Biskoppens klummer
Nyheder

Den sammenfiltrede folkekirke

Man bliver noget forpustet, når man scroller ned over listen af kandidater til Kristeligt Dagblads initiativpris, der netop er uddelt. For der er godt nok gang i den rundt omkring: Hubertuskoncert i Hørsholm, kærlighedstegn i Kerteminde, babysalmesang i Herstedvester, skuespil i Stenderup, bønneboks i Hvide Sande, dans og dialog i Mølholm, klimakirke i Hinnerup, kirke…

Man bliver noget forpustet, når man scroller ned over listen af kandidater til Kristeligt Dagblads initiativpris, der netop er uddelt. For der er godt nok gang i den rundt omkring: Hubertuskoncert i Hørsholm, kærlighedstegn i Kerteminde, babysalmesang i Herstedvester, skuespil i Stenderup, bønneboks i Hvide Sande, dans og dialog i Mølholm, klimakirke i Hinnerup, kirke og kro i Egebjerg, lektiehjælp, pilgrimsvandringer, gratis mad til hjemløse, øl-gudstjenester, biker-gudstjenester, kursus for nygifte, flygtningecafe. Og jeg kunne blive ved.

I tidligere, mere enkle tider ville mange af os have tygget arrigt sammen om cigaren og set med irritation og vantro på de her aktivistiske excesser. Nu er det blevet folkekirkelig mainstream. Et udtryk for en folkekirke der vil gøre evangeliet gældende for mange forskellige mennesker på mange forskellige måder. Ordet vil høres og skal høres, og hvem siger, at mine foretrukne måder er de eneste gangbare?

Indrømmet: den her favnende holdning vinder ikke priser alle steder. Der tygges – billedligt talt – stadigvæk arrigt sammen om cigarer. For er meget af det her ikke et tidstypisk udtryk for en folkekirke med DAMP-diagnose og trang til events, til parade og halløj i gaden, sukkerglassur i signalfarver der hældes ud over det salte evangelium? Svaret vil vel igen være, at al hitpåsomheden snarere er udtryk for en vilje til at være, hvor folk er, og til at få de mange i tale frem for de indforståede få.

Og dermed vidner hele den her diskussion om en art langsom forskydning i det folkekirkelige landskab. For de, der før hen tyggede cigarer, og som fra midten af forrige århundrede så med skepsis på indadvendte menighedsdannelser og talte varmt for det folkelige engagement – de grundtvigsktidehvervske kaldet – synes at have fået deres nutidige afløsere med en generation, der ikke holder sig tilbage, når det kommer til at gøre budskabet gældende, som sagt, for forskellige mennesker, på forskellige måder. Ikke nødvendigvis fordi de lider af en ulykkelig og ugengældt kærlighed til alt det, der foregår uden for kirkemurene, men fordi dem uden for kirkemurene faktisk gerne vil være med.

Vi ser det blandt andet i forhold til de frivillige, der kommer til kirkerne, til de lokale medier, de lokale organisationer, det lokale kulturliv, og de lokale politikere, der i den grad godt gider folkekirken, som den højt kvalificerede og ressourcestærke medspiller, det velorganiserede stykke civilsamfund, den også er. Det er en tendens der taler imod den dagsorden ateistisk trossamfund og ligesindede gerne vil sætte. Men den er også det bedste modtræk mod samme. Lad os kalde det en ”sammenfiltringsteologi”, hvor folkekirke og samfund, kirke og folk, bindes sammen med mange og forskelligartede tråde.

Betegnende nok var det mest effektive, mediebårne modspil til ateisternes store fest forleden, da nye udmeldelsestal ramte forsiderne, et stilfærdigt indslag om demensgudstjeneste i Odense. Demente køres til kirke rundt omkring fra byens kommunale plejehjem, salmer synges, musik spilles, trosbekendelsen siges, fadervor bedes, og kirken løfter på sin måde med på, hvad der også er et samfundsanliggende.

Hvad der således længe har været, stadigt er og forhåbentligt vedbliver at være filtret sammen i kirke-samfunds sfæren forsøger folkekirkehaderne i parløb med de religionsforskrækkede ivrigt at filtre ud igen. Sjovt nok har de, hvad trangen til dette rene snit angår, et pudsigt parløb med de cigartyggende – hvoraf flere nok oven i købet vil kalde sig grundtvigsktidehvervske – når de finder det fatalt, at kirken lidt for ivrigt gnubber næse med kulturen.

I begge tilfælde er blanderiet mellem kirken og kulturen en uting. Kulturkamp, fra hvilken fløj den end føres, er ikke til mudrede kompromiser og konturløshed. Den rene vare, tak! Men lur mig om ikke der filtres lystigt videre. Den proces lader sig ikke stoppe, så længe vi har en levekraftig folkekirke.

Men jo mere der filtres, des mere skal vi have øje for ledetråden, der holder det hele sammen. Den står nok så klart en ni-gudstjeneste i november som i det allermest hypede stort anlagte massearrangement, hvor kommunen og kirken og alle lokalforeningerne finder hinanden, bilerne stables på p-pladsen og præsten danser cancan på torvet. Bruger præsten meget tid på den slags, så fred med det, men så meget desto vigtigere ikke at lade det gå ud over tiden i studerekammeret. Tvært imod faktisk. For det skal gøres klart – ekstra meget klart – hvorfor man så gør, som man gør.