Biskoppens klummer
Nyheder

Den liturgiske hjertesag

April 2017 - Kirkeligt Set, Kristeligt Dagblad

 

Biskopperne har, som det måske er bekendt, nedsat tre liturgiske fagudvalg, der gennem et grundigt udredningsarbejde og oplæg til bred folkelig og kirkelig debat, skal lægge op til mulige fremtidige liturgiske ændringer i folkekirkens gudstjenesteliv. Det lyder som et langt tilløb, og det er der gode grunde til. Liturgiske ændringer er ikke noget man sådan lige springer til. Gudstjenesten er en hjertesag for mange. Og med tidens tendens til bastante positioneringer i alt, hvad der har med tradition, tro og kirke at gøre, kan man forudse, at der vil blive gået grundigt til makronerne. De første spæde dønninger har allerede vist sig med indlæg i nærværende avis. Mere vil følge. Se bare reaktionerne på det famøse kirkespil i Aarhus Domkirke, hvor alene legen med formerne påkaldte sig både vrede og begejstring. Interessen var i hvert fald alt andet end manglende.

 

Måske fordi det med tradition og fornyelse generelt er noget, der optager os. Opbrud, forandringer og omlægninger har vi så rigeligt af, vil nogen sige. Lad dog noget stå fast. En følelse man kan vinde valg på for tiden. Omvendt sidder det dybt i mange, i en kirkelig sammenhæng også med god luthersk licens, at formerne ikke må stivne og spærre for budskabet. Ny vin på nye sække, tak.

 

Selv hører jeg til dem, der i gudstjenesten sætter overordentlig stor pris på genkendeligheden. Jeg er - indrømmet - en halsstarrig liturgisk strammer, der holder af et kendt og fast ritual at hvile i. Men jeg har, som så mange andre, også oplevet, hvordan improvisationen, afvigelsen, forstyrrelsen af det kendte nogle gange, inden ærgrelsen når at blive mobiliseret, åbner for en pludselig erkendelse af, at formen er og bliver sekundær i forhold til budskabet.

 

Alligevel er det som om, at fronterne, måske i lyset af den standende kulturkamp, for tiden er skarpt optrukne mellem en bevarings- og fornyelsesfløj. Fronter og fløje hvis linjeføring ikke nødvendigvis er lige gennemskuelig, men som også giver visse kirkehistoriske mindelser. For een ting er den interne eller indre-folkekirkelige debat mellem præster, teologer, øvede kirkegængere og særligt kirkelige interesserede. Noget andet er, hvad der rører sig udenfor vores indforståede kreds. Den slags er det pr. definition svært at udtale sig særligt autoritativt om, men reaktionerne på kirkespillet i Aarhus tror jeg ikke er nogen ringe indikator.

 

For tag ikke fejl, uden for nærværende avis´ spalter, sporedes ud over interessen også, hvad man uden overdrivelse kan kalde en udpræget positiv imødekommenhed overfor det såkaldte event. Domprovsten trådte i de bevægede dage en noget uvant sti mellem veritable trusler, vrede ord, omfavnelser og varme håndtryk. Selv bivånede jeg et optrin, hvor en velbygget herre nærmede sig ham på en måde, der i et splitsekund fik mig til at tænke: nu får han en på låget. Men ærindet var noget der lignede en akavet krammer og endnu en varm tak.

 

Jeg skal ikke kunne sige præcist, hvad den udtrykte positive imødekommenhed dækker over, men  det forekommer ikke, at den er aldersbestemt eller defineret ved land eller by, eller uddannelse eller særlige kirkeligt retningsmæssige præferencer, eller for den sags skyld udtryk for kristusfornægtende aktivisme eller kirkelig trang til at bole med kulturen. Snarere handler det vel om den fornyelses- eller forandringsimpuls, der efter alle iagttagelser at dømme er tilstede rundt omkring i mange af landets menigheder, og som netop ikke kun er udtryk for nogle få rastløse præsters hitpåsomhed, men for en trang til at overvinde en fremmedhed som man tilsyneladende føler i forhold til de gældende ritualer.

 

For den slags er set før. Blandt andet hos vækkelsernes myndige lægfolk i forrige århundrede når de til kleresiets skræk forsøgte at finde deres egne veje ind til gudstjenesten bag om, hvad de så som, stivnede former.

 

Mellem disse to gammelkendte, men til lejligheden og af kulturkampen skærpede fløje, traditionalisternes og fornyernes, skal de kommende års liturgiarbejde forme sig. Så der er virkelig lagt i kakkelovnen. Som sagt, det er en hjertesag for alle parter. Og godt for det, for så vidt. Lad os så inderligt håbe, at når, eller hvis, det kommer dertil, at noget skal autoriseres, at alle kan og vil være med, og at der bliver lagt en god, solid og velargumenteret teologisk bund. Både hvad angår det faste, en ramme, en genkendelighed, men også åbningerne, mulighederne for at kunne gå nye veje. Ikke mindst for rummelighedens skyld. For den er altså stadigvæk værd at bryde en lanse for.