tid. Og nu er det ikke, fordi jeg vil stå og kede jer med, hvor ophængt jeg er, hvor travlt jeg har. For det har de fleste af os. Og det er, hvad vi også tit siger, når vi møder hinanden: Hvordan har du det? Åh, jeg har det så travlt. Det er nærmest en tilstand. En national tilstand.

Men jeg er til forskel fra jer pakket ind. Jeg går på arbejde på bløde gulvtæpper og passet på at dygtige medarbejdere, pakket blødt ind af jurister og HKere, folk der husker, hvad jeg glemmer, og som myndigt fører min kalender. Så hvad det angår, er jeg bestemt ikke at beklage.

Og så er det vel heller ikke travlheden som sådan, man skal beklage. Den er vel nærmest et gode for protestanter som os Nej, hvad der fra tid til anden forårsager urolige nætter og bekymringsfyldte dage er vel mestendels det pres, ikke mindst forventningspres, vi nogle gange føler, at andre lægger på os, eller som vi lægger på os selv.

Et pres tror jeg, hvis årsag har at gøre med den forandringsfeber, der har ramt os og vores samfund som sådan. Og en forandringsfeber, der har sin grund – lidt apropos dette stiftsstævnes tema – i et stadigt opbrud i forhold til vaner, rutiner, forventninger og faste rammer og strukturer. Så at give årsagen et enkelt navn som New Public Management, DJØF-vælde, profileringsivrige politikere, en uduelig regering, indvandring eller københavneri er at gøre sig det for let.
Snarere handler det om os alle, og de krav vi alle stiller som forbrugere og borgere, der vil have overblik og indblik og medbestemmelse og noget for penge, Borgere der – når det kommer til alt de der ikke berører vores arbejde direkte – ikke køber argumentet om at tingene helst skal blive ved med at være, som de altid har været.

Eller for nu at blive mere konkret og med udgangspunkt i den folkekirkelige verden, der er vores, Vi er forvaltere af en tradition, og vi er det her i 2016, hvor traditionen i den grad både er efterspurgt og anfægtet. Hvor der gerne må være genkendelighed og historiens lange lys og arvens vægt bag ordene, men hvor vi altså samtidigt også er velfærds forbrugere rastløst søgende og overinformerede, økonomisk bevidste, individualistiske, politiske, demokratiske, på vej, altid spørgende ind, hvad det her lige betyder for mig.

Derfor er vi som folkekirke, generation efter generation, byggende på et gammelt budskab, hjemmehørende i gamle huse og inden for gamle grænser, til stadighed hjemsøgt af mange, nogle gange diffuse, forlangender og forventninger, der anfægter vores vaner og strukturer eller som gør at vi skal forholde os til både de brændende i troen og i ikke-troen, til både traditionsbevarere og nytænkere, til både værdikrigere og dialogsøgende, både til dem der mener vi skal tale, og til dem der mener vi skal tie. Man kan rolig tale om den flerehovedede menighed.

At vi dumper nedad på det såkaldte troværdighedsindeks, kan – hvis man da ellers kan udlede noget som helst af det – måske forklares med de mange og modsatrettede forventninger, der stilles til os. En ting er dog sikkert, Folkekirken dølges i disse år ikke i ligegyldighedens tåger. De vil os. Men hvad de vil er der mange svar på, og deraf måske netop forklaringen på det indre og ydre forventningspres, mange af os føler

Hvad der så bestemt ikke gør det mindre, er, at vi også i samtlige de folkekirkelige lag har fået forandringstrangen/forandringsnødvendigheden ind under huden med en vældig initiativlyst, der som sagt ikke bare udspringer af stundesløs virketrang, men af en vilje til at gøre evangeliet hørt netop i et samfund i opbrud og forandring. Folkekirken er på den måde fuld af analyser, rapporter, betænkninger, undersøgelser, udvalg, konferencer, møder, samarbejder, omlægninger, sammenlægninger og forslag til nye initiativer. Alt sammen tegn på liv og lyst og vilje til menighedslivets fremme, til at gøre os klogere og mange ting lettere.

