Biskoppens klummer
Nyheder

Præstegården i vores hjerte

Maj 2017 - Kirkeligt Set, Kristeligt Dagblad


Ud over Islam (og så måske homo-bryllupperne) er der næppe noget, der kan sætte den danske folkekirkelighed i brand som præstegårdene. Underligt nok for så vidt. For på mange måder er den danske lutherske præstegård indbegrebet af fredfyldt idyl. Her har han jo gået den gamle med spændeskoenes hårde svirp mod plankerne, frem og tilbage i studerekammeret, mens søndagens prædiken tog form. Stundom har han kastet et distræt blik ud i haven og set de små i fredfyldt leg under lindetræets skygge, mens lillemor har puslet med stauderne. Et sognebarn har nærmet sig ad lønlig sti. Kanske der har været familieforøgelse henne på Lindegården. Eller er det gamle Kræn, der omsider har opgivet ånden? 

Nå, enhver ved jo, at sådan er det ikke helt længere. Ikke ret mange steder i hvert fald. Men mindet lever. At bo i en præstegård, i land eller i by, om man er præst eller ej, får små kirkeklokker til at ringe i den fælles folkelige bevidsthed. Gyldne og gode erindringer og associationer hænger ved. Forståeligt nok, da præstegården jo siden reformationens tid har været årsag til, at kirken har været, hvor folk var. Præsten har levet i sit sogns midte, tilgængelig for enhver. Hele den folkekirkelige raison d´etre, for så vidt.

Derfor opgiver vi også nødigt præstegården, som de for nylig har gjort det i Norge, hvor de fondsejede (!) præstegårde, efter den nylige adskillelse af kirke og stat, er blevet sat til salg. Hvilket i øvrigt, siges det, ikke har sat kirken i en udpræget vinder-position deroppe. Også selvom præsterne har mulighed for selv at købe deres hidtidige bolig. Hvilket en præst i Oslo gjorde for formedelst 10,5 millioner kroner. Alt for lidt, ifølge den lokale ejendomsmægler. De nordmænd og deres penge, altså!

Men modsat den norske står den udanske menighedsejede præstegård som historisk bygning, symbol og institution ganske grundfæstet - godt i fod, som man sagde dengang - både kirkeligt, kulturelt og folkeligt. Og derfor også de stærke følelser der er forbundet med den, når dens status anfægtes, fordi det kirkelige og folkelige går forskellige veje. Det være sig af økonomiske grunde, i forbindelse med strukturomlægninger eller vores ændrede livsformer i øvrigt.

Økonomien først. Præstegårde er ofte dyre at vedligeholde. Fordi de for nogles vedkommende er store og gamle og/eller fordi de ifølge de cirkulærer, regler og normer, der har gjort vores liv både lettere og sværere, skal opfylde visse krav, hvis en hel familie skal flytte ind i dem, leve der som lejere uden mulighed for at spare op i fast ejendom og i øvrigt forføje sig i hast, hvis den tjenestegørende dør. At det kan koste knaster ved embedsskift er uomgængeligt, hvad lokalpressens opmærksomhed også er. Og så kører den igen, dén med at folkekirken sviner med offentlige midler og er ude af trit med den fælles virkelighed, hvor vi jo generelt skal spare.

Så er der strukturomlægningerne. Og de gør ondt. Folk flytter som bekendt fra land til by i de her år, og i det omfang præstestillingerne følger med (vi skal jo fortsat være kirke, hvor folk er, og præstestillinger bliver der næppe flere af), må præsteboligen nogle steder nedlægges, mens der andre steder skal skaffes eller bygges en ny. En nedlagt præstegård kan på den måde blive endnu et trist kapitel i en lang beretning om den udvikling, der her blev til afvikling. Endnu en forladt bygning, der vidner om noget, der ikke længere er. Så også her mobiliseres stærke følelser, omend årsagen er en ganske anden.

Endelig indretter vi os på andre måder end før. Enkelte vordende præster er så uopfindsomme, at de vælger at gifte sig med en anden vordende præst. Og da det vil være udfordrende for både ægteskab, familieliv og menighed, at de bebor to forskellige præstegårde, gives der fornuftigt nok visse muligheder for dispensation. Det samme med pensionsmodne præster der så småt længes efter selv at kunne bestemme, hvornår der skal ny farve på væggene, eller hvorvidt der skal fældes eller plantes træ i haven. Også de kan få dispensation. Ligesom der generelt er åbnet for, at økonomisk bebyrdede menighedsråd kan afskibe en enkelt omkostningskrævende præstegård, med den ikke uvæsentlige bonus at tiloversblevne præsteægtefæller eller de i forvejen fastboende kan søge et embede uden bopælspligt.

Sådan, under almindelig iagttagelse af de folkekirkelige kardinaldyder lempelighed og skønsomhed og med hensyntagen til ændrede vaner og omskiftelige livsforhold, lykkes det på den måde, at fastholde den nødvendige bopælspligt i de præstegårde, der volder både vrede, når de koster for meget, og hjertesorg, når de nedlægges, men som vi i bund og grund ikke kan være foruden. Det norske alternativ er ikke tilrådeligt.