Biskoppens klummer
Nyheder

Herrens venner ingen sinde...

Det er i mødet, det sker. Dér, hvor budskabet vi bygger på, formidles i ord eller i handling, slår rod og sætter blomst. Men mødet sker på så mange måder, i så mange sammenhænge, på så mange steder, mellem så forskellige mennesker og under så forskellige forhold. Derfor er vi som folkekirke nødt til at…

Det er i mødet, det sker. Dér, hvor budskabet vi bygger på, formidles i ord eller i handling, slår rod og sætter blomst. Men mødet sker på så mange måder, i så mange sammenhænge, på så mange steder, mellem så forskellige mennesker og under så forskellige forhold. Derfor er vi som folkekirke nødt til at blive stadigt klogere på det med mødet, og hvordan vi bedst formidler det.

Og det holder vi så en masse møder om. Vi mødes om mødet. Vi mødes meget om mødet. Vi mødes, og vi mødes. Og i mismodige stunder, hvor man igen sidder der i sognegården eller konferencelokalet og ser ud på træer, pipfugle og legende børn på parkeringspladsen, kommer den igen snigende, mistanken om at der nogle gange bruges mere tid og ressourcer på mødet om mødet end mødet i sig selv.

Men folkekirken er og bliver nu engang en mødekirke. Af flere grunde. For det første, som nævnt, fordi vi er kirke i et samfund og en tid, hvor vi går mange forskellige veje og tidligere selvfølgeligheder konstant er til forhandling. For det andet fordi er der mange, der spørger, hvad vi så gør ved det, og som virkelig ønsker at gøre noget ved det. Og for det tredje – og det er vel den egentlige årsag til at mødekulturen nogle gange er ved at stikke af fra os – fordi folkekirken har den struktur, den har.

Jeg tror, det var fhv. rektor Niels Thomsen, der engang sammenlignede den folkekirkelige magtfordeling med amerikansk fodbold, hvor det gælder om at gribe den ovale læderkugle og så ellers spæne afsted det bedste man har lært, indtil man bliver nedlagt. Men med den forskel, vil jeg så tilføje, at der i folkekirken ikke er to hold på banen, men så mange, at spillet aldrig får kvaliteter som publikumssport, og enhver kommentator hurtig vil erhverve sig et mindre sammenbrud.

Og spillerne? Lad mig nævne i flæng – ud over de enkelte menighedsråd, provstier og stifter – samtlige stiftsråd, faglige og interessebårne og frivillige organisationer, bispekollegium, kirkeministerium, efteruddannelsen, FUV. Men først og fremmest alle udvalgene. Udvalgene, der på samtlige niveauer og gerne i indbyrdes samspil, besluttes og oprettes, og som sandsynligvis genererer endnu flere møder. Møder om – og her nævnes også i flæng – dåb, diakoni, religionsmøde, kommunikation, Grøn Kirke, mellemkirkeligt arbejde, arbejdsmiljøforhold, indbyrdes samarbejde. Hvad ved jeg.

Altsammen er det vigtige og vedkommende emner for de mange, mange møder, seminarer og konferencer, der holdes rundt omkring, Men deres mængde og ofte parallelle forløb og sigte gør det nærliggende at spørge, om kræfterne og de gode viljer kunne bruges – og genbruges – bare lidt mere hensigtsmæssigt.

Men hvem skal spørge og tage initiativ til den slags? Lad os holde et møde om det og nedsætte et udvalg. Hvem griber bolden?

Selvfølgelig. Det, der udefra og med den møde- og samtaletrættes øjne, kan ligne et kaotisk boldspil, kan sagtens med andre briller på, vidne om en frugtbar folkekirkelig jordbund, hvor vi er dygtige til at reagere på de udfordringer, tiden møder os med, og hvor vi er lidenskabeligt optagede af at blive klogere og skarpere. Men vi kommer ikke uden om, at det også medfører en risiko for lukkede kredsløb, frustrationer, snik-snak og spildte kræfter, når møderne tager over, bliver selvgenererende og mødet, det vigtige og egentlige, begynder at glide faretruende i baggrunden.

Personligt hører jeg ikke til dem, der på daglig basis sidder og bider i skrivebordet i indebrændt ærgrelse over en forlist kirkestrukturreform, og jeg ønsker mig virkelig ikke en central beslutningstager, der udstikker relevante emner til relevante komiteer eller udvalg for dette og hint. Omend vi, når pengene bliver færre og udfordringerne flere, kan blive tvunget til at tænke mere økonomisk – både på den ene og den anden måde.

Men en vis vilje til erfaringsudveksling, sans for samarbejde og mindre markeringsiver niveauerne, organisationerne, rådene og udvalgene imellem, vil bestemt ikke skade. Så måske vi skal blive bedre til at hjælpe hinanden lidt mere frem ad banen fremfor at rode rundt i hver vores bunke af med- og modspillere. Endelig er det heller ikke nogen dårlig ide at spørge, før vi næste gang trykker på udvalgs-knappen, hvad vi præcist vil med det her, hvornår vi er færdige, hvordan det bedst bliver menigheden til gavn, og hvordan det kan drive på menighedens eller den enkeltes møde med budskabet, altså det egentlige møde, hvorom det hele drejer sig, dér hvor ting sker.

Herrens venner ingen sinde, mødes skal for sidste gang. Nej, men her og nu skader vel ikke at skrue lidt ned for frekvensen, tilsvarende op for effektiviteten og få lidt mere tid til pipfuglene, træerne, de legende børn og alle de mange andre vigtige ting, der også sker derude.