Af Kjeld Holm, Biskop, Århus
For ti år siden blev begrebet kulturkamp introduceret, i hvert fald på en ny måde. Egentlig er det aldrig rigtig gået op for mig, hvad den gik ud på, ud over, at den islamiske kultur og venstreorienterede holdninger skulle bekæmpes, og at nationalfølelse og kristendommen skulle indforskrives i denne kamp. Udgangen af den skal jeg heller ikke gøre mig klog på, men jeg har lyst til at medvirke til en fornyelse af den, eller at introducere en helt ny dagsorden for den. Aktualiteten giver sig selv, og den ændrer sig ikke med et nyt folketingsvalg. Den handler nemlig om det universelle vilkår, at mennesker til alle tider er spændt ud i modsætningen mellem handling og modtagelse. Eller at vi altid lever i spændingsforholdet mellem, hvad vi selv kan udrette, og hvad vi er henviste til at modtage.
Det var K. E. Løgstrup, der radikalt kritiserede den foretagsomhedens kultur, der både i hans levetid og ikke mindre nu truer fællesskabet og den natur, som vi er indfældet i. Og det var han ikke ene om. Den længst afdøde litteraturprofessor ved Aarhus Universitet, Johan Fjord Jensen udgav i 2004 en læseværdig erindringsbog, ”En Århus-historie. Erindringslinjer”, hvor han præciserede, at dansk demokrati altid har udviklet sig i en balance med dansk folkeoplysning, men at denne balance nu trues af, hvad han kalder medierevolutionen og den indvirkning på den demokratiske proces, ”der finder sted igennem en dannelse af et specielt lag af faglige eksperter, og som jeg derfor vil kalde lobbyrevolutionen”. Hvad Fjord Jensen ikke dengang kunne se var, at de såkaldte ”spindoktorer” netop forener medierevolution og lobbyvirksomhed. Den sidste spindoktorsag udgået fra den nye statsministers tidligere skattesag vidner uafkortet om dette. Åbenbart er det nu en kendsgerning, at åbenhed og hæderlighed er veget for skjulthed og halvkriminel adfærd. Det kan demokratiet ikke leve med, uden at det tager stor skade.
I den sammenhæng bliver det af en afgørende betydning, at der er en instans i samfundet, der uanfægtet fastholder hæderligheden. Og jeg vil hævde, at denne instans er kirken, og at den kan gøre det, fordi der i den lyder en forkyndelse af, at det vigtigste i vor tilværelse kan vi ikke selv skabe, men kun få skænket. Når et menneske ved, at dets foretagsomhed har sin grænse, og at det ikke er den, der er den mest betydningsfulde i tilværelsen, så er hæderligheden ikke en anstrengelse, men en selvfølgelighed. Så skal man nemlig ikke forandre totalt eller forhindre andre i at være til med deres holdninger og tilværelsesformer. For det er – også fra dem – at man modtager det vigtigste i livet. Ligesom det i kirken forkyndes, at livet ikke skabes hver dag, men gives!
Der er røster i dag, der finder kirke og kristendom totalt overflødige. Det er de også, hvis deres eneste berettigelse er en søndagsbeskæftigelse, et helle i eller afsondrethed fra samfundet, eller hvis det udelukkende drejer sig om den enkeltes frelse i evigheden. Kristendommen er også trøst og livsmod, men ikke alene. Den er også altid en kritik af enhver form for selvtilstrækkelighed og indelukkethed og af den netop altfortærende foretagsomhed.
Kristendom og kirke skal ikke være en ny eller anderledes form for foretagsomhed, der vil omskabe tilværelsen, herunder det politiske liv ved at sætte en helt anden politisk dagsorden. Men kristendommen er en aldrig vigende kritik, hvis fællesskabet, også det, der har med politik at gøre, truer med at udvikle sig til en karikatur, og hvor kynismen bliver det bærende i et politisk handlingsmønster. Fjord Jensen taler i den føromtalte erindringsbog om en forkrøbling af sjælelivet, ”der følger af, at alt nu er blevet hemmeligt”.
Berlin-murens fald virkede som en af de største befrielser i moderne tid, og den havde måske ikke kunnet væltes, hvis ikke tusind af mennesker i årene forud havde samlet sig i kirkerne i DDR og protesteret mod skjulthed, uhæderlighed og den forkrøblede tilværelse mellem mennesker. De krævede sådan set ikke andet end hæderlighed, men inspirationen var ikke til at tage fejl af; det var netop kristendommens skelnen mellem foretagsomhedens dæmoni og det skænkede liv. Forholdet mellem politik og kristendom er ikke banalt eller enkelt, men det er heller ikke et ikke-forhold. Eller det er en virkelig kulturkamp, der ikke bare overstås, men hvor det til gengæld er alvor.
