Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift.
Når man op i den alder, jeg har nu, har man nok også en tendens til at se tilbage og sige til sig selv og andre, ”det var bedre i de såkaldt gode gamle dage”. Falder man for fristelsen til at tænke og sige sådan, skal man være på vagt. Det bliver let patetisk, og det bliver også let usandt, for de gamle dage var ikke bedre end dem, vi lever i nu. På mange måder var de ringere. De sociale skel var større, og den sociale nød udtalt i højere grad end i dag. Hjemme og i skolen blev børn slået, det sker ikke længere i skolen og heldigvis også sjældent i hjemmene. Den almene sundhedstilstand var langt ringere, end den er i dag. Det var bestemt ikke sjovt at ligge på sygehus eller gå til tandlæge. Det er det måske stadig ikke, men alligevel, i de fleste tilfælde nytter det, tænderne holder længere, og som oftest bliver man også rask igen efter et hospitalsophold. Ikke altid, men som oftest! Så nostalgien kan på de fleste områder godt pakke sammen. Verden er ikke så ringe endda.
Når alt det er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at man ikke skal suspendere sin kritiske fornuft i forhold til nutiden. Man kan godt være loyal overfor sin nutid, og dog være kritisk. For der er fremdeles meget at kritisere.
Et fænomen skal man altid være på vagt overfor, det man kan kalde tidsånden. Den ytrer sig i alt det, man selvfølgeligt vedtager eller tilslutter sig. Eksemplerne er mange. En nærved religiøs sundhedsoptagethed, en rabiat selvdyrkelse, hvor det hedder mig selv, mig selv, og endnu engang mig selv. En kolossal kollektiv rethaveriskhed. En forfladigende popkultur. En omsiggribende test- og kontrolkultur. Man evalueres eller testes fra vugge til grav. Skolen først og fremmest har været et offer for testdillen. Lærerne skal næsten anvende mere tid til at teste eleverne end til at undervise dem. For det har de kloge fundet ud af, fordi – efter sigende – danske børn sakker agterud i forhold til børnene i Finland og Singapore. Det forklares ud fra bunkevis af rapporter, man betragter som hellige skrifter, for de anfægtes ikke, endskønt der kunne være al mulig grund til det.
Og to forhold fra de gamle dage kunne man godt genoplive og give meget mere vægt, end man gør, nemlig begreberne respekt og dannelse. Det er ikke nødvendigt at udarbejde etiske retningslinjer på den enkelte skole, der skal udstikke, hvordan børnene skal omgås lærerne og hinanden. Det er sådan set såre elementært og burde være selvfølgelig for alle. Vi ved det godt, det drejer sig simpelthen om, at man skal behandle hinanden ordentligt, tale pænt om og til hinanden. Tie stille, når læreren taler, lave sit hjemmearbejde og hjælpe den svage. Jeg går varmt ind for den inkluderende og mangfoldige skole, men præmissen for denne må altid være respekt og ordentlig opførsel.
Tidsånden er, at det handler om den enkeltes uanfægtede selvudfoldelse og rettigheder, og i den sammenhæng er tidsånden altid den dummeste, som det canadiske klavergeni, Glenn Gould, engang formulerede det.
