Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift
Man orker næsten ikke længere, altså diskutere bøsser og lesbiske i kirkeligt regi. Men alligevel – der er sket nyt og afgørende!
I november 1994 deltog jeg i mit første bispemøde, der fandt sted i Ribe, og det var også første gang, at landets biskopper for alvor drøftede kirkens forhold til homoseksualitet og en mulig vielse for bøsser og lesbiske. Vi nåede ikke ret langt ud, men ved ethvert bispemøde siden har spørgsmålet været et hovedemne. I 1997 nedsatte vi oven i købet et udvalg med tidligere præstehøjskolerektor, Niels Thomsen, som formand, og med andre deltagere end præster. Det kom der en fortræffelig rapport ud af (måske netop på grund af udvalgets sammensætning), hvis anbefalinger nu endelig er ved at blive realiseret. Og som trods alt medførte, at præster, f.eks. i Århus Stift kunne lave en velsignelseshandling i kirken for mennesker, der allerede levede i et registreret partnerskab. For et par år siden nedsatte den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech på ny et udvalg, denne gang med klart flertal af præster, og med det kom der intet nyt frem.
Holdningerne er de samme, som de været hele tiden. Jeg har ikke skiftet holdning på noget tidspunkt, men er uafkortet gået ind for en ligestilling – også på det kirkelige område – mellem hetero- og homoseksuelle. Dem, der er imod, f.eks. Indre Mission, har heller ikke ændret opfattelse, så i virkeligheden har de 17 år været lidt af en ørkenvandring.
Omkring årtusindskiftet tydede en del på, at det lovgivningsmæssige grundlag kunne skaffes til veje, men folketinget kom med et nyt flertal på andre tanker. For naturligvis er det folketinget, der via en ændring af ægteskabsloven skal muliggøre, at bøsser og lesbiske kan blive gift. Men politikerne har svigtet og gemt sig bag folkekirken og dens biskopper. Først når vi bad om det, ville de lovgive. Men vi var aldrig enige, kun om, at der skulle herske frihed, så ingen præst kunne tvinges til at foretage en sådan vielse. Der er intet odiøst i, at biskopper ikke kan blive enige, og at lovgive for en mulighed for bryllupper for bøsser og lesbiske er nu engang politikernes pligt.
Nu er Manu Sareen trådt til som ligestillings- og kirkeminister. Det finder jeg også af andre grunde glimrende, men netop ved sin tiltræden sagde han i et interview: ”Jeg har mange homoseksuelle venner og bekendte, som ikke kan blive viet. De oplever kærligheden til hinanden på samme måde som heteroseksuelle, men de kan ikke få lov til at udleve den på samme måde”. Ja, netop!
Så er der nogle, der vil melde sig ud af folkekirken i protest, og nogle præster er i vildt oprør og påstår, at de ikke længere kan være i den samme kirke som vi, der er gået ind for denne ligestilling. Det må vi så tage herfra. For mere end tres år siden, da kvinder fik adgang til at blive præster, skrev 500 mandlige præster under på en protest og frasagde sig det folkekirkelige fællesskab. Det varde dog kun til næste lønningsdag, og i dag er det en forsvindende minoritet, der ikke accepterer kvindelige præster. Sådan går det nok også denne gang.
