Ministeriet for Ligestilling og Kirke har den 15. december 2011 fremsendt forslag om ændring af lov om udnævnelse af biskopper og om stiftsbåndsløsning og forskellige andre love.
I lighed med mit svar fra den 16. januar 2009 med høringssvar om rapport om åremålsansættelse af biskopper må jeg fastholde min henvisning til biskop Kresten Drejergaards mindretalsudtalelse i rapporten, hvor han efterlyser et formål med en indførelse af åremålsansættelse af biskopper, særligt med henvisning til, at de øvrige tilsynsembeder i folkekirken ikke undergives tilsvarende ændringer.
Endvidere bør der sammen med et eventuelt forslag om fratrædelsesordninger for biskopper, der ansættes på åremål, udarbejdes et forslag om fratrædelsesordning for de af de nuværende biskopper, som ifølge deres ansættelsesvilkår ikke er omfattet af en åremålsbegrænsning, men som alligevel – under inspiration af det, der måtte være hensigten med åremålsbegrænsningen – ønsker at fratræde deres stilling efter en embedsperiode, der svarer til åremålet.
Med venlig hilsen
Kjeld Holm






