Biskoppens klummer
Nyheder

Folkekirkens ud-af-huset virksomhed

Marts 2017 - Kirkeligt Set, Kristeligt Dagblad

 

Mission, kirkens-ud-af huset virksomhed, er sandelig tilbage på dagsordenen efter de seneste ugers opblussende debat i nærværende avis at dømme. Det var debatten om dåbstal, der antændte den. Længe, og med succes har vi i folkekirken satset på de opvoksende generationer: skole-kirke samarbejder, minikonfirmander, babysalmesang og nu altså også de ufødte endnu ikke døbte og deres forældre. Er tiden ikke inde til et sporskifte, blev der spurgt. Har behovet for en indsats ikke flyttet sig? En tid til dannelse og traditionsopsamling. En tid til mission og nye veje.

 

Eller nye og nye. Mission er, ligesom diakonien, en essentiel del af den kristne kirkes åndedrag. For ikke så længe siden var de folkekirkelige missionsselskaber forankrede i det lokale sogneliv med strikketøj, tombola og havemøder. Nu opererer de i opgraderede udgaver nationalt som internationalt, professionelle med erfaring og indsigt, men med specialer og i særlige historiske slægtsforhold, som kan være svært gennemskuelige for de uindviede. Men det nye er, at missionssagen sandsynligvis ikke længere mestendels vil være forbeholdt de få. Den er på vej til at blive et bredt folkekirkeligt anliggende, og den vil tage skikkelse derefter. Fuldstændigt parallelt med diakonien i øvrigt.

 

I folkekirken er vi i mangt og meget langsomme i opfattelsen og reaktionsevnen. Det kan der være mange fordele forbundet med, og nogle vil også sige, at det står vi os bedst ved i en omverden hærget af omstillingsparathed og pligten til at være først med det sidste. Men at kirkens gamle kerneydelse, diakoni og mission, først nu - langsomt, omstændeligt, men med sikre skridt, er ved at bevæge sig ind i menighedernes fokus, skyldes selvfølgelig, at vi i samfundet som sådan står med det til op over ørerne: en stadigt mere udpræget social skævhed og en befolkningssammensætning der ændrer sig tydeligt og mærkbart. Vi møder trosfællesskaber og kirkesamfund, man næppe troede fandtes mere, men som i landflygtigheden har regrupperet sig og nu færdes hjemmevant i hvidkalkede middelalderkirker og velindrettede sognegårde. Lønligt iblandt os de går med en historie, personligt, nationalt og kirkehistorisk, der kan tage pusten fra enhver, der tager sig tid til at lytte.

 

Kan man tale om en missionarisk indsats i forhold til migrantmenighederne, er det vel snarere som en gensidig integrationsproces, hvor vi der huser dem, må tænke i nye baner med en form for folkekirkelig tilknytning, der også giver plads til deres måder. Samtidigt skal de vende sig til alt vores: kvindelige cigaretrygende præster, barnedåb og homoseksuelle vielser. For nu at nævne nogle mulige anstødssten. Ja, de skal, samtidigt med at vi lader os belære og anfægte af en kristendom, der ikke nødvendigvis skikker sig alt for lige med verden, selv lade sig belære og anfægte af den rummelighed, der gør det muligt at huse så store forskelligheder.

 

Og så er der jo spørgsmålet om forholdet til islam, håndgranaten i enhver debat. Og med dette selvfølgelig det efterhånden noget forslidte spørgsmål om i hvor høj grad og hvordan, der skal missioneres og/eller integreres. Positionerne i forhold hertil er kendte, men de afspejler jo netop også den rummelige, bredspektrede folkekirkes mange forskellige måder at møde mennesker på. Lige fra den klassiske direkte vej fra mund til øre til hjerte til dåb til den mere tilbageholdne tilgang, hvor et nedarvet menneske-først udsyn i forening med åbne fællesskaber og samtaler ført i respekt med nogle, der tror anderledes, tænkes at tale til og bevæge dem, der har fået så rigeligt af alt det modsatte.

 

Sagen er vel, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet. Tingene er ikke så firkantede som diskussionen nogle gange giver indtryk af. De tilkomne, kristne såvel som muslimer, er mindst ligeså forskellige, som vi herboende børn af huset er og skal vel mødes ligeså forskelligt af det samme evangelium, som vi bliver det.

 

Er der virkelig tale om et forestående paradigmeskifte i den folkekirkelige opmærksomhedssfære, hvor vi bevæger os fra den undervisende og dåbsoplærende tilgang til den missionerende, vil det første forhåbentligt ikke stjæle fokus fra det andet. I dåbsbefalingen som vi døber på, hører vi, hvordan det i Kristus hører sammen, ud af huset og ind i huset. Og kunne vi så også lade den indre-folkekirkelige markeringstrang ligge i respekt for den fælles opgave, ville meget være vundet. Men det er måske et urimeligt håb at gøre sig.