Kære ordinanter, kære begge to.
Se, normalt indleder jeg denne ordinationsprædiken med et skriftord. Jeg gør en undtagelse her i aften. Ikke fordi jeg ikke vil citere fra Den Hellige Skrift, og det gør jeg da også om et øjeblik – uden I behøver at rejse jer op. Men jeg blev faktisk inspireret af vort samvær i mandags i Århus Bispegård ved den såkaldte bispeeksamen. Thi der var en rød tråd i vor samtale, eller en fællesnævner, – eller rettere to, lad mig benævne dem mangfoldighed og tøven, dem vender jeg tilbage til.
Men allerførst vil jeg gerne sige noget til dem, der i aften er til stede fra menighederne i Grundfør-Haldum-Vitten og Vær-Nebel – og i særdeleshed til menighedsrådene. I kan godt være stolte af jer selv i aften. For I har valgt to ualmindelig velbegavede præster, to yderst kompetente teologer, og det er meget vigtigt, men også to meget behagelige mennesker, der er nemme at samtale med, – engagerede er de, med lyst til at gå i gang. De bliver præster – er jeg sikker på -, som vi kan være stolte af i Den danske Folkekirke. Og det skyldes jeres valg. For jeres samvittighedsfuldhed i den sammenhæng vil jeg gerne her i aften kippe med flaget. Det er ikke nogen selvfølgelighed i vore dage, at menighedsråd vælger med kvalitetsbevidsthed.
Dernæst tilbage til dette med mangfoldigheden og tøven.
I Apostlenes Gerninger fortæller Lukas om Paulus’ ophold i Athen og hans tale på Areopagos, det store torv, hvor han til de gode borgere i byen siger, at det er gået op for ham, at athenerne er meget religiøse mennesker. ”For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt Gud”. Og så føjer han til, at denne ukendte Gud ved han, Paulus, hvem er. Det er Kristus. Og så føjer han til: ”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdig for alle ved at lade ham opstå fra de døde”.
Nogle af tilhørerne griner ad den historie, andre siger: ”Det vil vi høre dig tale om en anden gang!”
Jeg har altid elsket den historie fra Apostlenes Gerninger. Den er morsom, og den er værd at digte videre på. For – kom der nogensinde en anden gang? Paulus forlod i hvert fald Athen kort efter, og de er blevet tilbage med deres ukendte Gud.
Det har de måske ikke tænkt så meget over. Hverdagen har krævet sit for dem, og – som nu – hvem har så tid og overskud til at tænke over, hvem Gud er. Som nu – siger jeg. Det var, hvad vi talte om i mandags. Om uenighed om, hvad sand kristendom er, som også i folkekirken er tydelig, og om vore og jeres påfølgende tøven, når vi skal gøre noget gældende som absolut, og gøre det netop i respekt for mangfoldigheden.
Man kan jo vælge skråsikkerheden, dermed nok også ufolkeligheden, for man skal enten være fundamentalist eller placere sig i et dogmatisk elfenbenstårn, holde teologiske foredrag i stedet for prædikener og så i øvrigt have travlt med alle de vantro, hvad enten de er muslimer eller kristne, der blot falder en smule ved siden af, fordi de tager højde for, at kristendommen altid må fortolkes på ny ind i en hastigt forandrende virkelighed.
———
Så var der ham, Jesus, som Paulus så nidkært forkyndte på Areopagos, nederlagets mand. Alt det gode, han gjorde blev mistolket eller misforstået, forvrænget eller afvist. Totalt udenfor var han bestandig. Til sidst døde han som en forbryder, og der var kun en endda meget lille flok, der anså Jesus for at være noget som helst andet end en taber og et udskud. En kortvarig trussel mod det bestående, som dette dog hurtigt fik elimineret. Hvis de lyttede godt efter, de, der blev lidt længere og lyttede til Paulus den dag på Areopagos, så har de næppe været overbeviste, en Gud, der blev henrettet. Det er jo nærmest komisk, og at en død skulle være blevet levende igen, har de betragtet som en ret så intetsigende påstand. Det kunne vel enhver komme og sige.
Men Paulus havde altså modet til at blive ved med at gentage, overalt, hvor han kom hen, at sådan var det. At i Jesus Kristus havde Gud vist, hvem han var, at han var mægtig i den svage, i de svage.
Og der kommer så jeres tøven, – nej ikke kun jeres, men vores, kirkens tøven. At afvise det skråsikre og bestandig søge at tilegne sig dette, at Gud er mægtig i svagheden. Hvad betyder det for vores virkelighed, vores tro, vores håb?
Ja, det betyder i første omgang, at det at være præst er en fornyet opgave hver morgen. Hver dag må man tilegne sig den kristne tro på ny. Hver dag må man konfrontere den med verdens ondskab, menneskelig nedrighed, meningsløshed og død. Hver dag må der ledes efter et sprog, hvori også undren, håb og taknemmelighed kommer til orde. Man kan ikke og skal ikke genbruge en begravelsesprædiken, man kan ikke øve sjælesorg ved at slå op i en lærebog i psykologi. Man klarer ikke konfirmandundervisningens udfordring ved at købe flødeboller til konfirmanderne hver anden gang.
Først og fremmest skal vi vove at vise, at det kristne budskab i al dets uafsluttethed og åbenhed har konsekvenser for vores eget liv. At vi selv skønner på Guds nåde. Som vi skal synge til sidst her i aften:
Sig ham tak for stort og småt,
livets rige gåde;
bed ham bønlig, du må blot
skønne på hans nåde.
Ja, Guds nåde, der begynder og slutter det hele. Ved at leve på den, også som præster og ved at fortælle om det, bliver også vor tøven til styrke.
Fader vor i høje sale,
kom din pagt med os i hu!
Sandheds Ånd i dybe dale,
o, bekræft, besegl den nu!
Herliggør med glans på jord
Frelseren i troens ord”
Gør det klart, at alle dage
Gud er mægtig i de svage.
Gud i vold!
Amen.