Men samme mængde af analyser, rapporter, betænkninger, undersøgelser, udvalg, konferencer, møder, samarbejder, omlægninger, sammenlægninger og nye initiativer er så også en lejligheds vis kilde til frustration for os. Ikke mindst når vi synes, at der også var noget andet, vi skulle: skrive prædiken, besøge fru Pedersen, have en lidt længere dåbssamtale, finde på noget nyt at sige til konfirmanderne, hvad ved jeg,

Og så er det, at man kan gå hen og blive frustreret, egensindig og i direkte som indirekte forstand få trang til at gå ind i studerekammeret og smække døren bag sig. Et godt velprøvet præstetrick i øvrigt. Eller værre: man går træt i det hele, bliver tvær og sætter sig hen i hjørnet med røgen stille sivende ud af ørene.

Men man kan jo også smider anker i forandringernes strøm ved mere aktivt st besinde sig på nogle af de klassiske dyder. Jeg bemærker her, at arbejdsgruppen bag den fornemme dåbsrapport fra de fire Aarhusprovstier faktisk anbefaler, at præsterne i deres bestræbelser på at vende dåbstallene, mere aktivt prioriterer, og oppefra får støtte til at prioritere deres tid til samtalerne og mødet med menigheden. Og det vil jeg frejdigt tage mit udgangspunkt i følgende anbefalinger til den lejlighedsvist forventningspressede præst, provst eller biskop:

Prioriter! De kan vi altid. Hæg om jeres tid, om pauserne. Vær bedre til at vælge væsentligt til og mindre væsentligt fra. Sig bare, at det har biskoppen sagt. Og jeg skal nok også sige det, hvor jeg kommer frem. Og væsentlig er ikke mindst det personlige møde: i samtalen med dåbsforældrene, med de efterladte, med de søgende og sørgende, hvor evangeliet gøres gældende gennem jeres munde og jeres gemytter, menneske til menneske. Det er her, det sker.

Lad jer ikke drive af uspecificerede forventninger og forhold jer til de specifikke, og lær af dem eller konfronter dem. Lad jer opbygge. Læs, også i jeres Bibel. Gå i kirke hos hinanden. Sæt tid af i kalenderen til at skrive jeres prædiken og forberede jer til menighedsrådsmødet. Gå en daglig tur med konen, kæresten, manden, hunden, dem alle på en gang, eller jer selv. Det giver nogle gange perspektiv på. Og perspektiv det har vi brug for, og vi deler det største og det bedste perspektiv af dem alle.

Og måske skal vi blive bedre til, over en kam, at sige ”ro på nu”. Hvad er det lige, der er det vigtige i det her? Vi skal alle med. Og hvad handler det her om: mit projekt eller den folkekirkelige hverdag? Struktur eller indhold? Selvfølgelig hænger det sammen et eller andet sted. Men det nytter ikke noget, hvis vi går sur i det, eller føler det løber med os. Nogle gratis og selvfølgelige råd. Jeg ved det godt. Men det er de samme, jeg giver mig selv. Og så håber jeg ikke at I tænker, at det da forklarer en hel del. Men hav det for øje, når det hele måske går lidt for stærkt og arbejdsglæden er truet. Tag samtalen om det, når det presser sig på.

Men hvis jeg lige et øjeblik må fortsætte med mig selv, så forsøger jeg efter bedste evne, når der fra, skal man sige centralt hold både statsligt og organisatorisk, lægges store planer og tales store ord og indkaldes til endnu et stormøde, at fastholde det lokale perspektiv og spørge mig selv, hvad er det rigtige her, hvad gavner os mest i den her sammenhæng og så gøre noget ved det sammen med dem, der kan og vil. Det fungerer bedst på den måde, synes jeg. Go local, siger jeg bare. Ligesom vi/I har gjort det med folkekirken som attraktiv arbejdsplads, med førnævnte dåbsrapport, med projekt kirken i byen, med det omfattende arbejde med flygtninge- og asylansøgere, med det store og vidtforgrenede diakonale arbejde der ude rundt omkring og en del mere i den kommende tid.

Det er sådan, folkekirken er indrettet, og det er her ude rundt omkring vi finder ildsjælene, de gode ideer, de frugtbare skæve vinkler, så det kan vi lige så godt tage til efterretning og handle på. Og det er jo også, hvad jeg synes er så bekræftende og oplivende, når jeg møder det rundt omkring i den folkekirkelige hverdag: engagementet, glæden ved stedet, de lokalpolitiske kræfter og de gode viljer. Faktisk lidt af en succeshistorie, hvis man et øjeblik kan abstrahere fra bøvlet, der bestemt også er der.

