Skriftord: Vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte (Første Thessalonikerbrev 2,4).
Selv om der ikke er så mange her i aften, der før har været til de efterhånden mange, mange ordinationer, jeg har haft i det forløbne 16½ år, og dermed heller ikke hørt, hvad jeg sige ved en sådan lejlighed, så er man – er jeg – i hvert fald opmærksom på, at en hele masse gentagelser gerne skulle undgås.
Så er det af vigtighed, at man kan knytte til ved noget konkret og aktuelt, der netop hører denne aften til. Og da er vi i den særlige situation, at du, Kresten Thue Andersen, er den eneste ordinand her i aften. Og at du har besvaret opgaverne ved den såkaldte bispeeksamen på en fin måde. Ikke mindst dine overvejelser over, hvad folkekirkens position og opgave er i Danmark anno 2010. Hvad det vil sige at være en luthersk kirke i dag. Og da jeg var færdig med at læse den opgavebesvarelse, tænkte jeg, ”jo, men jeg kan da også på det punkt give mit besyv med – fremhæve en dimension, som netop først i vores tid igen har fået aktualitet”. Så det vil jeg gøre.
I vores kirke har vi været vænnet til at tænke om kristendommen som en ren åndelig dimension i menneskelivet. Og følgelig også som noget, der udelukkende hører privatsfæren til. Det er en holdning, der nu heldigvis er under opbrud, men dette opbrud har også en historie.
Fra 1920’erne udfoldede der sig en voldsom kritik af, at menigheder og præster lagde vægt på ”de gode gerninger”. Med rette blev det sagt dengang, at det dels var et dække over at lokke folk til kirken, dels skabte en ulighed mellem mennesker, fordi nogle følgelig kom til at forstå sig selv som mere kristne end de fleste.
Kritikken opstod fordi kirkens sociale engagement på mange måder var udvandet til from oppusethed, og at det sociale anliggende egentlig ikke tjente næsten, men mere ens egen helliggørelse.
Og det endskønt den kristne kirke gennem hele sin historie havde arbejder både med forkyndelse og hjælp til nødlidende mennesker. Det begyndte allerede i de første kristne menigheder, hvor det kunne virke overraskende, at de kristne også kunne tage sig af andre end deres trosfæller. Det fortsatte op gennem middelalderen, hvor det så at sige udelukkende var munke og nonner, der tog sig af fattige og syge mennesker. Også efter reformationen var kirkens sociale engagement betydelig, og fra midten af 1800 tallet, hvor der skabtes et enormt proletariat i de større byer, først og fremmest København. Vi ved, hvordan der på Vesterbro og Nørrebro med de hurtigt byggede lejekaserner med baggård efter baggård opstod en enorm social nød med alkoholisme, hustru- og børnemishandling, voldtægt og meget mere. I den situation opstod igen opfattelsen af, at kristentroen måtte omsættes i en aktiv indsats for fattige og fornedrede mennesker.
I 1863 oprettede man Diakonissestiftelsen i København. Flere uddannelser indenfor det kristeligt-sociale arbejde kom til, og i 1920 kom Diakonhøjskolen i Århus til. Der skal en del af os samles her efter gudstjenesten I dag er denne fortræffelige institution beliggende på Lyseng Allé i Højbjerg, og jeg viger ikke tilbage for at pege på denne skole som en af de væsentligste udannelsesinstitutioner i Århus. Om 14 dage kan den fejre sin 90års fødselsdag.
Vi vænnede os i 60’erne til, at al social nød kunne klares af det offentlige system. I dag ved vi, at intet socialt system er så tætmasket, at der ikke er mennesker, der falder igennem, og vi ved, at menneskelig nød kan være mangeartet og ikke altid lader sig definerer ud fra en bestemt paragraf i sociallovgivningen. Vi ved også, at den danske samfund i dag har fået et nyt problem, et stort fattigdomsproblem, der vokser. Vokser dag for dag.
Dette nødvendiggør, at den sociale, diakonale dimension i det kirkelige liv atter må forstås som en integreret del af kristendommen. Kristendommen lever i forkyndelse og undervisning, men lige så fuldt i at hjælpe mennesker, der på den ene eller den anden måde er kommet i nød. Eller som det hedder i en bog for nogle år siden: ”Kristendommen forkynder, at Gud har agtet ethvert menneske værdigt i en så ekstrem grad, at Han endda har sat det højere end sig selv. Den agtelse af mennesket bærer al kristen diakoni, og skal al diakoni give udtryk for”.
At kirkens sociale engagement igen er på dagsordenen i det kirkelige liv er godt. Det gør det troværdigt at være kirke.
I et moderne samfund sættes det enkelte menneskes selvudfoldelse og selvansvar i højsædet. Vi ved, hvad konsekvensen er, – at de, der ikke kan følge med i ræset, ikke bliver agtet. De anskues mest af alt som en byrde. De gamle, de syge, misbrugerne, de utilpassede, de fremmede. Og af foragt følger selvforagt.
I det bibelord, jeg begyndte med, taler Paulus om, at evangeliet ikke er os betroet for at behage mennesker, men han prøver vore hjerter for værdighed. Og værdighed er respekten og beskyttelsen af det andet menneskes værdighed. Det kan også siges med de ord fra den prædiken, du sendte mig, at nåden eller tilgivelsen både sætter mig selv og det andet menneske fri. Og sætter os fri til et liv i kærlighed.
Du skal være præst ved at videreformidle det evangelium, du selv må leve af. Det betyder, at du skal bidrage til at værne om andre menneskers værdighed, fordi du selv i kraft af Guds nåde er blevet et frit og værdigt menneske. For er der en rød tråd i Jesu måde at omgås sine medmennesker på, så er det dette, at han godt kunne irettesætte og dømme, men han fratog aldrig et menneske dets værdighed. Han ville have med det at gøre – under alle forhold. Og denne Jesus er kirkens herre, hvad der så end sker. Vi sang det før:
Vi venter, han skal komme
en dag igen
og være, som han var det,
fortabtes ven.
Fortabtes ven!
Og det er stadig kirkens og præstens opgave – foruden alt det andet, han også skal – at være fortabtes ven.
Med den opgave ønsker jeg dig lykke og gode råd, og – Gud i vold.
Amen
