Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

19. søndag efter trinitatis

Prædiken i Aarhus Domkirke

19.s.e.trin. 2.oktober 2016. Domkirken 10. Salmer: 743 Nu rinder, 655 Er du modfalden, 318 stiftet Guds søn, 414 den mægtige finder vi ikke, 163 Fuglen har rede. Nadver: 86 Hvorledes skal

Johannes Døbers to disciple møder Jesus. Den ene af dem, Andreas, møder sin bror Simon Peter, og tager ham med, så han også kan møde Jesus. Og dagen efter møder Jesus Filip, som møder Nathanael, som så følger med Filip for også at møde Jesus.

Der er en del mødeaktivitet i dagens tekst. Og der sker altid noget, når man mødes. Det ved vi godt. Der sker i hvert fald noget for og med Andreas, Simon Peter, Filip og Nathanael, da de møder Jesus, de bryder op, de følger, og intet er som før.

At møder altid gør noget ved os er måske også det, der af og til gør os en smule forbeholdne overfor dem fra tid til anden. Bevares vi har og vi tager de møder vi skal ha i løbet af dagen: de tilfældige, de glædelige, de nødvendige, de kedelige og de ulideligt overflødige og langtrukne. Møder er af mange slags. Men resultaterne kender vi sjældent. De er ikke til at forudsige.

Jeg tænker, de fleste af os har til gode, som disciplene her frejdigt at lægge familie og friværdi og fast beskæftigelse bag os på grund af eet møde. Men, som sagt, vi ved, det i princippet kan ske, fordi vi ved, hvordan møder kan forandre ganske meget, og nogle gange gøre alting nyt. Det første møde med din nuværende ægtefælle. Det uventede møde på gaden som vejrer tungsind bort. Mødet med en anden der kalder ting frem i dig, skaber nye muligheder og ændrer perspektiver.

Men netop uforudsigeligheden i mødet skaber så måske også, nogle gange, en vis forbeholdenhed. Uforudsigelighed er der meget godt at sige om, men det kan også være noget bøvl. Kursskifter kan man ikke være foruden, de ser godt ud i bakspejlet, men aner man et på forhånd, henne af vejen, kan det sagtens være man ængsteligt sagtner farten. Ingen kaster sig uforbeholdent i armene på forandringer. For hvad sker der lige? Hvad følger? Folk, som man aner, vil noget med en, er ikke altid lige velkomne gæster.

At mødes med en anden er godt. Det kan vi nok blive enige om. Sådan på et officielt plan.  Men ikke for enhver pris, hvis vi nu skal være ærlige. Lad os kalde det for møde-modstand. Såre menneskeligt er det, nærmest instinktivt og forsvarsmekanismerne er fordelt ud over en stor skala, lige fra at man ikke orker at engagere sig i den nye kollega ved kantinebordet til en udtalt modvilje mod tilkommende fremmede i al almindelighed.

Og alt sammen indeholdes det i Nathanaels vrantne kommentar, da Filip overbegejstret fortæller om Jesus fra Nazareth, som ham de alle venter på, og som Nathanael simpelthen MÅ møde: “Kan noget godt komme fra Nazareth?”.

Verden maser sig på. Nye veje, nye muligheder, uforudsete kursskift, ændrede liv, så meget ligger på lur i dette møde, som Filip belaver Nathanael på. Hvor forståeligt i grunden, at han søger tilflugt i den skepsis – vi vil måske sige den sunde skepsis – der værner os mod så meget.

Det kan ikke udelukkes, at rigtig meget af tidens frygt for religionen og det at have en tro, kommer af den samme modstand mod mødet, der kan forandre os, gøre noget ved os. Mennesker der i deres selvforståelse er moderne frie, kritiske og selvrådende er – skulle nogen være i tvivl – ikke hævet over Nathanaels måske lidt provinsielle skepsis i forhold til det fremmede og uigennemskuelige. Tvært imod måske.