Og jeg forsøger efter bedste evne, og vil blive ved med at gøre det, at tale jer og jeres arbejde op, tale menighedsrådenes virke op, ikke fordi det skal hentes op nedefra, for det er så åbenlyst vigtigt, hvad vi gør, skal og kan, men vi er jo nok bare sådan indrettet at vi har det med at gå og stirre os blinde på hverdagens trakasserier.

I det hele taget er det, hvad jeg efter fattig evne forsøger, når jeg kommer rundt: ikke mase, belære og hæve pegefingre og fortælle havde man nu efter min ringe mening bør og skal som kirke og alt det der, men tale det op og frem, jeg finder det vigtigt med, og som jeg fornemmer allerede er på færde og så sætte det her store perspektiv på, som forhåbentligt kan kalde en virkelyst frem i det lokale. Dér hvor det skal lykkes.

Jeg skal snart have MUS med provsterne og har i den sammenhæng bedt dem om at arrangere et møde med borgmesteren i deres ligningskommune. Vi har allerede en fin dialog med borgmesteren og flere af kommunens topfolk i Aarhus omkring byudvidelsen og de sociale udfordringer, den også fører med sig. Jeg fornemmer klart, at den samme velvilje, jeg møder i Aarhus, vil være til sted i de andre kommune også.

Vi i folkekirken står med vores lokalt funderede demokrati og engagement som en særdeles stærk aktør i det civile samfund, og det ved de så udmærket. Udover kirkernes og de kirkelige organisationernes rækkevidde og sociale knowhow vil jeg selvfølgelig også drøfte situationen med de mange flygtninge og asylansøgere, og hvad vi hver især kan gøre og løfte. Vi har netop nedsat en grupper af resursepræster på området fra samtlige provstier, for at få et nogenlunde overblik over, hvad der sker, for at kunne inspirere og oplyse hinanden og for at blive klogere på, hvad der behøves fra provstier og stift. Og her taler vi både om den diakonale og den missionale indsats. Det snart kommende RØSTEN.

Hvis man I mismodige stunder lader sig gå på af udmeldinger, Ateist-kampagner og hvad man synes ligner ligegyldighed, er det værd at være opmærksom på, at der i den brede befolkning er en velvilje og interesse i vores fælles folkekirke, aflæselig dels i det lokale, det lokalpolitiske og for den sags skyld, de lokale medier, hvor man også er interesseret i de gode historier.

Hvad de større mediesager angår – ikke mindst førnævnte ateisters kampagne (som vi nok ikke har set det sidste til) – arbejder jeg på, i samarbejde med en række provstier, at etablere en aktionsgruppe af præster, som er observante og tænker i kommunikation og udøver kommunikation og inspirerer til kommunikation. Tingene går hurtigt, fokus flytter sig uafladeligt. Fint med nogle der flytter sig med og som kan udgøre en folkekirkelig røst i mediebilledet, hvor og når det behøves.

De pubertære typer fra Ateistisk Trossamfund tror jeg det bliver svært at få kontakt med. Vi sender nok ligesom på forskellige frekvenser. Men vi kan i det mindste me en proaktiv kommunikations- og oplysningsstrategi gøde jorden for en bredere forståelse af, hvad folkekirken er, og hvad vi bygger på. Hvad enten vi bryder os om det eller ej befinder vi os på en markedsplads, hvor man må gøre opmærksom på, hvad man har og bygger på. Påskens folkekirkekampagne på de sociale medier viste måske lidt af vejen, da et kernbegreb som tilgivelse faktisk fik en vis gennemslagskraft med 1,6 millioner delinger.

Jeg har været rundt til en del gudstjenester i stiftet, og har været glad for det. Indtil nu hver gang. Gode prædikener, velforberedte og nærværende gudstjenester. Jeg er gået glad og opmuntret fra hver eneste gudstjeneste og ville ønske jeg havde tid til det hver eneste søndag. Og hold fast hvor er det vigtig hvor fastholder den høje kvalitet, vi er uddannet til at fastholde. Hvor er det vigtigt, det vi læser og prædiker, underviser og formidler: budskabet, traditionens tyngde, ordenes vægt.

Vi lever jo i en tid, hvor den retoriske kraft er givet med et vældigt udskillelsesløb, et kæmpestort forkromet dem og os, hvor små og store fællesskaber, religiøse og politiske grupperinger finder glæde og bekræftelse i at udskamme og udskille, pege fingre af de andre og i et og alt tro om sig selv, at de er de retfærdige. Om det så er i moskeernes baglokaler, på Facebook eller fra talerstole i harmdirrende forsamlinger, lyder beslægtede toner om vores egne, os der hører til, og de andre, dem der bestemt ikke gør.

Men ikke på prædikestolen, hvorfra vi læser og udlægger ordene og beretningerne om dem derude, der opledes og indbydes og dem herinde der irettesættes på bastante måder, netop fordi de stolede på sig selv og på at netop, de var de retfærdige. Det skal være et af vores adelsmærker som prædikanter, at vi ikke peger ud og at vi inddrager os selv, også prædiker dunder til os selv, selv ved os under tiltale.

Og når vi så i det her politiske og religiøse skred oplever at den retoriske bundprop ryger, fordi dagens debattører har luret at læsværdigheden stiger proportionalt med graden af grovheder og forsimplinger, så er vi efter min mening ekstra meget forpligtet på, ikke pænheden, men at også jeg, forkynderen er en synder og i akkurat lige så høj grad som ham idioten har tilgivelse behov.

Mange politikeres rolle er i samme omgang gået fra at være den besindige, måske oven i købet let formanende, til at tale i proklamationer, der snarere afspejler en folkelig mavefornemmelse eller gut-reaction, hvor man fra ølkassen råber højt og ikke kerer sig om, at der skæres hjørner og gås på kompromis med love, forordninger, aftaler og rettigheder eller en religions- og ytringsfrihed, man før tog for givet.

Så meget desto vigtigere er det, at vi bevarer de talerstole, vi taler fra, ikke mindst den i kirken, som et sted, hvor traditionen taler med og til stadighed korrigerer os i den tvangstanke, at vores tid og vores situation med kulturkamp og religionskrig er noget helt særligt og kræver helt særlige foranstaltninger og at nu skal der sandelig tones rent flag. Og jo, der skal tones rent flag, men det er ikke det, der fejrer at vi, i modsætning til de andre, har vores på det tørre.

Og til traditionen vi skal stå ved, regner jeg også vores højmesse. Biskopperne har taget initiativ til at landsdækkende liturgisk arbejde, hvor vi bredt skal til at gennemtænke og drøfte den liturgiske praksis mellem frihed og orden, ligesom det anbefales at dåbs- og nadverliturgien udsættes for en teologisk gennemlysning. Friheden har haft og har gode kår rundt omkring, da variationerne er mange, hvilket har sine gode grunde, tidernes skiften og menighedens forskellighed taget i betragtning.

Men skylder vi ikke også at tage hensyn til genkendeligheden og trygheden ikke mindst og især ved søndagens højmesse? Det tænker jeg. Den klare og nøgterne, vellagrede og højloftede højmesseliturgi skal vi ikke skamme os over, tvært imod. Jeg synes den er garanti for en tryghed og en frihed, det faste mønster, rammen, vi kan rummes i og udfylde på hver vores måde.

Og derfor vil jeg da også meget gerne blandes ind i det, hvis I og jeres menighedsråd gerne vil foretage ændringer her. Ikke nødvendigvis for at sætte foden ned, men for at høre eller læse jeres argumenter for at gøre det. Det er jo et fælles anliggende det her. Og på ingen måde uvæsentligt.

Jeg tror, at som verden ser ud nu, politisk opbrud, aggressiv religiøsitet, islamisme og en folketingsformand og indenrigsminister der døber et hedensk gudevi i øl, ja der står vi os som folkekirke bedst ved at stå fast på det, der er vores, vores tradition, arv, historie og ikke mindst det evangelium, der hele tiden er tindrende nutid og som altid vil bevæge os nye steder hen, dvs. væk fra os selv og hen til vores næste, vores medmenneske, om han eller hun hører med til vores stammefællesskab eller ej. Som kirke er vi altid i kamp, men vores frontlinje sættes af et evangelium, et glædeligt budskab, hvor venner og fjender kan være rigtigt svære at skelne fra hinanden, og hvor det ikke mindst er os selv, der sættes på plads.

Så, kære venner, gode præster, god kamp. Gud i vold. Og som de altid sagde i District Hill Street serien i 80erne: Be carefull out there.