Biskoppens klummer
Nyheder

Debat om Befri Gudstjenesten

Biskoppens kommentarer til Kathrne Winkel Holm om Svalegangens forestilling i Aarhus Domkirke

Kathrine Winkel Holm spørger i sin blog her i avisen, hvorfor jeg ikke siger noget om Svalegangens forestilling Befri Gudstjenesten i Aarhus Domkirke. Svaret er det enkle, at jeg - i modsætning til KWH og andre - gerne vil se stykket, før jeg udtaler mig om det.

Jeg så Befri Gudstjenesten til premieren lørdag aften. Hvad jeg så var kort fortalt et behjertet forsøg på at åbne og udlægge gudstjenesten med dramaets virkemidler og andre ord, end dem vi plejer at bruge. Som fortrolig med gudstjenesten synes jeg måske nok, at der kun forsigtigt blev lindet på den dør, der slås op på vid gab under søndagens højmesse. Men stykket er heller ikke henvendt til den fortrolige kirkegænger, men til de ikke-fortrolige, som vores folkekirke sandt for dyden også rummer.

Det var teater. Prædikestol, font og alter var ikke i brug, og prædikenen var nærmere en refleksion, der kastede et udefrakommende lys over dagens tema. Teaterfolkene har valgt at lade forskellige meningsdannere få ordet i de enkelte forestillinger.

Og det er her, vi kommer til det egentlige anliggende i KWHs blog: At meningsdanneren i søndagens forestilling er muslim, og at jeg derfor som biskop, med henvisning til loven om kirkers brug, bør slå koteletten i bordet og lukke forestillingen.

Befri Gudstjenesten er et debatskabende kirkespil. Den slags har man altså set før i danske kirker, og den slags åbnes der eksplicit for i omtalte lov. Søndag aftens debattør er blevet bedt om at tale om fællesskab, ikke at forkynde islam.

At forlange, at jeg som biskop på den baggrund skal trække tilsyns-pistolen, giver ingen mening. Så skulle jeg også granske de øvrige seks meningsdanneres religiøse ståsted (eller mangel på samme) for at sikre, at ingen med uautoriserede holdninger kom til orde i stykket. Det ville være en uhørt magtfuldkommenhed, som strider både mod det lutherske kirkesyn og mod det folkekirkelige demokrati.

Det er menighedsrådet ved Aarhus Domkirke, som har budt Svalegangen indenfor. Dag ud og dag ind, søndag efter søndag, lyder det kristne budskab i domkirken ind i menneskers liv og hverdag. Overalt i det gamle rum ses billeder og kunst, der fortæller os, hvad det er, vi bygger på. Og så kommer der for en enkelt aften en muslim ind som aktør i et teaterstykke og siger noget, der ikke handler om islam, og alligevel er det som om hele kristenheden ramler. Helt ærligt? Hvor er troens courage? Vi er da kristne mennesker, ikke kyllinger!

Det er opmuntrende, at gode folk på kvalificeret vis og med et teaterstykke som afsæt forøger at åbne gudstjenesten for de mange, der tøvende ser til på afstand. Og det er opmuntrende, at så mange tager imod indbydelsen. Biskoppen gik glad og lettet i seng lørdag aften, og dette er hans svar.