Biskoppens prædikener og taler
Nyheder


23. søndag efter trinitatis

Gudstjeneste i Vartov kirke

Kirkeårets tekster – så forskellige de end er – kalder tit, hver især, et billede frem i os, når vi hører eller genlæser dem. Dagens tekst for eksempel. De skriftkloge, de rige, dem med indflydelse, de imposante, der viser sig frem, stiller sig til skue, kommer med sig selv forrest. Selvvelbehagelige er de. Sådan nogle, som der står andre steder i evangelierne, der stoler på, at de er de retfærdige.

Vi ser dem for os. Og de ser hinanden, måler og vurderer, promenerer og tager sig ud. Og Jesus ser dem. Også det er til at forestille sig, se for sit indre blik. Han sidder der ved tempelblokken og iagttager. Sådan som vi kan gøre det, når feriens ro falder på os på storbyens torv, på en bænk eller en fortovscafe. Oh, at sidde og sidde og se på mennesker i mylder, fintænke, gøre sig tanker og iagttagelser

Men som så ofte før ser han demvi har det med at se forbi eller hen over: Den blinde i grøften, den lamme på båren, tolderen i træet, den samaritanske kvinde, skyggeeksistenserne, dem i hjørnerne og mellemrummene, fyldet i mylderet, de ubemærkede. For hans blik er som et varmesøgende missil der trænger gennem de facader, lader, positurer, positioner og magtkonstellationer, der altid falder os i øjnene, fordi de på den ene eller anden måde også altid er vores pejlemærker. Og det falder, hans blik, det hviler, der hvor han kender eller genkender troen eller håbet eller kærligheden, som han altidsøger, og som han selv kom med.

Og det han ser, den her dag ved tempelblokken, er det her menneske, der giver alt, hvad hun har, alt hvad hun har at leve af. Jesus ser hende, han kender hende, fordi han genkender hendes handling. Ja i hende, og hvad hun gør, genkender Gud sig selv. Den almægtige ser, spejler sig i en af gadens grå gamle koner, en minimumseksistens i mængden af højtråbende, spraglede, velbeslåede samfundsstøtter, opragende religiøse notabiliteter, rasende dygtige teologer, der kan lugte et kætteri på kilometers afstand, hhædersmænd, bedsteborgere, ilsomme, betydningsfulde med deres på det tørre, som styrer verdens gang, eller som mener, at de gør det.

Gud spejler sig i denne af alle, næsten alle, usete handling: to småmønter i en tempelblok. ”Plonk, plonk”. Eller hvordan det nu lyder, hvis man ellers kunne høre det for de andres palaver. For hun, enken, har givet, sluppet, skænket alt, hvad hun havde.

Jesu perspektiv udfordrer vores perspektiv, han lader os se ting, vi normalt ikke ser. Måtte hans ånd give os blik for, eller justere vores blik, når vi sådan på den ene eller den anden måde bevæger os gennem mængden, færdes i mængden, så vi ser andet end det og dem, der udgør vores sædvanligepejlemærker og sigtepunkter. Måtte hans ånd forstyrre, jamme, vores sædvanlige frekvenser og lære os at se andre steder hen – ud i skyggerne, hjørnerne, mellemrummene, hvor der gives og skænkes, tages imod og tilgives, spredes glæde, håbes og trøstes – alle de her gudsrigets små uanseelige byggesten – uanselige for de fleste af os, ja, fordi vi har større ting for, men genkendtspottetset af Gud.

”Sjælesørger fra det høje hold med os et vågent øje”, sang og bad vi lige før, og den bøn kan vi nok have brug for at bede. ”Væk os dorske”!  ”Tugt os trygge! ”. ”Gør os dagligt husbesøg! ”. Lær os at se andre steder hen end der, hvor vi plejer at se hen.

At se andre steder hen end der hvor vi plejer. Jeg ved ikke, om I har det ligesådan – det tror jeg næsten – men når man ligger der i morgenmørket og clockradioen tænder, og verdens nyheder kommer strømmende, så er det nogle gange sådan, at man næsten trykkes tilbage i pudevåret af modløshed og mørke tanker om, hvordan det dog skal gå alt sammen. Om det er tiden eller alderen, eller de to ting i kombination, ved jeg ikke helt, men det er som om blikket, det indre blik, løber vildt, og at man nogle gange ikke kan få øje på ret meget andet end undergang og vrede.

