Biskoppens klummer
Nyheder

Trange tider. Mellem religionsfobi og religionskamp

Februar 2017 - Kirkeligt Set, Kristeligt Dagblad

Et nyt protestparti har set dagens lys. Som det er tilfældet med de andre opblomstrende af slagsen, ønsker man at vende tilbage til noget, som var. I dette tilfælde dog ikke genetablerede grænser og stop for de tilkommende, men en klar sondring mellem troen og fornuften, reaktionen og fremskridtet.

"De Progressive" kalder de sig og gentager stort set, hvad Brandes sagde dengang i 1870'erne. Tingene bliver bare mere forenklede og lyder knap så indtagende, når de vender tilbage anden gang. Paroler som "Ud med Gud og tilbage med fornuften" og et syn på religionen som et overgreb imod den individuelle frihed, egenbestemmelse og ytringsfrihed får vel, alt efter temperament, mange af i hvert fald dette blads læsere til at sukke dybt og himle med øjnene.

Men det er selvfølgeligt udtryk for den herskende religionsfobi, hvor man ængstet af både radikaliserede islamister og beskyldninger om diskrimination, uden smålig skelnen, smider langskæggede parallelsamfundsentusiaster i samme gryde som sekulariserede folkekirkekristne. Det rene snit, den lette løsning, de klare linjer tiltaler flere og flere, når det kommer til det med religion og samfund.

Og i en tid, hvor argumenter, nuancer og forbehold i stigende grad afløses af den velafprøvede taktik: hold dig for ørene og hæv røsten, er De Progressive blot det foreløbigt sidste skud på den golde sekularistiske stamme.

Så er det noget andet med Trump, der vil kæmpe benhårdt for at fremme religionsfriheden og efter eget udsagn "smadre" den lovgivning, der i USA hidtil har søgt at hindre religiøse grupper i at støtte politiske partier og ad den vej fremme deres synspunkter.

Med religiøse grupper tænker han nu nok mest på de kristne af slagsen, der i krigen mod terrorisme og åndeligt forfald nu skal have lov til igen at stå fast på og fremme modstanden mod homoægteskaber, abort, prævention og slige moderne rettigheder. Altså fuldtonet kristen kulturkamp mod, på den ene side, islam, og, på den anden, nogle, som han ser det, udartede liberale værdier.

Religionsfrihed og religionsfrihed kan på den måde hurtigt blive til to ting. Frihed til og frihed fra. Sådan synes fløjkrigerne ude som hjemme, de progressive såvel som de konservative, at tage hinanden i hånden, når de tjenstvilligt pumper gensidige fjendebilleder op til bristepunktet og dertil maler dem lysegrønne.

Og der sidder så vi, de hjemhørende i hvad man kan kalde brede folkekirkelige kredse, med vores nedarvede grundtvigske frisind og taler imod imamlov og for åndsfrihed. Mærker vi efter, tror jeg nok vi efterhånden fornemmer os en smule udsatte i et skrøbeligt og stadigt mere trængt miljø, et lille havehus mellem to optrækkende fronter der tårner sig op i horisonten: religionsfobien og religionskampen. Lige nu syner den ene måske mere end den anden, men det kan hurtigt ændre sig.

Religionsfobi og religionskamp. Begge er de set før, og som sagt: tingene bliver bare mere forenklede og knap så indtagende, når de vender tilbage for anden gang. Så tages der ligesom ikke gidsler. For hvis der er noget religioner såvel som antireligions-religioner i fri dressur og med politisk rygvind kan blive vældigt meget optagede af, så er det at holde ude, sætte skel og skabe fronter mod den, der mener og tror anderledes. Det er deres indbyggede systemfejl, kan man sige.

Den islamistiske terror har i nyere tid, i den grad og i særklasse vist vejen, hvad den systemfejl angår. Men i kampen mod den skæres budskaberne til, nuancerne falmer og den tro, hvorpå vi bygger, bliver til befæstede mure, kasteskyts og slagvåben.

Det lyder altsammen en anelse resignerende, jeg ved det godt, men i en tid, hvor der synes at være en næsten global drift efter at vende tilbage til gamle grænser og demarkationslinjer, lige nu nationalstaternes, virker den fredelige og nogle ganske stærkt frugtbargørende sameksistens mellem tro og tvivl, og forskellige måder at tro og tvivle på, nogle gange at være so Yesterday.

Et eller andet sted planlægges det næste islamistiske terroranslag, i Det Hvide Hus troner Steve Bannon ved Trumps højre hånd, Putin, den i nogle øjne kristne verdensleder, soler sig i den europæiske højrefløjs gunst, og den oplysningens fortrop der af mange gode grunde ikke ønsker sig nogle af delene, anser, i pagt med tidens sans for forsimplinger, troen for at være al denne elendigheds udspring. Hvad skal man sige? Trange tider langsomt skrider.