Biskoppens klummer
Nyheder

Events

Juni 2017 - Set fra mit vindue


Jeg bor i tjenestebolig. Det har jeg mere eller mindre altid gjort. Og den jeg bor i nu, ligger på en ret så privilegeret adresse i det sydlige Aarhus, Nede for enden af vores vej ligger den blå bugt, og om vinteren og i det tidlige forår, når solen står lavt, er det som om fodgængerne nærmest drages derned. De går forbi derude på vores fortov, alene, hånd i hånd eller i mindre grupper. De misser mod lyset, deres gang er let, og de ser glade ud. Det må være lige præcis det her strøg, Gnags synger om i deres evergreen, ”Lav sol over Aarhus”.

Nu er det så sommer. Strømmen af mennesker og biler er taget betragteligt til. Hver weekend sine arrangementer. På Strandkrogen, på stadion, i det nærliggende tivoli, på væddeløbsbanen, i skoven og på villavejene. Billøb, cykelløb, maratonløb, koncerter, cirkus, marked, udstillinger - you name it. Vi bor godt her, men stille er her ikke. Beliggenheden koster på mere end en måde.

Og lige netop nu, med kulturby-året er der sat ekstra turbo på. Dette blads læsere har sikkert læst om det akrylbemalede stykke strand og park, som har givet en del ballade. Og det er så bare en blandt mange installationer i indre by og lang stranden helt ud til badeanstalten ved Ballehage. Kulturen har indtaget rummet. Der er events og begivenheder overalt. De fylder i det offentlige rum, de blokerer trafikken, irriterer de fastboende og forstyrrer - nogle gange – nattesøvnen.

Vi i Aarhus C skal såmænd ikke klage, når man ser, hvad københavnerne er udsat for med Distortion og andre hverdags-omvæltende, skrald-akkumulerende og ordens-udfordrende arrangementer Og sådan er det vel efterhånden blevet i enhver mellemstor provinsby, hvor byrummet periodisk overtages af eventmagere, kulturformidlere og et stort publikum fra et stort opland. Jeg ved ikke helt, hvad ideologien bag det er, men det handler vel om, at vi er blevet en nation af event- og underholdningshungrende borgere, der elsker det opsigtsvækkende og ekstraordinære og store menneskemængder.

Som en i princippet privilegeret beboer af en midtby, hvor der hver dag er liv, muligheder og masser af tilbud, kan man – det ved jeg godt – ikke tillade sig at bliver sur og kontrær over at flere får del i en masse fælles oplevelser. Men jeg tillader mig nu alligevel at øffe lidt. Og beder mig undskyldt. Det skal jo ikke gå ud over min kone alene

For med al den her besættelse af netop det ekstraordinære og det spektakulære bliver der mindre plads til den hverdag, vi alle også, et eller andet sted, har det helt godt med.  Byen og dens natur kan sagtens godt selv med sine steder, sine gader, sine pladser og parker. Og vi der bor i den, kommer i den og besøger den, kan vel godt nyde den, uden at skulle have proppet events, kulturbegivenheder og performances ned i halsen for hver anden meter.

Så, det lettede lidt. Så mon ikke at jeg om lidt vil slå et slag ned på Tangkrogen, købe en is og dalre ud og se på nogle flere skulpturer med bugten, Mols, Helgenæs og Samsø som havblå og sommergrøn baggrund, Jeg vil forsøge at fortrænge, at der den kommende weekend skal afholdes Northside med høj musik på noget nær døgnbasis. Og så i øvrigt trøste mig med, at om et halvt års tid, når den begivenhedsløse fred atter sænker sig over byens gader, kommer folk igen forbi med sol i ansigtet, i glad og lettet gang og lav sol over Aarhus.