Det er som om at de rige, velkonsoliderede, udbytterne, de selvretfærdige, de oppustede, de galvaniserede egoer har indtaget gaderne, ”reclaimed the streets”, hvad enten det er i skikkelse af østlige despoter med uudtømmelige bomblagre, grassate mangemillionærer og præsidentkandidater, religiøse galninge, radikaliserede massemordere. Kort sagt alle dem, der i ekstrem grad bærer på det, vi kender fra os eget, men som dog hos os kommer til udtryk på mere ydmyge måder – i vores profileringstrang, vores hovmod, vores drift efter at fylde og være forskellige og udskille de forskellige, dem der ikke er som os. Vi, de rene linjers folk, de alt andet end overbærende, de dømmende og vrede, der stoler på, stoler så vældigt meget på, at vi, vi, vi, er de retfærdige.

Men altså: midt i denne mængde, midt i denne flok, der vælter rundt i gaderne, som vi er en del af,  og som har bemægtiget sig på vores indre blik og hele udsyn, kommer også enken, hende Jesus ser. Hun kommer der i krumbøjet slalomløb mellem de brede og brovtende med sine to småmønter, lægger dem i blokken (plonk, plonk) og bekræfter, ubemærket og uset af alle andre end Jesus, en helt anden verdensorden. En verdensorden der aldrig nogen sinde har sat sig igennem med flyvende faner, bulder og brag, bomber og vold, trompetskrald og fanfarer, men som dagligt bygges på og bekræftes, hvor mennesker ikke kommer med sig selv forrest, men for at give, skænke, række ud, hjælpe – hvad enten det er med små eller store mønter, med ord der trøster og måske gør alting nyt, med hjælp og bistand, trofasthed, tilgivelse, fred og barmhjertighed. Så uset, så småt, så på sin vis hverdagsagtigt.

Det var den orden Jesus satte igennem – om jeg så må sige på det store lærred – da han gav sig selv på korset, gav alt, absolut alt, og viste at Gud også er der for os, der hvor rungende fattigdom og iskold død ellers hersker. Hans rigdom og evighed venter bag mørket, men den anes nu og her i tegn, ord og selvforglemmende handlinger, der godt nok ikke fylder og syner af meget, men er der, som varsler om noget, der engang vil folde sig ud og fylde alt. Som sagt: Guds riges små byggesten.

På den måde er der trøst og håb i enkens handling. Et håb og en trøst der nok kan udfordre det ydre og indre morgenmørke og sætte tingene i perspektiv, i et andet perspektiv, end det, der byder sig til, når clockradioen med de glødende digital tal begynder at kværne og udfordre din lyst til at stå op. Et håb og en trøst der sender dig ud i den nye dag for på fattige måder, som enken, at gøre gavn, som Gud det vil. For det er, hvad der er vigtigt. Det er, hvad der betyder noget. Og så kan verden ellers danse sin vilde og voldelige dans.

Vi begyndte dagen i dag med at synge om det Paulus også siger i dagens epistellæsning, at vores borgerskab er i Guds rige, og at vi ikke skal bygge på eller binde vores hjerte til verden. Skarp kost for gode grundtvigianere med et godt øje til alt stort og skønt herneden, det ved jeg godt. Men det handler ikke om verdensforsagelse og virkelighedsflugt, men om et perspektivskifte, om at få justeret sin syn på den jord, der er vores, sådan at den, verden og de længsler efter andet og mere, det hører den til, at den og de fyldestgøres af glans af evigheden. Glimt af evigheden, det er, hvad enken gav os, da hun gav, alt hvad hun ejede og havde. Glans af evigheden er Jesu klare dag, hans skinnende sol, da han gav sig selv og stod op fra graven. Og det er det, der gør denne verden god, giver den, hvad den ikke selv ejer. Det er Guds nye verdensorden, der for altid modsiger vores den gamle.

At lade det gode, der i ham kom til os, og som enken på sin lille måde kom med, at lade det fylde og lyse midt i verdens voldelige tummel og tåge af selvretfærdighed, selvhævdelse og voldavlende selvfedme, det er det evangeliske perspektiv, det evangeliske blik, på verden, der skal nære vores kamp, vores modstandskamp, og som vi skal være vores næste nær i.

Jesus sad og så på verden. Hans blik var Guds blik. Måtte ånden låne os øjne til at se, hvad han så og bevæge os derefter.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.