Og jo, der er som bekendt måder at tolke religioner på, som giver al mulig god grund til nervøsitet og modvilje og modstand, men netop jo fordi de her tolkninger i sig har indbygget en dyb modstand mod mødet med det anderledes, det fremmede, det uforudsigelige. Man kan kalde det en systemfejl i religionen, hvor der netop bygges mindre på Guds åbenbarede vilje, men en hel del mere på menneskers forbehold, vrede og trang til at sætte skel mellem os selv og de andre. Det var den selvsamme systemfejl, Jesus konfronterede, og som kostede ham livet.

Så Nathanael, han står jo så der som indbegrebet af de for os så fortrolige forbehold, der kendes i det små, men som også kan vokse sig store og grimme, i fremmedhadet, i religioner og i ideologier. Det er jo et af syndens kendetegn, at den det ene øjeblik kan synes både forståelig og sympatisk og sund, men under de rette forhold kan vokse sig både stor og grim og ustyrlig.

Nathanael har sikkert væbnet sig til mødet, Filip slæber ham med til. Som vi ville væbne os til mødet med dem, der vil noget med os, og som vi fornemmer, vil lede os ud på nye og dermed utrygge veje.

Men Jesus afvæbner Nathanael samme øjeblik de mødes, fordi han før noget andet genkender ham, godtager ham og modtager ham – som den han er. Du Israelit uden svig. Du menneske, du Nathanael, der under figentræet. Ingen afkrævede løfter om troskab. Ingen tale om et særligt og udvalgt fællesskab. Ingen krav. Ingen udtalte eller uudtalte forventninger om dette og hint. Kun et løfte mens han endnu står og sunder sig, et løfte, at han skal få endnu større ting at se. Et syn som Jakobs himmelstige. En sprængt horisont, en åben himmel, et liv uden de grænser, døden sætter.

Nathanael bliver kendt som den han er og så kaldt på. Og DET gør noget ved mennesker. At blive kendt og kaldt på. Er det ikke lige netop det, der kendetegner det gode møde, der forandrer os og gør vores verden større.? At blive kendt og kaldt på. Er det ikke det, der fik disciplene til at følge så pludseligt og uforbeholdent? Var det, hvad han gjorde? Så på dem med et blik, så de vidste at de var sete og kendte og nu var en del af noget stort og glædeligt, et rige hvor den ukendte og udstødte pludselig ved med sig selv, at nu er jeg også kendt og kaldt på. Kendte og kaldt på. Som sådanne hører vi hjemme. Som grene på vintræet. Som lemmer på det ene legeme.

Og vi, vi kendes i dåben, her lyder vores navn og vi får at vide, at som sådan, som den du er, er du set, som den du er, hører du til. Og vi får at vide, at et håb hvælver sig over dig, et håb som Jesu opstandelse fra de døde har givet os, og som hans egne ord til Nathanael, “Sandelig, du skal få større ting at se” er som et ekko af.

Tænk, da de dengang byggede den her kirke, hvordan det har været for byens borgere at træde herind fra snævre gader og små mørke og beklumrede huse. Lyset, størrelsen, rummeligheden. Det har været en rumudvidelse, der ville noget. Man har fået en konkret og kropsnær fornemmelse for det budskab, bygningen var opført på. Døbefonten hvor det lille menneske bliver kaldt ved navn, alterskranken hvor vi knæler side ved side som gæster ved det himmelske måltid. Og så luftigheden i de himmelstræbende buer noget, der ligner den åbne himmel, løftet om det himmelske Jerusalem.

Her blev man kendt og kaldt på. Her bliver vi den dag i dag kendt og kaldt på ud af vores eget, ud til mødet med vores næste derude. En rumudvidelse, der vil noget, udtrykt med håbet om, at det nye og glædelige, du her får del i, kun er begyndelsen. Din modstand og din død til trods. “Sandelig vi skal få større ting at se”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Prins Henrik, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen