Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

7. søndag efter trinitatis

Prædiken i Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke 

Jeg vil gerne lige vende tilbage til den tekst jeg læste fra altret, før vi holdt barnedåb. Teksten fra Prædikerens bog: “For alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede”.
Jeg hørte for nylig de her ord læst op ved en begravelse, hvor ham der lå i kisten havde levet et langt liv, der som ethvert langt liv har indeholdt de her tilværelsens konstanter: “En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse”.

Og her, hvor vi har haft dåb giver ordene også stor mening, for ethvert menneske, også de små her, vil erfare en tilværelse, hvor de gode timer og dage vil veksle med de dårlige.
Lau og Olga, de vil også med sikkerhed erfare, at der en tid til både at omfavne og til ikke at omfavne, til både at opsøge og til at miste, til både at elske og til at hade. For sådan er tilværelsens sum, når vi sådan betragter den med det lange lys på, i det store perspektiv. Prædikenen har ret. “For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale.” Sådan er det.

Og apropos dette sidste med at tale og tie, så har jeg en god færøsk bekendt, der, som så mange andre på de kanter, har lagt sig netop dette sidste på sinde. Han er god til at holde pauser. Og når han endelig siger noget, bliver det sagt med omtankens vægt. Et af hans yndlingsvendinger, når han har siddet lidt og grundet med blikket indstillet på uendeligt, er ganske kort. “Ja, ja”, siger han. “Ja, ja”.

En nordatlantisk forfatter har skrevet noget i retning af, at de ord, “ja, ja”, i en islændings – og vil jeg tilføje en færings mund – kan indeholde en hel verden, et liv. Ligesom en konklusion, en accept lig Prædikerens, at sådan er det bare med det her liv, dets blandethed, dets op og ned, dets gode dage og dets dårlige dage, dets vekslen. “For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.” Sådan er det lagt til rette af den gode Gud. “Ja, ja”.

Og det kan såmænd være meget sundt med det her store perspektiv på tilværelsens evige modsætningspar, med det her lange lys på, når vi nu har det med hele tiden at tro, at lige netop vi lever i særlige tider, i ekstraordinære tider, med Brexit og terror og politisk opbrud og truende stormagter, folkevandringer, flygtningestrømme og alt det andet, som med jævne mellemrum rammer overskrifterne eller nærer ophidselsen i de sociale mediers digitale hønsegård . For sådan, i det store perspektiv, i Prædikerens perspektiv, med det lange lys på, er der jo ikke noget, der ikke er set før. Alting har sin tid under himlen.

På de gode dage i sommerhuset, når man sidder og stirrer ind i det grønne, omgivet af børn og/ eller børnebørn – eller for den sags skyld bænker sig i et gammelt kirkerum, hvor de har siddet der i generationer før os – så kan det jo også komme til en: tilværelsens storsyn, konstanterne der udgør et liv, tiderne der skal komme og henrulle, tiden til at leve og dø, bygge op og rive ned, klage og danse. ” Ja, ja”.

Men skræmmende tæt på det, der på den måde kan være en trøst, ligger resignationen, at sådan er livets runddans, og så kan det jo også være lige meget. Kender vi ikke det? Det er storsynets nogle gange iskolde konsekvens. Det slider jo også i Prædikeren selv. “Alt er tomhed, endeløs tomhed”, siger han og spørger: ”Hvad nytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen. /Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme”. Og – som vi læser det i dagens tekst – “Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med”.

Under det livssyn, at alt i sidste ende er tomhed, og for så vidt kan være lige meget, ligger nogle gange vores håb og mod knust. For så ses kun den forblæste øde vej mod mørket og udslettelsen. Hvis man da ikke i stedet klynger sig til eller forliger sig med den blinde skæbne eller, for den sags skyld, hvad der ligner, nemlig den almægtiges vilje, den fjerne dømmende Gud, menneskeskæbners iskolde forvalter. Han for hvis åsyn fortræd, bomber og lemlæstelse intet fylder, ja måske ligefrem gør fyldest.

