Biskoppens klummer
Nyheder

Befri Gudstjenesten

Biskoppens indlæg om indforståede, udenforstående og Teater Svalegangens opførlese af Befri Gudstjenesten i Aarhus Domkirke.

 

Jeg må indrømme, at jeg følte en vis nervøs uro, da jeg lørdag aften befandt mig på Bispetorv foran domkirken sammen med alle de andre, der skulle ind til premiere på Teater Svalegangens opførelse af Befri Gudstjenesten. En uro som jeg nok delte med flere af de fremmødte præster og trofaste kirkegængere, jeg spottede i mængden, og som vel kommer af, at man nødigt udsætter det, man har kært og er dybt fortrolig med, for en kritisk behandling.

 

Svalegangen dyrker jo det debatterende teater, hvor man søger provokationen for at vække til eftertanke. Mens vi, de kirkeligt fortrolige, folkekirkens in-crowd, som vi nu er flest, holder af ritualerne, genkendelsen, hvilen i ordene og de kendte led. Så hvad er det lige de vil "befri", var vi nogle, der spurgte os selv.

 

Dette er ikke stedet for en detaljeret anmeldelse af Befri Gudstjenesten, men i første omgang bare en konstatering af, at der er tale om et kirkespil, hvor man i musik, dramaturgi, debatindlæg og refleksioner, både omsorgsfuldt og nysgerrigt, forsøger at kaste lys over gudstjenestens forskellige led.

 

Bevares. Der er masser af lejlighed til undervejs for os indforståede at krumme tæer og gemme sig i kirkens halvmørke. Som når dansegruppen Don Gnu kalder til fælles stampedans til ledsagelse af Fadervor. Og man kan da sagtens fortabe sig i formørket irritation over, at der sådan overordnet tages med så forsigtig frøkenhånd på det budskab, den gamle kirke er rejst på.

 

Men alt i alt er det jo ikke så forskelligt fra, hvad man oplever til en gennemsnitlig natkirke-gudstjeneste (som jo dog er en gudstjeneste). Omend af et noget mere professionelt tilsnit. Jeg vil sammenfatte det på den måde, at i kirkespillet bliver der trods alle anstrengelser kun forsigtigt lindet på den dør, der slås op på vid gab under søndagens højmesse.

 

Men det kunne jo tænkes, at stykket så heller ikke kun henvendt på sådan nogle som mig, men i lige så høj grad på de udefrakommende, de nysgerrigt distancerede eller de mange, der er ulykkeligt forelskede i folkekirken, dens prædiken, dens rum, dens ritualer og traditioner, men som alligevel, af en eller anden grund, bliver stående udenfor. Opsætningens succes og den store andel af publikum, som er på mine børns alder, taler for det. Og så vil jeg da lige erindre om, at procentdelen af netop denne aldersgruppe er betragtelig i domkirkens sogn og provsti, ligesom det er her man for alvor mærkede udmeldelsesbølgen sidste forår.

 

Kirkespillet er domkirkens bidrag til kulturåret og som sådan også et forsøg på at få det til at svinge med Lutherfejringen. Og lidt flot kan man sige, at i reformationen blev den officielle kirke tvunget i øjenhøjde med et folk, hvis trang til et trøstens ord på deres eget sprog ikke længere lod sig holde tilbage. Kirkens insidere blev udfordret og tvunget til gennemgribende justeringer- for nu at sige det mildt - af outsiderne. For så vidt må det vel være en protestantisk eller luthersk dyd, at være opmærksom på, at man ikke bliver så fortabt i sit eget, i sine egne måder at holde gudstjeneste på, at man på forhånd dømmer ethvert forsøg på at gå nye veje ude som lal og pjat og pjank og ”spreden ben for tidsånden”, som jeg hørte det så smagfuldt og malende udtrykt af en fnysende foragter af Svalegangens opførelse.

 

For vreden har været betragtelig. Af- og nedskrivningen af forsøget har været omfattende. Fra indforstået hold vel at mærke. Og i en grad og med en heftighed hvor man tænker, at det var en bedre sag værdig. Er dét, der burde være en protestantisk dyd, blevet til, hvad Goethe kaldte den protestantiske arvesynd: den vrængende foragt for andres måder at betragte troen og kirken og gudstjenesten på? Er vores sans for provokationen, overraskelsen, de nye måder, blevet afløst af en trang til grænser, identitet, rene linjer? Jeg ved det ikke, men det flugter jo vældig godt med den nationalkonservative og nykonfessionalistiske bølge, der skyller hen over os i de her år. Det at få folk i tale og døre åbnet er ligesom blevet sekundært i forhold til at sige og gøre det rigtige for de indforståede få

 

Jeg spøger, og jeg spørger i høj grad også mig selv. Jeg siger ikke, at Svalegangens kirkespil flytter så voldsomt meget. Men de gør et behjertet forsøg, sammen med en domprovst og et menighedsråd, der viser rettidigt omhu for sit sogn, sit provsti og en by, hvor befolkningsgrundlaget vokser og ændrer sig drastisk. Og, vil jeg tilføje, hvor kirkerne ligger tæt og der prædikes dygtigt og holdes masser af gode gudstjenester, traditionelle såvel som de mere eksperimenterende. Altsammen udtryk for den rummelige og mudrede folkekirke vi i disse karrige tider ikke skal fortrænge med vores trang til at være alene med sandheden.