Men lige en tilføjelse inden vi går videre ud af den vej: Min gode færøske bekendte lader det ikke blive ved “ja, ja” med sådan en underforstået og resignerende konstatering af, at alting jo har sin tid. Efter en lille pause tilføjer han som regel: “Det er godt”. “Ja, ja. Det er godt”. Jeg tror, det er fordi, han er en from mand, som tror, som ved, det ender godt. Når alt kommer til alt. Han ved, at med det gode budskab vi har fået med Guds søn, er udkommet af tidens gang ikke tomhed og forgæves stræben, ikke plage og hengivelse til skæbnen eller den Gud, der ligner den.

Nej, tvært imod. Vi bygger på ham, hvis søn sagde til forskræmte mennesker, der var rædde for at blive knust under tidens, fjendernes eller den fjerne Guds kværnende hjul: Frygt ikke! Vi bygger på ham der med sit liv, sin død og opstandelse, i alt hvad han sagde og gjorde, trodsede, talte imod, enhver magt og myndighed og ethvert livssyn, hvor medmennesket bliver væk i religioners og ideologiers iskolde storsyn. Gud, sagde han, er ikke den, du bliver væk for, som du er ubetydelig for. Gud er ham, der ser og er hos spurven, der falder til jorden, og som har talt dine hovedhår.

Som Jesus i sine ord og sine handlinger hele tiden ligesom tegnede omridset af Guds ansigt, udlagde ham, forklarede ham, så er Gud ikke den skaltende og valtende skæbne. Han er ikke den utilregnelige, den enerådige, evighedens distancerede bestyrer. Han er tvært imod den tilregneligt gode. Han hersker ikke ved angst, frygt eller vrede. Han vil sit menneske. Han ser sit menneske og sætter sit menneske fri til at ville sit medmenneske. Og som han er os nær skal vi være vores næste nær.

Det er det her nære forhold, der bestemmer Gud, som Jesus fortalte om ham. Der er en nærhed i forholdet mellem Gud og menneske, som Prædikeren ikke har set. For Prædikeren er livet vitterligt et pust i sivet, en ubetydelig gnist i den store evige gentagelse. Men: Han har talt jeres hovedhår, siger Jesus. Og han blev, han bliver. Døden selv ændrer ikke på det forhold. Ikke en tøddel.

Der er måske noget heroisk, tillokkende over Prædikerens storsyn. Som en sfærernes symfoni. Men det er også knusende. Fortvivlelsen ligger ved dets dør. Jesu ord om faderen, den tilgivende, ham der holder ved, holder fast, kan i det perspektiv være næsten oprørende, alt for menneskeligt måske.
Og ja, som menneske kom han. Som menneske viste han sig, og konfronterede det store ingenting, der altid truer os. Ham, der gav os livet, der er godt, gav os i sin søn håbet om, at det også er det stærkeste, det sejrende.

Derfor er der rigtig meget andet at sige ved den dødes kiste og ved Laus og Olgas dåb i dag end at hver ting har sin tid under solen, selvom det jo da er så sandt som noget, men som I hørte, begyndte vi jo deres dåb med at sige akkurat de samme ord, som siges ved kisten: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, /som i sin store barmhjertighed/har genfødt os til et levende håb/ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

Med andre ord: tak Gud, fordi du ved sin søns opstandelse har givet os et håb Et håb om andet og mere end et livs mangeartede erfaringer, tiden der går, og en forsvinden i det store ingenting. Håbet lægger sig til. Det ender godt. Himlen har ene lyksaligheds stand. DET er den store tværsum, konklusionen, pointen, håbet der hvælver sig over vores liv og vores død. ”Ja, ja. Det er godt”.

Eller, som vi også kan udtrykke det:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.
Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.
Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.
Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.
Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.
.
Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.
Amen. Tillysninger
Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen